Du er her: hk.dk > HK Danmark A-kasse > Job og uddannelse > Virksomhedspraktik



Virksomhedspraktik

Som ledig kan du få tilbudt virksomhedspraktik i en offentlig eller privat virksomhed

Du afdækker og optræner kompetencer

 

Formålet med virksomhedspraktik er, at du skal afklare et beskæftigelsesmål, eller du skal afdække eller optræne nogle faglige, sproglige eller sociale kompetencer.

Altså handler det om at blive klogere på, hvor du skal hen på arbejdsmarkedet og/eller blive opkvalificeret.

Jobcentret eller en anden aktør skal først vurdere, hvorvidt du kan ansættes ordinært eller kan komme ind på arbejdsmarkedet ved brug af tilskudsjob.

Det er ikke meningen, at virksomhedspraktik pr. automatik skal tilbydes før en ansættelse med løntilskud eller en ordinær ansættelse.

Virksomhedspraktik kan også anvendes som "arbejdsprøvning" for personer på sygedagpenge og ledighedsydelse i forhold til et forestående fleksjob.

 
       

Du er ikke ansat, men under "kvalificering"!

 

Når du er i virksomhedspraktik er du ikke ansat på arbejdspladsen, og derfor får du ikke løn.

Arbejdsgiveren betaler ikke noget til det beløb, du modtager, mens du er i virksomhedspraktik.

Du må godt udføre arbejdsfunktioner, som ellers vil blive udført som almindeligt lønnet arbejde. Det er derfor vigtigt, at det handler om, at du skal oplæres i nogle funktioner og have støtte til dette af de ansatte på arbejdspladsen.

 

Du er ikke omfattet af en overenskomst

 

I en virksomhedspraktik er overenskomster og lovgivning sat ud af kraft.

  • Du ikke er omfattet af kollektive overenskomster eller særlig lovgivning for lønmodtagere. Undtaget herfra er arbejdsmiljøloven og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
  • Arbejdsskader eller skader på andre og andres ejendele betales af jobcentret.
  • Der er krav om, at der skal være et antalsmæssigt rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af ansatte med tilskud (både personer i virksomhedspraktik og de, der er ansat med løntilskud).

 

Højst 4 uger for dagpengemodtagere

 

Dagpengemodtagere må være i virksomhedspraktik i op til 4 uger. Det samme gælder for kontanthjælpsmodtagere, som har erhvervserfaring og kun kortvarig ledighed.

Praktikken kan fx anvendes som en periode, hvor du og arbejdsgiveren ser hinanden an i forhold til at blive ansat ordinært eller evt. med løntilskud.

Vær opmærksom på, at denne proces ikke behøver at vare de maksimale 4 uger! Det er nemlig ikke hensigten, at virksomhedspraktikken skal bruges til at udvide den prøvetid, som ligger i funktionærloven.

Kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, som er ledige uden erhvervserfaring eller har langvarig ledighed eller har andre problemer end ledighed kan være i virksomhedspraktik i op til 13 uger.

Perioden kan eventuelt forlænges op til 26 uger efter konkret vurdering. Er der tale om et "særligt" behov, er yderligere forlængelse ud over de 26 uger en mulighed.

 

Højst fuld arbejdstid pr. uge

 

Arbejdstiden skal ligge inden for virksomhedens normale arbejdstid og må ikke overstige normal fuld arbejdstid pr. uge.

For deltidsforsikrede dagpengemodtagere må arbejdstiden ikke overstige normal, fuld arbejdstid for deltidsforsikrede.

 

Aftale mellem jobcenter og arbejdsgiveren

 

Jobcentret eller en anden aktør aftaler formålet, indholdet, varigheden og omfanget af praktikken med arbejdsgiveren.

Der er intet krav om, at de andre ansatte på arbejdspladsen skal inddrages, når virksomhedspraktikken varer mindre end 13 uger. Hvis den forlænges ud over 13 uger, skal dette drøftes med de andre ansatte.

Som kontanthjælpsmodtager i virksomhedspraktik skal kommunen kontakte dig minimum hver tredje måned under forløbet, hvilket godt kan foregå telefonisk. Arbejdspladsen skal inddrages i samtalen.

 
   

 

Beskriv opkvalificeringen i en handlingsplan

 

HK anbefaler, at der på arbejdspladsen stilles krav om, at tillidsrepræsentanter eller repræsentanter for de ansatte sammen med ledelsen og jobcentret udarbejder en handlingsplan sammen med den ledige.

Denne skal indeholde en beskrivelse af, hvordan den ledige introduceres til arbejdsområdet, og hvordan arbejdet udføres sammen med andre.

Omdrejningspunktet er kvalificering, og den skal foregå sammen med andre på arbejdspladsen. Ligeledes bør det indgå i planen, hvorledes der følges op på, at den ledige udvikler sine kompetencer, og at det jævnligt vurderes, om personen i virksomhedspraktik kan overgå til ordinært arbejde eller ansættelse med løntilskud på denne eller en anden arbejdsplads.

 
       

Få støtte af en mentor

 

Arbejdspladsen kan få betalt løn til en medarbejder eller en ekstern konsulent, som har til opgave at introducere, vejlede og oplære dig, når du starter i en virksomhedspraktik - en såkaldt mentor.

Jobcentret fastsætter timeantallet sammen med arbejdsgiveren ud fra behovet.

 
       

Du modtager dagpenge eller aktiveringsydelse

 

Du får aktiveringsydelse, som svarer til den økonomiske ydelse, som du fik inden praktikperiodens start.

Hvis du er i virksomhedspraktik under fire uger, er det muligt at modtage almindelige dagpenge.

Ydelsen svarer til din dagpengesats eller kontanthjælpsbeløb. Der gives et beskæftigelsestillæg til personer på starthjælp.

 
       

Oprettet: 07.10.08, kl. 16.22

Redigeret: 30.12.11, kl. 13.17


Ophavsret

Udgivet <07.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.