Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Forsidenyheder > Husk arbejdsmiljøet i fyrværkeriteltene



Husk arbejdsmiljøet i fyrværkeriteltene

De almindelige arbejdsmiljøregler gælder også i et telt eller en container

Der er godt gang i salget mellem jul og nytår, men nogle butikker glemmer reglerne i de midlertidige krudt-butikker. Foto: Colourbox.com.

Der er knald på krudtsalget i disse dage, og på grund af fyrværkeriloven sælges fyrværkeri udenfor de almindelige butikker. Men arbejdsmiljøloven gælder også for medarbejdere, der bliver udkommanderet til telte og containere.

- Selvom man arbejder i et telt har man stadig alle de sædvanlige rettigheder. Nogen tror at man kan ophæve alle arbejdsmiljøregler ved at sende medarbejderne ud på en mark, men sådan fungerer det ikke, siger faglig sekretær i HK HANDEL, Bjarne Petersen.

Reglerne for opbevaring og håndtering af fyrværkeri er blevet strammere igennem de senere år, og samtidig er flere butikskæder begyndt at satse på salg af krudt. Det har medført at fyrværkeri fortrinsvis bliver solgt i midlertidige butikker i telte, containere eller lignende.

- Der opstår tvivl om reglerne hvert år, men det er i virkeligheden meget simpelt. Der gælder de samme regler for arbejdsmiljø og arbejdstid i et telt som der gør i den normale butik. Det vil sige, at arbejdsgiveren skal sørge for noget varmt tøj, et sted at sidde ned og holde pause, håndvask og toilet og overholde de normale regler om pauser og arbejdstid, siger Bjarne Petersen.

Hvis man er i tvivl om reglerne, opfordrer HK HANDEL til at kontakte den lokale HK afdeling.

Oprettet: 28.12.11, kl. 14.15

Redigeret: 28.12.11, kl. 14.18 af Rudi Skov Damkjær

Det har du krav på:

  • Et toilet pr. 15 ansatte - der skal være et toilet ved alle udleveringssteder.
  • En håndvask pr. 10 ansatte med adgang til både koldt og varmt vand. Der skal være mindst én håndvask.
  • En spiseplads med bord og stole.
  • Mulighed for at opbevare medbragt mad og drikke.
  • Arbejdsbeklædning passende til årstiden og i passende størrelse.
  • Alle ansatte har ret til at hvert 7. døgn er et hviledøgn.
  • 11 timers hvile mellem hver vagt.

Kontakt din HK afdeling her



Ophavsret

Udgivet <28.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.