Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Fysisk arbejdsmiljø > Kviksølvsagen i HK > Nye afgørelser om kviksølv afviser erhvervssygdom



Nye afgørelser om kviksølv afviser erhvervssygdom

Ankestyrelsen afviser at føre en række sager videre i Erhvervssygdomsudvalget, da man ikke mener, at der er en sammenhæng mellem arbejdet med kviksølv og de anmeldte sygdomme

Af Jesper Pedersen

HK var med til at anlægge knap 1.000 arbejdsskadesager på vegne af tandklinikassistenter, da det kom frem, at der muligvis var en sammenhæng mellem en række sygdomme og arbejdet med kviksølv til langt op i 1980’erne. Sagerne er efterhånden ved at være igennem det danske arbejdsskadesystem.

Senest har Ankestyrelsen i såkaldte principafgørelser afvist at sende fire konkrete sager videre til Erhvervs-sygdomsudvalget. Ankestyrelsen begrundet det med, at de anmeldte sager, der blandt andet handler om ledgener, koncentrationsbesvær og Parkinsons sygdom, ikke kan anerkendes som erhvervssygdom i forbin-delse med udsættelse for kviksølv. (Læs afgørelserne i højreboksen).

Tidligere på året sendte Ankestyrelsen derimod en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen tilbage. Denne afgørelse blev afvist, fordi man ikke mente, at der var indhentet tilstrækkeligt lægefaglige oplysninger i sagen (Læs mere om denne sag her).

HK, der fører hovedparten af tandklinikassistenternes sager, accepterer de nye afgørelser.

- Der er blevet gennemført en grundig sagsbehandling i både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, un-derstreger Svend-Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.

- Dog er det ærgerligt, at der i sager, hvor der efter vores opfattelse kan være tvivl om afgørelsen, ikke er taget hensyn til HK’s ønsker om yderligere konkrete lægelige undersøgelser af vores medlemmer. På den anden side må vi også acceptere den såkaldte lægefaglige vurdering i disse enkelte sager.

Afgørelserne er truffet med baggrund i to store forskningsrapporter, som blev sat i gang, efter at mistanken om skaderne opstod med en tv-udsendelse i december 2005. I disse rapporter blev al international forsk-ning på området gransket og sammenfattet, ligesom der blev lavet en tilbundsgående registerundersøgel-se, hvor man undersøgte hyppigheden af en lang række sygdomme hos tandklinikassistenter sammenlignet med andre faggrupper. (Læs rapporterne her)

Begge disse forskningsrapporter fandt ikke belæg for at sammenkoble arbejdet med kviksølvet og assisten-ternes ellers enslignende lidelser.

Endnu mangler omkring 100 sager sin endelige afgørelse. Det vil ske i løbet af dette år.

Oprettet: 17.08.10, kl. 14.26

Redigeret: 05.07.11, kl. 10.03 af Jesper Pedersen


Ophavsret

Udgivet <17.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.