Gamle kviksølv-sager – over 20 år siden?
I juli 2007 udsendte Arbejdsskadestyrelsen breve til 241 nuværende og tidligere klinikassistenter, som har arbejdet med kviksølv for mere end 20 år siden – og som har anmeldt en formodet arbejdsskade i forbindelse med dette arbejde.
Teksten lyder således (uddrag):
Vi har modtaget din anmeldelse om mulig kviksølvforgiftning.
Vurdering af din sag
Vi har truffet en foreløbig afgørelse, fordi vi skal overholde fristerne i arbejdsskadeloven.
På nuværende tidspunkt kan dine symptomer ikke anerkendes som en arbejdsskade. Det betyder, at du for øjeblikket ikke har ret til erstatning eller andre ydelser efter loven.
Vi tager din sag op med henblik på fornyet vurdering i september 2008, da vi venter på de undersøgelser om kviksølv hos klinikassistenter og tandlæger, der er sat i gang, jf. nedenfor.
Som hovedregel forældes eventuelle krav på erstatning efter arbejdsskadeloven 20 år efter, at man har arbejdet med for eksempel kviksølv. Det følger af dansk rets almindelige regel om forældelse.
Vi kan ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, om der er grundlag for at suspendere fristen i din sag. Det skyldes, at der for øjeblikket er begrænset viden om eventuel sammenhæng mellem arbejde med kviksølv og sygdomme hos klinikassistenter og tandlæger.
Beskæftigelsesministeren har imidlertid iværksat en omfattende undersøgelse af, om udsættelse for kviksølv kan have medført sygdomme hos klinikassistenter og tandlæger. Det vil blandt andet ske ved en gennemgang af den lægevidenskabelige litteratur på området.
Vi venter på undersøgelserne og tager som sagt din sag op igen i september 2008. Til den tid vurderer vi, om fristen for forældelse eventuelt skal løbe fra et senere tidspunkt (suspension). Under alle omstændigheder vil vi, når vi tager sagen op igen, vurdere om du eventuelt har fået skader af at arbejde med kviksølv. Du vil få besked fra os til den tid.
Vores oplysninger i sagen
Du har for mere end 20 år siden været ansat hos en tandlæge og har i den forbindelse arbejdet med kviksølv (amalgam). Du har herefter fået en række symptomer.
Det er en meget tilfredsstillende foreløbig afgørelse, der her er truffet.
Den såkaldte registerundersøgelse er desværre blevet forsinket fra september 2008 til november 2008, hvorfor styrelsens genoptagelsesfrister også er ændret. Det fremgår af nedenstående tekst (opdateret dec. 07):
Arbejdsskadestyrelsens tilkendegivelser om, at man vil tage disse 241 sager op til fornyet vurdering i februar 2009 (meddeles formentlig i september 2008), når de 2 igangværende større undersøgelser er afsluttet, er helt i overensstemmelse med vore ønsker.
Arbejdsskadestyrelsen siger samtidig, at man ikke på nuværende tidspunkt kan tage stilling til om der til den tid så er grundlag for at suspendere de gældende frister.
Ligeledes siger Arbejdsskadestyrelsen, at man under alle omstændigheder vil tage hver enkelt sag op igen for at vurdere om det enkelte menneske eventuelt har fået skader af at arbejde med kviksølv.
Også disse meldinger er særdeles positive, da det betyder, at der uden problemer nu er lagt op til, at den enkelte sag bliver undersøgt til bunds og ikke mindst, at den enkelte klinikassistent dermed får vished om der er opstået skader som følge af kviksølvpåvirkning – eller ej.
Oprettet: 14.01.09, kl. 13.56
Redigeret: 16.07.10, kl. 10.55
Ophavsret
Udgivet <14.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.