Kan jeg arbejde uden, at det giver fradrag i efterlønnen?
Når du arbejder, skal det som udgangspunkt give fradrag i din efterløn. Det gælder uanset, hvornår du udfører arbejdet, og det gælder både lønnet og ulønnet arbejde. Arbejdet er i denne sammenhæng både lønnet arbejde, og arbejde der normalt vil blive lønnet.
Fritidsaktiviteter
Fritidsaktiviteter er ulønnede aktiviteter, man deltager i af interesse. En fritidsaktivitet kan ikke udbydes som almindeligt arbejde. Fritidsaktiviteter giver ikke fradrag i din efterløn.
Hobby eller Fritidsaktiviteter er for eksempel:
- Nabohjælp
- Familiemæssig omsorg
- Deltagelse i forældreaktiviteter i børneinstitutioner
- Deltagelse i almindeligt foreningsarbejde, som frimærkeklub og bridgeklub
- Hjemmeværnsaktiviteter som øvelser, møder og kurser
- Almindeligt vedligeholdelse og reparationsarbejde i eget hjem
Aktiviteter
Aktiviteter kan under visse betingelser udføres uden, at der sker fradrag i din efterløn. Ved en aktivitet forstås et arbejde, som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde, og som du udfører frivilligt og ulønnet for frivillige organisationer, foreninger, sportsklubber mv.
En aktivitet kan ske i Danmark eller i et andet EØS-land, Grønland, Færøerne og Schweiz og må ikke have forbindelse med en privat erhvervsvirksomhed.
Eksempler på Aktiviteter som du kan udføre uden begrænsninger:
- Besøgsven
- Spejderleder
- Aktiviteter i hjemmeværn
- Aktiviteter i beredskabsforbund
- Indsamling til nødhjælpsorganisationer
- Særlig indkøbshjælp eller ledsagelse til indkøb
- Ekspedition i genbrugsbutikker under for eksempel Dansk Røde Kors
- Aktiviteter i humanitære organisationer, som for eksempel tøjsortering
- Træner i sportsklubber, hvor det ikke er sædvanligt at ansætte lønnede trænere
- Rådgivning, herunder telefonrådgivning, der ikke kræver eller forudsætter særlig uddannelse
- Lettere omsorgsopgaver som aflastning af pårørende til syge i eget hjem eller hjælp med at skænke kaffe på et plejehjem
- Deltagelse i sociale cafeer, medborgerhuse og væresteder med at servere, lave kaffe, hjælpe til med at lave mad og snakke med gæsterne
Frivilligt, ulønnet arbejde
Frivilligt, ulønnet arbejde kan under visse betingelser udføres uden, at der sker fradrag i din efterløn.
Ved et frivilligt, ulønnet arbejde forstås et arbejde, som kan udbydes som almindeligt lønarbejde, og som du udfører frivilligt og ulønnet for en frivillig organisation, foreninger eller lignende.
En aktivitet kan udføres i Danmark eller i et andet EØS-land, Grønland, Færøerne og Schweiz og må ikke have forbindelse med en privat erhvervsvirksomhed.
Et frivilligt, ulønnet arbejde kan udføres i op til 4 timer om ugen uden, at det giver fradrag i din efterløn.
Et frivilligt, ulønnet arbejde på mere end 4 timer om ugen giver fradrag i din efterløn.
De 4 timer regnes som et gennemsnit over a-kassens udbetalingsperiode. Du kan for eksempel arbejde 16 timer i den første uge og 0 timer i de næste tre uger, når din efterløn udbetales for en 4 ugers periode.
Eksempler på frivilligt, ulønnet arbejde som du kan udføre i op til 4 timer om ugen:
- Jurist i en retshjælp
- Rådgiver i et krisecenter
- Rådgivning, herunder telefonrådgivning, der kræver eller forudsætter en særlig uddannelse
- Egentlig pleje af ældre, syge eller handicappede i eget hjem, som en offentlig myndighed ikke har pligt til at udføre
- Seniorrådgivning (ledet af en frivillig organisation) om arv, testamente, sociale forhold og rettigheder og andre økonomiske spørgsmål
- Administrative opgaver som koordination og formidling af frivilligt arbejde i mindre omfang i organisationer, hvor disse opgaver i almindelighed udføres af lønnet arbejdskraft
Se denne video, hvis du har et frivilligt arbejde som efterlønner.
Fælles for aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde
Aktiviteten eller arbejdet skal være ulønnet. Der må ikke være tale om nogen form for løn, heller ikke i form af honorar eller diæt.
Aktiviteten eller arbejdet kan anses for ulønnet, selv om du får et beløb til dækning af dine udokumenterede udgifter, der er ved at udføre aktiviteten eller arbejdet, og beløbet efter ligningslovens regler ikke er skattepligtigt. Denne form for beløb medfører ikke fradrag.
Aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde må i større organisationer ikke høre ind under primær drift. Primær drift er arbejde med at sikre organisationens overordnede, administrative drift. Det kan for eksempel være personaleadministration, ansættelse og afskedigelse og økonomistyring.
Primær drift er også arbejde eller opgaver, som en offentlig myndighed er forpligtet til at udføre. Hvis du arbejder med at passe børn som et led i en kommunes forpligtelse, så vil dit arbejde give fradrag i din efterløn for alle de timer, du har haft.
Hvis du arbejder med vedligeholdelse som for eksempel maling af et rum, småreparationer, rengø-ring eller lignende, kan du udføre arbejdet uden fradrag i din efterløn, hvis der ikke tidligere i den frivillige organisation har været ansat lønnet arbejdskraft til at udføre arbejdet, og der er tale om ad hoc opgaver, der kan ligestilles med vedligeholdelse i eget hjem.
Dit arbejde må ikke kræve autorisation. Denne form for arbejde vil give fradrag i din efterløn for alle de udførte timer.
Hvis du arbejder som frivillig og ulønnet i en større organisation med opgaver, der hører ind under primær drift, og dit arbejde kan udbydes som almindeligt lønarbejde, vil alle dine timer give fradrag i din efterløn.
Spørg a-kassen først
Hvis du vil udføre frivilligt, ulønnet arbejde, kan du henvende dig i a-kassen for at få at vide, om det har betydning for din ret til efterløn.
Du skal kontakte a-kassen før, du begynder med det frivillige, ulønnede arbejde. Du skal blandt andet oplyse om arbejdets art, omfang og hvem, du udfører arbejdet for.
A-kassen vil så vurdere, om det vil give fradrag i din efterløn.
Sker der ændringer i arbejdets art eller i andre af de oplysninger, du har givet til a-kassen, så skal vi have skriftlig besked fra dig.
Oprettet: 16.11.09, kl. 13.42
Redigeret: 05.01.11, kl. 09.27
Ophavsret
Udgivet <16.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.