Kviksølvramte klinikassistenter afvises fortsat
En del arbejdsmedicinske klinikker afviser stadig tandklinikassistenter og tager ikke deres symptomer alvorligt. Klinikassistenter, der har arbejdet uden beskyttelse mod det giftige kviksølv og amalgam helt frem til 80erne, bliver mødt med beskeden "der er ikke noget galt med dig" uden at blive ordentligt undersøgt.
- Det er ikke godt nok, og det vil vi simpelthen ikke finde os i. Det kan ikke passe, at vores medlemmer ikke bliver taget alvorligt, når de bliver henvist fra egen læge til de arbejdsmedicinske klinikker, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen.
De arbejdsmedicinske klinikker er tidligere blevet pålagt af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) at undersøge de klinikassistenter, der henvender sig med symptomerne, og HK/Privat måtte for nyligt skride ind over for Arbejdsmedicinsk klinik i Århus, der afviste at undersøge en klinikassistent. Men HK/Privat får alligevel hver dag nye henvendelser fra medlemmer, der ikke bliver taget seriøst, når de henvender sig.
- Vi vil bare gerne have, at vores medlemmer kan få en undersøgelse af, om deres symptomer skyldes kviksølvforgiftning eller andre årsager. Det er vigtigt, at de får vished. Og hvis der ikke sker en ændring, må sundhedsministeren på banen, siger Svend-Erik Hermansen.
Han understreger, at det vigtigste for tandklinikassistenterne er at få en afklaring, og at den afklaring for den enkelte, kun kan komme ved en grundig undersøgelse hos en læge.
- Derfor har vi nu udarbejdet en vejledning til de ramte klinikassistenter, hvor de kan se, hvordan de skal forholde sig til en lægeundersøgelse. Her kan de forberede sig før en undersøgelse på arbejdsmedicinsk klinik, hvor de gerne skulle få klarhed over, om deres symptomer er forbundet med arbejdet med kviksølv eller ej. Men det kræver, at de bliver taget alvorligt, siger Svend-Erik Hermansen.
Han peger på, at beskæftigelsesministeren for nyligt har bebudet en storstilet tilbundsgående undersøgelse af alle ramte tandklinikassistenter og konsekvenserne ved at være udsat for kviksølvdampe. Over 1300 nuværende eller tidligere klinikassistenter har henvendt sig til HK med symptomer som spontane aborter, muskelsmerter og lignende, der kan sættes i forbindelse med kviksølv forgiftning.
Den nye vejledning indeholder også de krav til den landsdækkende undersøgelse under beskæftigelsesministeriet, som HK har fået gennemført, og oplysninger om hvordan undersøgelsen kommer til at forløbe.
Oprettet: 12.03.09, kl. 13.25
Redigeret: 16.07.10, kl. 13.50
Ophavsret
Udgivet <12.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.