Du er her: hk.dk > AkademiMerkonomer > Medlemsfordele > Sikkerhedsrepræsentant



Sikkerhedsrepræsentant

Virksomheder med 5 eller flere ansatte skal have en sikkerhedsrepræsentant

Sikkerhedsrepræsentanten er arbejdsgiverens samarbejdspartner for et sundt, sikkert og teknisk forsvarligt arbejdsmiljø, som er vigtigt, fordi vi i dag tilbringer mere end en tredjedel af vores tid på arbejdspladsen.

Noget for dig?
Som sikkerhedsrepræsentant arbejder du både med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og du er en stærk støtte og en kvalificeret sparringspartner for dine kolleger og din arbejdsgiver, når der skal diskuteres arbejdsmiljø.

Det er en fordel men ingen betingelse, at du interesserer dig for arbejdsmiljø, hvis du lader dig vælge som sikkerhedsrepræsentant. Erfaringen viser, at de fleste bliver bidt af opgaven, fordi den er interessant og udviklende. Formelt er det dog et krav, at du har været ansat i virksomheden i mindst et år.

Opgaven
Som sikkerhedsrepræsentant skal du sammen med din arbejdsgiver eller arbejdsleder sikre, at dine og kollegernes arbejdsforhold er fuldt forsvarlige både sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt.

Du skal være med til at identificere de arbejdsmiljøbelastninger, der er i virksomheden, og du skal være med i overvejelserne om, hvordan problemerne bliver løst. I praksis betyder det blandt andet, at du skal være med, når der planlægges nye arbejdsopgaver, og når der købes nyt inventar til kollegerne.

Din HK-afdeling bakker op
Alle virksomheder skal udføre en arbejdspladsvurdering. Det vil sige, at alle ansatte skal tages med på råd om miljøet på arbejdspladsen. Det kan dreje sig om indretning, pladsforhold og trivsel eller om arbejdet er for ensformigt eller stressende.

Dine kolleger vil henvende sig til dig med problemer, og du skal sørge for, at problemet bliver taget op. Du skal ikke stå for løsningen men blot sikre, at der bliver talt om sagen og fundet en løsning.

Som medlem af HK kan du altid få hjælp i din lokale HK-afdeling, hvis du har brug for det.

Du får tid til opgaven
Som sikkerhedsrepræsentant har du krav på at få den fornødne tid til dit arbejde med arbejdsmiljøet. Og du skal orienteres om eventuelle besøg af Arbejdstilsynet og om de påbud, som tilsynet eventuelt kommer med.

Du bliver klædt på til opgaven
Det er en forudsætning for dit arbejde som sikkerhedsrepræsentant, at du ved noget om arbejdsmiljø og reglerne på området. Derfor siger loven, at alle sikkerhedsrepræsentanter skal på et 37-timers kursus betalt af arbejdsgiveren.

Du er beskyttet som en tillidsrepræsentant
Som sikkerhedsrepræsentant er du beskyttet på samme måde som en tillidsrepræsentant. Du kan altså ikke blive sagt op på grund af dit arbejde som sikkerhedsrepræsentant. Og er du medlem af HK, kan din arbejdsgiver ikke sige dig op, før han har forhandlet opsigelsen med HK.

Både sikkerheds- og tillidsrepræsentanten er beskyttet af regler i overenskomsten. Er der ingen overenskomst på virksomheden, gælder regler i landsoverenskomsten for jeres branche.
Din beskyttelse træder i kraft fra det øjeblik, HK har godkendt valget og meddelt det til virksomheden. Derfor er det vigtigt, at formaliteterne er i orden, og at du udfylder en særlig anmeldelsesblanket, som skal indsendes til HK forudsat, at du er medlem.

Alle kan deltage i valget
Sikkerhedsrepræsentanten vælges for to år ad gangen på et møde, hvor alle medarbejdere kan deltage. Derimod må hverken jeres arbejdsgiver eller en eventuel arbejdsleder deltage.

Du kan stille op til valg, hvis du har været ansat minimum et år. Stiller kun du op til valget, er du automatisk valgt. Stiller flere kandidater op, skal I stemme skriftligt, og alle medarbejdere skal have mulighed for at møde op og stemme.

Arbejdsgiverens ansvar
Sikkerhedsrepræsentanten er en del af virksomhedens sikkerhedsorganisation. Det er arbejdsgiverens ansvar at tage initiativ til at oprette en sikkerhedsorganisation og at få valgt en sikkerhedsrepræsentant.

Oprettet: 19.10.07, kl. 12.01

Redigeret: 19.10.07, kl. 12.01


Ophavsret

Udgivet <19.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.