Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Fysisk arbejdsmiljø > Indretning af arbejdspladsen > Lyd og støj



Lyd og støj

Lyd- og støjforholdene er en del af virksomhedens samlede arbejdsmiljø. Er disse forhold ikke tilpasset arbejdets art og den enkelte persons behov, kan det resultere i arbejdsmiljømæssige gener som f.eks. træthed og hovedpine.

Det er derfor væsentligt, at virksomheden også har fokus på lyd- og støjforholdene, og foretager en vurdering af og eventuel tilpasning af forholdene. Ofte vil en tilpasning også give økonomiske fordele.

Støjniveauet måles i decibel, dB(A), og er en logaritmisk måleenhed for støjniveauet. En ændring af støjniveauet på 1 dB(A) er netop hørbart. En ændring på plus 3 dB eller minus 3dB henholdsvis fordobler eller halverer støjbelastningen.

Allerede ved et støjniveau på 50 d B(A) forstyrres mulighederne for at tale sammen. Ved et støjniveau på 70 dB(A) må man anstrenge sig for at føre en almindelig samtale og ved et støjniveau på over 90 dB(A) må man råbe/tale direkte i øret for at gøre sig forståelig.

Det er individuelt, hvornår lyde opfattes som støj, men ifølge arbejdsmiljøloven må ingen udsættes for en støjbelastning på over 85 dB(A) under arbejdet. Hvis støjbelastningen overstiger 80 dB(A), må arbejdsgiveren kun lade arbejdet udføre, såfremt der stilles høreværn til rådighed.

Alt efter virksomhedens og arbejdets art, kan der være stor forskel på problemernes omfang.

Oprettet: 18.11.08, kl. 11.47

Redigeret: 05.03.10, kl. 14.24


Ophavsret

Udgivet <18.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.