Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Fysisk arbejdsmiljø > Kviksølvsagen i HK > Norske, svenske og danske arbejdsmedicinere skal kommentere norsk kviksølvrapport



Norske, svenske og danske arbejdsmedicinere skal kommentere norsk kviksølvrapport

Ny norsk rapport konkluderer, at der er en mulig sammenhæng mellem eksponeringen af kviksølv og tandklinikassistenters sygdom. HK følger sagen, men den har ingen direkte indflydelse på de danske tandklinikassistenters sager

Af Jesper Pedersen

Arbejdsmedicinere fra Norge, Sverige og Danmark skal nu vurdere resultaterne fra den rapport, som Kunnskapssenteret har lavet for det norske arbejdstilsyn (NAV) – og som blev udgivet tidligere på ugen.

I denne rapport mener man at kunne fastslå en sammenhæng mellem norske tandklinikassistenters udsættelse for kviksølv igennem 1960’erne og 1970’erne og deres dårligere helbred.

I Danmark har der også siden december 2005 været diskussioner og undersøgelser omkring, hvilken indvirkning kviksølv har haft på klinikassistenters helbred. Men det har ikke været muligt at påvise en sammenhæng mellem kviksølv og sygdommene.

HK, der har ført arbejdsskadesager for en lang række tandklinikassistenter, følger udviklingen tæt i Norge. Ligesom man har været i kontakt med både Beskæftigelsesministeriet og Arbejdstilsynet.

- Det er den usikkerhed, som rapporten giver, der gør, at norske, svenske og danske arbejdsmedicinere nu skal kommentere på resultaterne. Vi ved, at det er en af de førende danske arbejdsmedicinere, som kommer til at se på rapporten, og vi følger selvfølgelig sagen meget tæt, siger Svend-Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.

Du kan løbende følge med i udviklingen omkring kviksølv på www.kviksoelv.dk.

Oprettet: 04.02.11, kl. 15.05

Redigeret: 07.02.11, kl. 10.11 af Jesper Pedersen

Kunnskapssenterets rapport fastslår blandt andet at:

- Tandklinikassistenter havde højere koncentration af kviksølv i urinen end tandlæger

- Studier viser sammenhængen mellem kviksølv i urinen og helbredsmæssige påvirkninger på fx opmærksomhed, hukommelse og manuel koordinering.

Du kan læse hele Kunnskapssenterets rapport her


Ophavsret

Udgivet <04.02.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.