CV og jobformidling
Når du bliver ledig, skal du lægge dit CV ind på www.jobnet.dk inden, der er gået 3 uger, fra du er meldt ledig. jobnet.dk, er det sted, hvor jobcentret opbevarer dit CV til brug for formidling af arbejde.
Hvad er et CV?
Et CV er din livshistorie om, hvad du har af uddannelse, hvor du tidligere har arbejdet, og hvad der er dine faglige kvalifikationer. Du kan også skrive, hvilke ønsker du har til dit fremtidige job.
Formålet med et CV
Dit CV er et af dine redskaber til at hjælpe dig hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet. Det er også et redskab arbejdsgiverne bruger, når de søger en ny medarbejder. Det er derfor vigtigt, at dit CV er så fyldestgørende som muligt. Det betyder også at du løbende skal vedligeholde dit CV, hvis du får nye erfaringer eller kvalifikationer.
Arbejdsgiverne søger medarbejdere via jobnet.dk. Du skal derfor mindst hver syvende dag bekræfte, at du stadig søger job. Det er på denne måde, du holder dit CV aktivt.
Du kan ikke få dagpenge så længe, dit CV ikke er aktivt.
Dit CV skal opfylde nogle minimumskrav, hvilket vi kan hjælpe dig med.
HK Jobformidling
Vi får løbende henvendelser fra arbejdsgivere, som mangler ansatte. Vi har derfor en database til jobformidlingen. Når du bliver ledig, trækker du/vi dit CV fra jobnet.dk til HK Jobformidling via www.mithk.dk. Herved får vi mulighed for at tilbyde dig et arbejde, hvis der kommer et job der matcher dit CV.
Du kan også bruge HK Jobformidling når du søger arbejde. HK Jobformidling har forbindelse til andre databaser med ledige job, ligesom den søger på virksomheders hjemmesider.
Både jobcentret og a-kassen vil, så længe du er ledig, løbende holde samtaler med dig med fokus på dine muligheder for at komme i arbejde igen.
Oprettet: 06.03.09, kl. 14.23
Redigeret: 06.03.12, kl. 09.23
Ophavsret
Udgivet <06.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.