HK - Arbejdspapir om mulige forløb i forbindelse med arbejdsskadesagsbehandlingen i relation til spørgsmålet om forældelse

HK modtager i den forbindelse en kopi af disse skrivelser, som såkaldt fuldmagtshaver.

I den kommende tid skal den egentlige sagsbehandling så i gang i Arbejdsskadestyrelsen og her vil et af de første spørgsmål være om den anmeldte mulige skade nu også hører under loven.

Den såkaldte forældelsesregel på området med et princip om ingen behandling af sager over 20 år gamle siden sin opståen skal her stå sin prøve.

Vi har på baggrund lagt et arbejdspapir om mulige forløb i relation til forældelse på nettet her.

Vi vil løbende opdatere og revidere dette arbejdspapir, som sagen og udviklingen skrider frem."

seh 10.01.07 – 1.udgave

Spørgsmålet om forældelse af eventuelle erstatningskrav opstået som følge af udsættelse for påvirkning af kviksølv/kviksølvamalgam berøres særligt i dette arbejdspapir / baggrundsoplæg – baseret på et notat herom fra advokat Heidi Bloch fra Lind Cadovius. Arbejdspapiret revideres jævnligt.

Den 20-årige forældelsesfrist er som udgangspunkt en såkaldt absolut frist, men der er dog set undtagelser i afgørelser fra Højesteret – bl.a. i en udtalelse fra 1992:

”De hensyn, der ligger bag forældelsesreglerne, taler da også for at fastholde den lange forældelsesfrist på 20 år som en absolut frist, medmindre der foreligger afgørende modhensyn, således som det kan være tilfældet ved krav om erstatning for alvorlig personskade, der udvikler sig over en meget lang årrække.”

Det betyder, at fristen kan suspenderes. Der er således tale om udskydelse eller forlængelse af fristen.

Uanset disse udtalelser skal der også altid være tale om årsagssammenhæng mellem lidelse og arbejdsfunktion.

Uddrag fra Nyt fra Beskæftigelsesministeriet nr. 8 - Oktober 2006:

”Nu sættes to undersøgelser i gang på kviksølvområdet. Målet er at komme en eventuel sammenhæng mellem klinikassistenters helbred og deres arbejde med kviksølv nærmere.”

”Den ene undersøgelse er en såkaldt arbejdsmedicinsk udredning. Resultatet af udredningen indgår når Arbejdsskadestyrelsen skal vurdere, om der er tale om en arbejdsbetinget sygdom, som de ramte kan få erstatning for.”

Dette notat er baseret på en kort gennemgang af kviksølvsagen indtil - nu samt ikke mindst på indarbejdelse af et juridisk notat om sagen set i et forældelsesretsperspektiv.

Find meget mere om sagen på www.kviksoelv.dk – såvel tidligere oplysninger som ikke mindst fremtidige oplysninger, hvor vi også vil orientere om denne del af sagen.

1. Indledning

HK/Stat, HK/Kommunal og HK/Privat organiserer 6758 tandklinikassistenter på private tandklinikker og i den offentlige tandpleje fordelt på sektorerne:

HK/Privat 3957

HK/Kommunal 2641

HK/Stat 160

Søndag 4. december 2005 bragte DR 1 i programmet ”Magasinet Søndag” et indslag om skader blandt tandklinikassistenter, angiveligt opstået på tandklinikker landet over ved forkert håndtering af kviksølv til amalgamtandfyldninger.

Udsendelsen tog udgangspunkt i norske tv-udsendelser fra maj 2005 (NRK 1), som gav anledning til en del uro blandt medarbejdere - tidligere og nuværende - på tandklinikker i Norge.

HK-afdelingerne over hele landet har siden modtaget 1732 henvendelser fra tidligere og nuværende tandklinikassistenter, som har fortalt om symptomer på kviksølvforgiftninger i forbindelse med klinikassistenters arbejde i 60`erne, 70`erne og starten af 80`erne med sølvamalgam.

Indberetningerne til HK beskriver subjektivt fremstillingen af amalgam manuelt med udsættelse af hud incl. optagelse og udsættelse for dampe gennem indånding – og støvoptagelse.

Dertil kommer udsagn om æltning af kviksølvholdig amalgam uden brug af beskyttelse (handsker og mundbind o.a.), opvarmning af kviksølv, indånding af giftige dampe, arbejde uden udsugning, forskel i høj og lav eksponering – uden angivne størrelser, eksponering over lang tid og andre beskrivelser uden dog at anvende mere konkrete arbejdsbeskrivelser.

Den aktuelle oversigt over antal registrerede henvendelser opdelt på 20 HK-afdelinger fremgår af afsnit 5 i dette arbejdspapir.

Dertil kommer en oversigt over indberettede symptomer samt i et vist omfang også de diagnoser, den enkelte har fået i tidens løb.

Der er i HK efterfølgende i okt. – dec. 2006 modtaget 776 arbejdsskadeanmeldelser, som er videresendt til Arbejdsskadestyrelsen.

4 har anmodet Arbejdsskadestyrelsen om at annullere anmeldelsen, medens 64 er anmeldt tidligere til Arbejdsskadestyrelsen.

1 har bedt om genoptagelse af en tidligere afgjort sag.

På dette grundlag har Arbejdsskadestyrelsen indledt sagsbehandlingen af disse sager samt en del flere, som er anmeldt ad anden vej.

I denne sagsbehandling indgår også spørgsmålet om forældelse efter den i dansk rets almindelige 20-årige frist for forældelse.

I første omgang er der sendt en bekræftelse på modtagelse af anmeldelsen fra Arbejdsskadestyrelsen til hver enkelt afsender af en anmeldelse – og dermed ikke taget stilling til forældelse eller ej.

2. Forældelse – eller ej?

Uddrag af Notat om forældelse
Omstændighederne i de enkelte sager er i sagens natur helt individuelle, men generelt gør følgende omstændigheder sig gældende:

Der er i alle sagerne tale om tandklinikassistenter, som har arbejdet med og været udsat for kviksølv/kviksølvstøv i forbindelse med deres arbejde på tandklinikkerne. I forbindelse med udsættelsen for kviksølv/kviksølvstøvet, er der i de enkelte sager meget store forskelle på den mængde og tidsmæssige udstrækning, som klinikassistenterne har været udsat for påvirkningen i. På de henvendelser, som Forbundet har modtaget fra de mange hundrede klinikassistentsmedlemmer, går blandt andet gener/lidelser som snurren og følelsesløshed i arme og ben, dårlig hukommelse, koncentrationsbesvær, led- og muskelsmerter, balancebesvær og svimmelhedsanfald imidlertid igen i de fleste sager.

På grund af disse medlemmers mange ensartede gener/lidelser, er det blevet besluttet at undersøge forældelsesspørgsmålet i sådanne sager generelt.

Før forældelse i en konkret sag overhovedet kan komme på tale, skal det i hver enkelt sag imidlertid afklares, om der overhovedet eksisterer et krav. Spørgsmålet om, hvorvidt der i den enkelte sag eksisterer et krav, er forskelligt alt efter hvilket retsgrundlag, man behandler sagen i henhold til. For overskuelighedens skyld har jeg derfor disponeret notatet således, at jeg under pkt. 1 kort vil beskrive retsvirkningen af forældelse. Under punkt 2 vil jeg behandle spørgsmålet om forældelse i henhold til erstatningsansvarsloven, under pkt. 3 i henhold til arbejdsskadesikringsloven og under pkt. 4 i henhold til forsikringsaftaleloven, for til sidst i punkt 5 at nå en konklusion.

Jeg vil under punkterne 2 - 4 ganske kort redegøre for de betingelser, der skal være opfyldt, før man kan tale om et krav i henhold til den konkrete lovgivning.

For alle 3 retsgrundlag gælder imidlertid et krav om, at der skal være årsagssammenhæng mellem den påvirkning, som den skadelidte har været udsat for, og den/de lidelser, som vedkommende har pådraget sig.

Det er helt centralt for vurderingen af, hvorvidt man har et erstatnings-/forsikringskrav mod en skadevolder/forsikringsselskab, at man kan dokumentere, at der er sammenhæng mellem påvirkningen og skaden/lidelsen.

1. FORÆLDELSE – RETSVIRKNING
Forældelse af et krav betyder, at kravet bortfalder efter der er gået et i lovgivningen fastsat tidsforløb. Længden af dette tidsforløb er forskellig alt afhængig af hvilken lovgivning der er tale om.

At kravet er bortfaldet medfører, at den ellers berettigede ikke længere kan få kravet inddrevet ved domstolenes hjælp, idet kravet juridisk set ikke længere eksisterer.

Hvad man kan gøre for at få afbrudt forældelsesfristen i den konkrete lovgivning, er nærmere belyst under punkterne 2-4 nedenfor.

2.1. Erstatningsansvarsloven - forældelse
Før der overhovedet kan tales om et krav i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler (og dermed erstatningsansvarsloven), skal der være lidt et tab, som kan opgøres økonomisk. Dette kan eksempelvis være en lidelse, som er opstået på baggrund af en skadelig påvirkning.

Dernæst er det en forudsætning, at der kan påvises et ansvarsgrundlag for den person/virksomhed, som man mener, er ansvarlig for tabet/skaden.

Det betyder, at den skadelidte skal kunne bevise, at skadevolderen – eventuelt en arbejdsgiver – udviste fejl eller forsømmelser over for den skadelidte i forbindelse med tilskadekomsten. Et sådant ansvarsgrundlag kunne eksempelvis foreligge, hvis man kan bevise, at en arbejdsgiver mod bedre vidende har undladt at stille åndedrætsværn til rådighed for de ansatte på trods af kendskab til faren forbundet med det pågældende arbejde uden et sådant åndedrætsværn.

Når man har konstateret, at der er lidt et tab, og der i øvrigt synes at foreligge et ansvarsgrundlag, opstår spørgsmålet om, hvor længe man må kende til dette krav uden at forfølge det overfor skadevolder og/eller forsikringsselskabet samt konsekvenserne af ikke at forfølge kravet inden dette tidspunkt. Herved opstår der spørgsmål om passivitet og forældelse. Spørgsmålet om passivitet vil dog ikke blive nærmere behandlet i dette notat.

Udgangspunktet i dansk ret er, at pengekrav forældes 5 år efter det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves betalt, jf. forældelseslovens § 1. For erstatningskravs vedkommende regnes de nævnte 5 år som det alt overvejende udgangspunkt fra tidspunktet for indtrædelsen af skaden.

Indtræder virkningen af en skade derimod først nogen tid efter ulykkes-/påvirkningstidspunktet, regnes forældelsen imidlertid fra det tidspunkt, den skadelidte have en rimelig grund til at tro, at han/hun havde lidt en skade, idet han/hun inden dette tidspunkt ikke havde haft nogen rimelig anledning til at rejse sit erstatningskrav, jf. forældelseslovens §§ 2 og 3 samt UfR1972.730H og UfR1966.840H.

Af forældelseslovens § 4 fremgår imidlertid:

"Den almindelige forældelsesfrist på 20 år vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte".

Den nævnte 20-årige forældelsesregel er reglen i Danske Lovs 5-14-4.

Denne regel fortolkes traditionelt således, at forældelse regnes fra tidspunktet for ulykkestidspunktet.

Reglen blev imidlertid fortolket af Højesteret i den såkaldte eternitdom (UfR1989.1108H), der vedrørte adskillige medarbejderes udvikling af lungesygdommen asbestose på Dansk Eternitfabrik A/S. Medarbejderne på fabrikken havde under deres arbejde været udsat for påvirkning af asbest. Denne påvirkning havde fundet sted fra 1928 til 1975, efter hvilket tidspunkt asbest gradvist blev erstattet at andre stoffer. Sagerne blev behandlet samlet for Højesteret, men var anlagt ved domstolene i henholdsvis 1986 og 1987. I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om forældelse af sagsøgernes krav anførte Højesteret:

Forældelse

"Det fremgår af Retslægerådets erklæring af 4. maj 1988, at der som regel går 10 – 20 år, uden at der påvises tydelige forandringer på røntgenbillederne af lungerne ved asbestose, og at asbestbetingede kræftsygdomme kun undtagelsesvist er set efter mindre end 20 års eksposition. Det fremgår da også af Rådets erklæringer og vedrørende de enkelte skadelidte i denne sag, at den ménfremkaldende påvirkning med undtagelse af nogle få tilfælde er sket inden 1970. Den 20-årige forældelse efter danske lovs 5-14-4 vil derfor ofte medføre, at krav på erstatning for sådanne helbredsskader vil miste deres betydning, hvis forældelsesfristen ikke suspenderedes, således at fristen først regnes fra det tidspunkt, skaden kan konstateres. Da formuleringen af danske lovs forældelsesregel ikke udelukker en sådan suspension af forældelsesfristen, tiltræder Højesteret at krav, som de erstatningssøgende måtte have, ikke kan anses forældet, hverken helt eller delvist."

Som det fremgår af Højesterets dom, er der således en mulighed for, at der, for så vidt angår ganske særlige sygdomme, sker en suspension af forældelsen, således at den 20-årige forældelsesfrist først regnes fra det tidspunkt, skaden kan konstateres. Det afgørende er, hvornår den ménfremkaldende påvirkning har fundet sted, omfanget af påvirkningen, samt hvor længe den pågældende sygdom som regel er om at udvikle sig.

Derudover fremgår det af Højesteret præmisser, at også karakteren af den pådragede lidelse spiller ind i vurderingen. Det fremgår således af dommen, at det længe havde været erkendt, at en langvarig udsættelse for asbeststøv kunne fremkalde alvorlige erhvervssygdomme med betydelig fare for liv og helbred.

Af de oplysninger, som jeg er i besiddelse af i denne sag, fremgår det, at der for mange af de medlemmer, som muligvis har pådraget sig deres nuværende lidelser på baggrund af arbejde med kviksølv/kviksølv støv, er tale om en række forskellige symptomer/gener/lidelser hos den enkelte. Hvorvidt alle disse symptomer og gener er udtryk for en og samme lidelse, eller hvorvidt der er tale om flere forskellige lidelser, som udvikles og kan konstateres på forskellige tidspunkter, er jeg ikke klar over. Hvis der er tale om forskellige lidelser, som alle er opstået som følge af den samme påvirkning, er det imidlertid min vurdering, at forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor den første lidelse kan konstateres.

Et af de afgørende punkter for vurderingen af forældelse af eventuelle erstatningskrav i sager om kviksølv/kviksølv-støv, vil derfor være spørgsmålet om, hvor længe den/de pågældende lidelser generelt er om at udvikle sig fra tidspunktet for påvirkningen og indtil den/de kan konstateres.

Derudover må karakteren af den/de lidelser, som medlemmerne har pådraget sig, undersøges nærmere, herunder omfanget og farligheden af følgerne for udsættelse for kviksølv/kviksølvstøv.

For så vidt angår vurderingen af ansvarsgrundlaget, altså spørgsmålet om, hvorvidt det enkelte medlems nuværende/daværende arbejdsgiver kan gøres ansvarlig for medlemmets lidelse, må de daværende arbejdsforhold på det pågældende medlems arbejdsplads undersøges nærmere. Det må i den forbindelse afklares, hvorvidt det på det tidspunkt, hvor medlemmet var udsat for påvirkningen af kviksølv/kviksølv-støvet var kendt, at dette kunne fremkalde en eller flere af de lidelser, som det pågældende medlem måtte have pådraget sig, og om man i øvrigt generelt var klar over faren forbundet med påvirkning af kviksølvet/kviksølvstøvet.

For så vidt angår det generelle kendskab til risikoen for arbejde med og udsættelse for kviksølv/kviksølv-støv kan dette for eksempel undersøges nærmere ved at rette henvendelse til Tandlægeskolen, Arbejdstilsynet m.fl.

Formentligt vil det dog for nogle sagers vedkommende blive bevismæssigt vanskeligt at undersøge arbejdsforholdene hos de enkelte arbejdsgivere i påvirkningsperioden, særligt på grund af den meget lange tid, der i nogle sager er gået fra påvirkningen og indtil i dag. Man må på baggrund af tidsfaktoren formode, at i hvert fald nogle de pågældende arbejdsgivere ikke længere findes, og at det på den baggrund i disse sager ikke vil være muligt, at få undersøgt forholdene nærmere og eventuelt få fastslået et erstatningsansvar.

Jeg er ikke bekendt med, hvor længe det generelt tager at udvikle de gener/lidelser, som de pågældende medlemmer har udviklet på grund af udsættelse for kviksølv/kviksølvstøv – forudsat at der kan dokumenteres årsagssammenhæng – men hvis det lægges til grund, at disse lidelser som regel ses udviklet mellem 10 – 20 år eller senere efter påvirkningen, og der i øvrigt kan dokumenteres et ansvarsgrundlag, kan medlemmernes lidelser muligvis være omfattet af Danske Lovs særlige 20-års forældelsesregel, således som Højesteret fortolker den i den ovenfor nævnte eternitdom.

For en mere præcis vurdering af spørgsmålet om forældelse af det enkelte medlems eventuelle erstatningskrav i henhold til erstatningsansvarsloven, vil det imidlertid være nødvendigt, at der indhentes langt mere omfattende oplysninger om, hvor længe de pågældende lidelser generelt er om at udvikle sig fra tidspunktet for påvirkningen og karakteren af den/de enkelte lidelser. Dertil skal der som nævnt ovenfor indhentes nærmere oplysninger om det konkrete ansvarsgrundlag i hver enkelt sag.

2.2. AFBRYDELSE AF FORÆLDELSE

Den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven kan som udgangspunkt kun afbrydes ved, at den skadelidte forinden fristens udløb har udtaget stævning mod den person/virksomhed, som man mener, er ansvarlig for skaden eller ved at den, som man mener, er ansvarlig for skaden, i et gældsbrev skriftligt anerkender at skylde den skadelidte det der kræves.

Den 20-årige forældelsesfrist afbrydes ved, at den berettigede oplyser skyldner om, at kravet fastholdes. Hvis der udtages stævning er det i litteraturen antaget, at dette alene afbryder forældelsesfristen, hvis udtagelse af stævning samtidig rummer en påmindelse til skyldner om, at kravet fastholdes, jf. hertil Forældelse af Bo von Eyben, 1. udg., 2005, s. 148.

2.3. konklusion
Som det fremgår ovenfor, er der således ganske mange forskellige faktorer, som vil spille ind i vurderingen af, hvorvidt det enkelte medlems eventuelle krav kan anses for omfattet af den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lovs 5-14-4 eller hvorvidt et sådant krav i stedet alene vil være omfattet af hovedreglen om 5-årig forældelse i forældelseslovens § 1.

På baggrund af de oplysninger og det materiale, som jeg i øjeblikket er i besiddelse af, er det derfor tvivlsomt, men dog muligt, at i hvert fald en del af de pågældende medlemmers eventuelle krav ikke er forældede. Jeg skal imidlertid understrege, at det i hver enkelt sag vil være tale om en helt konkret vurdering.

3.1. arbejdsskadesikringsloven – forældelse
For at have et krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven, skal der være tale om en skade, som opfylder betingelserne i loven til at kunne karakteriseres som en arbejdsskade. Derudover er der for arbejdsskaders vedkommende en 1-årig anmeldelsesfrist, som dog ikke vil blive nærmere beskrevet i dette notat.

For de skaders vedkommende, som dette notat omhandler, vil skaden skulle kunne karakteriseres som en erhvervssygdom. En sådan sygdom er kort beskrevet en sygdom, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde, og sygdomme hos et levendefødt barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens arbejde under graviditeten, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1.

Derudover kan andre sygdomme i nogle tilfælde anerkendes som en arbejdsskade, eksempelvis hvis sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Jeg vil ikke behandle selve arbejdsskadedefinitionen nærmere, men lægger i det følgende uden videre til grund, at de lidelser/skader som medlemmerne – muligvis – har pådraget sig som følge af arbejde med kviksølv/kviksølvstøv er en erhvervssygdom, og dermed en arbejdsskade.

For så vidt angår forældelse af krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven fandt Højesteret i 1999, at denne type krav ikke er omfattet af 1908-lovens bestemmelser om 5-årig forældelse, jf. UfR2000.19H.

I stedet forældes krav i henhold til denne lovgivning efter den almindelige 20-årige frist for forældelse, som er reguleret i Danske Lovs 5-14-4. Dette er ligeledes fastslået i Højesterets dom UfR2003.388H.

Forældelsesfristen regnes som det altovervejende udgangspunkt fra tidspunktet for stiftelsen af kravet, hvilket vil sige fra det tidspunkt, hvor den skadelige påvirkning ophørte (skadeårsagstidspunktet). Det seneste tidspunkt vil derfor normalt være tidspunktet for arbejdsophør. Kravet må dog anses som stiftet tidligere, hvis sygdommen indtrådte inden den skadelige påvirkning ophørte, det vil sige ved de første symptomers opståen.

Det er i øvrigt uden betydning for stiftelsestidspunktet af kravet om eller hvornår en sygdom er kommet på fortegnelsen over erhvervssygdomme, idet Ankestyrelsen i et principielt møde fandt, at optagelse på fortegnelsen indebar et nyt retsgrundlag, der alene havde betydning for bevisvurderingen, ikke for spørgsmålet om forældelse, jf. SM U-15-01.

Den 20-årige forældelsesfrist er som udgangspunkt absolut, jf. hertil ovennævnte Højesteretsdom UfR2003.388H.

Sagen drejede sig om en tilskadekommen, som den 2. februar 1966 var kommet til skade ved en arbejdsulykke, idet han havde pådraget sig et kompliceret brud i højre arm. I 1968 modtog han erstatning for 10 % invaliditet. Efter der var indtrådt forværring anmodede den tilskadekomne i april 1999 Arbejdsskadestyrelsen om en genoptagelse af sin sag, hvilket både Arbejdsskadestyrelsen og efterfølgende Den Sociale Ankestyrelse afslog. Højesteret fandt, at forældelsesfristen i sagen måtte regnes fra den 2. februar 1966 eller i hvert fald senest fra det tidspunkt i 1968, da den tidligere sag blev afsluttet. Idet der efter skadens karakter og omfang ikke fandtes sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den 20-årige forældelse for suspenderet, var kravet forældet i henhold til Danske Lovs 5-14-4.

Den 20-årige forældelsesfrist kan således suspenderes, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Arbejdsskadestyrelsen henviser i den forbindelse selv i sin vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager (af 3. november 2003) til den under pkt. 2 omtalte eternitdom.

En lignende sag findes i Ankestyrelsens meddelelse SM U-16-01, der drejer sig om en asbestbetinget lungelidelse hos en 65-årig mand, der havde arbejdet som murer i perioden 1949-91. Manden havde i 1994 fået afslag på anerkendelse af lungelidelsen som en arbejdsskade, da Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der var tale om en "pleural plaques"-lidelse, og at denne lidelse måtte anses for pådraget under hans arbejde som selvstændig. Det blev samtidig anført, at han ifølge speciallægeerklæringen ikke led af asbestose.

Ankestyrelsen fandt, at anmeldelse af lidelsen asbestose den 8. februar 2000 måtte opfattes som en ny anmeldelse, da der var sket en afgørende ændring af karakteren af mandens sygdom, som nu var omfattet af erhvervssygdomsbekendtgørelsen.

På den baggrund skulle den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lovs 5-14-4 regnes fra ophøret for udsættelsen for asbest i et ansættelsesforhold. I det konkret tilfælde skulle forældelsesfristen derfor regnes fra 1959, hvilket var det seneste tidspunkt, hvor manden som ansat havde været udsat for asbest. Imidlertid fandt Ankestyrelsen grundlag for at suspendere fristen i hans tilfælde.

Begrundelsen herfor var, at lidelsen, som dannede baggrund for kravet, først opstod omkring 1999. Det var derfor ikke muligt for manden at anmelde kravet på et tidligere tidspunkt. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var tale om en alvorlig lidelse, og på at lidelser som følge af udsættelse for asbest meget ofte først viser sig mere end 20 år efter udsættelsens ophør. Hvis forældelsesfristen ikke blev suspenderet i disse tilfælde, ville reglerne i erhvervssygdomsfortegnelsens gruppe C, pkt. 2 være illusoriske. Afgørelsen er således helt på linje med den tidligere nævnte eternitdom.

3.2. AFBRYDELSE AF FORÆLDELSE

Forældelsesfristen i arbejdsskadesikringslovgivningen afbrydes ved enhver henvendelse med krav eller forbehold om anerkendelse af skaden. Efter enhver afbrydelse løber der en ny 20-årig frist, jf. hertil SM U-15-01.

3.3. konklusion
På baggrund af det ovenfor anførte, kan det således konkluderes, at der for skader i henhold til arbejdsskadesikringslovgivningen gælder en 20-årig forældelsesfrist, jf. Danske Lovs 5-14-4.

Denne 20-årige forældelsesfrist er som det altovervejende udgangspunkt absolut, hvilket medfører bortfald af eventuelle erstatningskrav i henhold til loven efter udløbet af fristen. Dog kan fristen suspenderes, hvis der i den enkelte sag foreligger ganske særlige omstændigheder.

Sådanne ganske særlige omstændigheder vil eksempelvis foreligge, hvis der er tale om alvorlig personskade som følge af en sygdom, som udvikler sig over en lang årrække, og som derfor næppe kan konstateres indenfor den 20-årige forældelsesfrist, og hvis undladelse af suspension generelt vil føre til, at tilskadekomne eller de efterladte ikke har mulighed for at få erstatning. I sådanne situationer kan den 20-årige forældelsesfrist suspenderes, og forældelsen regnes først fra skadevirkningstidspunktet, som normalt vil være det tidspunkt de første symptomer viser sig.

Som jeg anførte under pkt. 2 om forældelse af krav i henhold til erstatningsansvarsloven vil en konkret vurdering af forældelse af det enkelte medlems eventuelle erstatningskrav kræve nærmere og langt mere omfattende undersøgelser af den/de lidelser, som det enkelte medlem lider af.

Under alle omstændigheder vil hvert enkelt medlems eventuelle krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven tidligst forældes 20 år fra tidspunktet for stiftelsen af kravet, hvilket Arbejdsskadestyrelsen i sin vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager (3. november 2003) side 33, nederst, anfører, er det tidspunkt, hvor den skadelige påvirkning ophører eller senest tidspunktet for arbejdsophøret.

Kravet må dog som nævnt ovenfor anses for stiftet tidligere, hvis sygdommen indtrådte inden den skadelige påvirkning ophørte, hvilket vil sige fra de første symptomer viste sig.

For at undgå at eventuelle yderligere krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven forældes, skal jeg derfor opfordre Forbundet/medlemmerne til at anmelde deres sager til Arbejdsskadestyrelsen, således at en ny 20-årig forældelsesfrist løber.

Jeg skal i den forbindelse dog understrege, at en anmeldelse ikke vil hjælpe eventuelle sager, der ved anmeldelsen allerede er forældede.

4.1. forsikringsaftaleloven – forældelse
For de medlemmers vedkommende, som har eller har haft en forsikring, som dækker sygdom (eventuelt i en kombineret sygdom- og ulykkesforsikring) og/eller erhvervsevnetab har spørgsmålet om forældelse også relevans for så vidt angår forsikringsaftaleloven.

Hvad der skal forstås ved forsikringsbegivenheden, (den begivenhed, der er egnet til at udløse erstatningen i henhold til forsikringsaftalen), afhænger af en fortolkning af indholdet af den enkelte forsikrings ansvarsbærende bestemmelse i forsikringsbetingelserne. Forsikringsbegivenheden vil derfor i sagens natur være individuel alt efter hvilken forsikring der er tale om.

Hvis forsikringsbegivenheden er sygdom, kan det imidlertid ofte volde problemer at afgøre, hvornår en sygdom er opstået, og dermed fra hvilket tidspunkt forældelsen af forsikringskravet skal regnes.

I forsikringsaftalelovens § 120 er det bestemt, at indtræder en sygdom som omfattes af forsikringsaftalen i forsikringstiden, hæfter forsikringsselskabet også for sådanne skadelige følger, som først viser sig senere.

Hvornår en sygdom er indtrådt eller opstået træffes på grundlag af oplysningerne om sygdommens begyndelse, det vil sige hvornår de første symptomer har vist sig, jf. Højesterets domme UfR1990.509 og UfR1998.1380.

I den førstnævnte dom blev sygdommen dissemineret sclerose anset for indtrådt eller opstået, da symptomerne på sygdommen viste sig, og ikke først da diagnosen kunne stilles. I den sidstnævnte dom blev det antaget, at forsikringstagerens sclerose var opstået før tegningen af en ulykkesforsikring, og forsikringsselskabet blev på den baggrund frifundet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en sygdom er opstået i en forsikringsdækket periode er imidlertid et selvstændigt spørgsmål, som kan afklares uden hensyn til spørgsmålet om forældelse, om end svaret vil være afgørende for, hvorvidt der overhovedet kan tales om et krav mod forsikringsselskabet. Jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på det i det følgende.

I henhold til forsikringsaftalelovens § 29 forældes krav, der er grundede i forsikringsaftalen, 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets forfaldstid.

Bestemmelsen hang oprindeligt sammen med forsikringsaftalelovens § 24, der bl.a. fastslår, at forsikringsydelsen kan kræves betalt 14 dage efter, at selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse.

Forfaldstidspunktet i § 29 var derfor oprindeligt den dag, som den sikrede kunne kræve betaling. Som det fremgår nedenfor, er det af retspraksis imidlertid vanskeligt at udlede et klart forfaldstidspunkt og dermed begyndelsen for forældelsesfristerne. Den juridiske litteratur har da også påpeget, at man i et vist omfang tilsidesætter betingelserne i § 24, idet man for skader, hvor følgen først viser sig senere, ofte udskyder forfaldstidspunktet til det tidspunkt, hvor der foreligger de oplysninger eller kendsgerninger, der begrunder kravet, jf. hertil bl.a. Forældelse II af Bo von Eyben, 1. udgave, 2005, s. 221 ff. og s. 264

Som det fremgår at forsikringsaftalelovens § 29´s ordlyd indeholder bestemmelsen imidlertid to forældelsesfrister, idet der både findes en 2-årig og en 5-årig. Det er derfor vigtigt at få afklaret, om begge frister løber fra det samme tidspunkt.

I henhold til den juridiske litteratur anses forfaldstidspunktet og dermed forældelsesfristens begyndelse for den 2-årige forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor den sikrede fik faktisk viden om sit krav. Bestemmelsen omfatter derfor ikke "burde-viden", i modsætning til den almindelige forældelseslov, jf. hertil Ivan Sørensen, Forsikringsaftaleloven med Kommentarer af Ivan Sørensen, 1. udgave, s. 126 og Forældelse II af Bo von Eyben, 1. udgave 2005, s. 259.

Hvornår dette tidspunkt antages at foreligge, er ikke endeligt afklaret i retspraksis. En del domme antager, at forældelsesfristen regnes fra stationærtidspunktet, som er det tidspunkt, hvor det må antages, at den skadelidtes tilstand ikke vil blive yderligere forbedret, jf. eksempelvis Vestre Landsrets dom, refereret i FED 2003/778.

Heroverfor har Højesteret i dommen UfR2000.1947H vurderet, at forældelsesfristen i en konkret sag skulle regnes fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Sagen drejede sig om en sagsøger, som i juni 1988 var kommet til skade med sin ryg på sit arbejde. Sagsøger havde derudover selv havde tegnet en erhvervsevnetabsforsikring. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse i arbejdsskadesagen forelå i august 1992, ca. 4 år efter sagsøgerens første tilskadekomst. Både Landsretten og Højesteret fandt, at forældelsesfristen måtte regnes fra dette tidspunkt, idet sagsøgeren i hvert fald på tidspunktet for modtagelsen af denne afgørelse fik et fornødent kendskab til at kunne fremsætte sit krav og tillige kendskab til, at kravet var forfaldent. Forældelsesfristen var herefter udløbet ved udgangen af 1994.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er der ikke en fuldstændig klar retstilstand på området. Det vil derfor være nødvendigt med en nøje gennemgang af hver enkelt sag for at kunne vurdere, hvorvidt et eventuelt forsikringskrav måtte være forældet i henhold til forsikringsaftalelovens § 29´s 1. led om, at krav der er grundede i forsikringsaftalen forældes 2 år efter udgangen af kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldent.

Hvis et krav, som er grundet i forsikringen, er forældet på grund af den 2-årige forældelsesfrist, kan den sikrede ikke efterfølgende holde sig til den 5-årige forældelsesfrist, idet kravet i så fald vil være bortfaldet. Det er kun i de sager, hvor den sikredes krav ikke er forældet i henhold til den 2-årige forældelsesfrist, at den 5-årige forældelsesfrist er relevant.

For så vidt angår den 5-årige forældelsesfrist i forsikringsaftalelovens § 29 er det tidspunkt, fra hvornår denne forældelsesfrist skal regnes, heller ikke helt afklaret i retspraksis. I Østre Landsrets dom UfR2002.2774 er det anført, at forældelse indtræder 5 år efter det tidspunkt, hvor fordringen kunne være gjort gældende, selvom den berettigede ikke havde kendskab til forsikringen og dermed fordringens eksistens.

Landsretten nåede på den baggrund frem til, at den 5-årige forældelsesfrist i forsikringsaftalelovens er absolut.

Begyndelsestidspunktet for den 5-årige frist er således heller ikke helt afklaret i hverken teori eller retspraksis. Der er imidlertid ikke noget der tyder på, at forfaldstidspunktet for begge frister, og dermed begyndelsen for forældelsesfristens beregning, ikke skal fastsættes ens. Dette vil herefter medføre, at stationærtidspunktet ligeledes i henhold til den 5-årige forældelsesfrist vil være udgangspunktet for beregningen af forældelse.

Bo von Eyben anfører på linje hermed i sin bog Forældelse II, 1. udg., 2005, s. 255, at der i de situationer, hvor kravets forfaldstid sættes til det tidspunkt, hvor følgerne har vist sig på en sådan måde, at den sikrede havde eller måtte have kendskab til det (potentielle) krav findes der ikke nogen afgørelse, der har ladet 5-års fristen løbe fra et tidligere tidspunkt, men at der tværtimod er klare indikationer om, at begge frister løber fra det samme tidspunkt.

Jeg skal dog ikke undlade at gøre opmærksom på, som det forhåbentlig også fremgår af det ovenfor anførte, at fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsen efter forsikringsaftalelovens § 29 i retspraksis er behæftet med en betydelig uklarhed. Jeg kan derfor ikke garantere, at det ikke i en konkret sag for domstolene vil være et andet tidspunkt end stationærtidspunktet, der er afgørende for beregningen af forældelsesfristerne.

4.2. AFBRYDELSE AF FRISTEN

En afbrydelse af forældelsesfristerne kræver, at forsikringsselskabet skriftligt anerkender den sikredes krav eller at den sikrede udtager stævning (eller indbringer klage ved Ankenævnet for Forsikring) mod selskabet inden udløbet af den enkelte frist.

4.3. KONKLUSION

På baggrund af den noget svævende retspraksis på området, er det desværre ikke muligt for mig, at fremkomme med en mere entydig konklusion om forældelse af eventuelle erstatningskrav i henhold til forsikringsaftaleloven.

Overordnet kan det dog formentlig konkluderes, at det i henhold til den foreliggende retspraksis og den juridiske litteratur på området synes at være stationærtidspunktet, som er udgangspunktet for beregningen af både den 2-årige og den 5-årige forældelsesfrist i § 29.

Jeg kan imidlertid ikke afvise, at en domstol i en konkret sag vil kunne nå frem til et andet tidspunkt end stationærtidspunktet for beregning af forældelsesfristens begyndelse, jf. eksempelvis Højesterets dom UfR2000.1947 om at den 2-årige forældelsesfrist skulle regnes fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Det vil derfor være en meget konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag at afgøre, hvorvidt der er forældelse i henhold til forsikringsaftalelovens § 29.

5. SAMLET konklusion
På baggrund af det ovenfor anførte kan det derfor sammenfattende konkluderes, at spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede klinikassistenters eventuelle erstatnings-/forsikringskrav er forældede eller ej ikke generelt kan konkluderes.

I stedet må hver enkelt sag behandles for sig med en nøje gennemgang af den pågældendes lidelse/lidelser samt oplysninger om, hvornår medlemmet var udsat for påvirkningen og hvornår symptomerne på denne/disse lidelser første gang opstod.

I forbindelse med den videre behandling af denne type skader, mangler der derudover helt præcise og udførlige oplysninger om karakteren og farligheden af den/de skader, som de pågældende medlemmer har pådraget sig.

Under alle omstændigheder vil særlig forældelse i henhold til arbejdsskadesikringsloven dog, såfremt der ikke allerede er indtrådt forældelse i konkrete sager, kunne afbrydes ved at anmelde skaden til Arbejdsskadestyrelsen, hvorved en ny 20-årig forældelsesfrist begynder at løbe.

3. Historik

Tandklinikassistenter i Danmark, der helt frem til midten af 80`erne arbejdede ubeskyttet såvel på hænder som i indåndingszonen med kviksølv og amalgam, oplever i dag symptomer, der kan tyde på, at de har været udsat for påvirkninger langt over grænseværdien for kviksølv.

Overvældende mange tandklinikassistenter har i 2005 og 2006 henvendt sig til HK med symptomer på alvorlige skader og lidelser efter at have arbejdet med kviksølv og amalgam på tandklinikker.

Opmærksomheden er i dag skærpet over for kviksølvets alvorlige skadevirkninger, men helt frem til midten af 1980`erne håndterede mange medarbejdere det giftige stof forkert, fordi man ikke kendte til de alvorlige konsekvenser og formentlig som følge af manglende instruktion fra arbejdsgiverens side.

Udgangspunktet for korrekt håndtering var på det tidspunkt fra 1963, hvor Arbejdstilsynet udsendte Medd. Nr. 6/1963 om sikkerhedsforskrifter vedr. arbejde med metallisk kviksølv.

Her hedder det bl.a., ”at arbejde med kviksølv skal udføres i velventilerede lokaler, at vægflader ved arbejdsborde skal være glatte og afvaskelige, ligesom arbejdsborde og gulve skal være glatte og fugefri.

Fordampning af kviksølv skal nedsættes mest muligt og spild skal opsamles omgående. Der skal bæres overtrækstøj (kittel) under arbejde. Der skal være vaskeindretninger med varmt vand.”

I beskrivelserne fra klinikassistenterne, der arbejdede med kviksølv er det tydeligt, at ovennævnte bestemmelser ikke var noget, man rettede sig efter i det daglige.

På den baggrund vil det også være muligt at koble udsættelse for kviksølv og tandklinikassistenters symptomer og sygdomstegn.

HK ser det som vores opgave at hjælpe medlemmer, tidligere medlemmer og alle andre berørt af problemet til at få afklaret deres situation. For den enkelte er det afgørende at vide besked om årsagen til de symptomer, hun eller han i dag lider under. Uvished, smerter og ængstelse påvirker ikke alene den, som er direkte berørt, men også påvirker hele familiens trivsel og handlekraft.

Derfor er det afgørende vigtigt at få afklaret, om den enkeltes symptomer skyldes vedkommendes arbejde med kviksølv og amalgam eller ej. Ingen kan leve med besked om, at man ”blot er ved at blive gammel” eller endda antydninger om hysteri, når der er tale om så alvorlige lidelser, som man gennem det seneste år har kunnet berette om.

4. Udredning og forskning
I Danmark har tandklinikassistenter i flere årtier arbejdet med kviksølv direkte på de ubeskyttede hænder – selv om kviksølv regnes for endog uhyre giftigt.

Dertil kommer, at man ikke har arbejdet med den fornødne udsugning og ventilation ved arbejde med amalgam og kviksølv med indåndingsrisici til følge.

I dag klager tandklinikassistenter, der var beskæftiget med det farlige arbejde dengang, over bl.a. stikken i arme og hænder, snurren i benene, led- og muskelsmerter, koncentrations- og hukommelsessvigt og tendens til depressivitet, ligesom flere har haft uforklarlige spontane aborter samt fødsel af misdannede børn m.v..

Alle savner en afklaring og en årsag til de indtil nu uforklarlige symptomer, de dagligt lider under, og som påvirker både deres og deres familiers liv. De savner lægeverdenen og de øvrige omgivelsers anerkendelse af, at de har været udsat for et arbejdsmiljø, der kan have skadet dem.

Det er det væsentlige for de mange tandklinikassistenter, der har henvendt sig til HK i denne sag.

Respekten for den enkelte indebærer, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved om klinikassistenten nu virkelig er syg; oplyser hun, at hun føler sig syg, skal der ske en professionel undersøgelse, udredning af sygdom og lidelser samt behandling som for alle andre mennesker uden en egentlig fastlagt diagnose til at starte med.

Det er afgørende, at den enkelte så hurtigt som muligt kan få afklaret sin situation – få besked om, hvorvidt der er noget om mistanken til kviksølvpåvirkninger i arbejdslivet eller ej – så man kan få afklaret sine muligheder med hensyn til behandling og så vidt muligt bedre trivsel.

Den 31. januar 2006 afholdtes møde mellem HK, Tandlægeforeningen og Beskæftigelsesministeriet. På mødet blev der afstemt forventninger til, hvad en undersøgelse af sammenhængen mellem de symptomer, tandklinikassistenterne har rapporteret, og deres arbejde med kviksølv, skal indeholde.

På baggrund af mødet havde Beskæftigelsesministeriet følgende forslag til udformningen af en undersøgelse:

Et nordisk ekspertmøde

Der indkaldes til et møde med nationale og nordiske eksperter for at opnå en videnskabelig status på situationen omkring kviksølv og dets skadevirkninger, især i forhold til lavdosispåvirkninger over længere tid, som er det, klinikassistenterne har været udsat for.

Vi ved, at der i Norge og Sverige er sat arbejde i gang af lignende karakter, og formålet med det nordiske ekspertmøde er at udveksle erfaringer og drøfte mulighederne for samarbejde om de videre undersøgelser og forskning.

En uvildig gennemgang af litteraturen på området.
Der iværksættes en uvildig gennemgang af litteraturen på baggrund af den foreliggende forskning om:

· Relationen mellem kviksølvudsættelse og sygdomsudvikling, særligt i tandplejesektoren

· Betydningen af udsættelse for lavere doser kviksølv

· Relationen til ekspositionens styrke/intensitet og varighed over tid, samt betydningen af forhold som lokaleindretning, udsug, værn og tilsvarende.

· Kønnets eventuelle betydning for udvikling af kviksølvsrelaterede sygdomme.

· Relationen mellem langvarig lavintensiv udsættelse for kviksølv og fosterskader/antallet af spontane aborter.

Formålet med den uvildige litteraturgennemgang er at skabe et samlet overblik over den eksisterende viden på området både nationalt og internationalt.

En epidemiologisk undersøgelse
Ved hjælp af relevante registre gennemføres en undersøgelse af sygdomsforekomster hos tandklinikassistenter, tandlæger og andre grupper, der via deres job er eller har været udsat for metallisk kviksølv. Undersøgelsen skal belyse perioden med kviksølvsudsættelse fra 1950, eller så langt tilbage som det er muligt at identificere relevante data fra. For så vidt angår de kvinder, der arbejder eller har arbejdet med kviksølv, vil forekomsten af børn født med misdannelser og spontane aborter blive undersøgt.

De resultater, forskerne kommer frem til, vil blive sammenlignet med relevante matchende kontrolgrupper.

Formålet med den epidemiologiske undersøgelse er at undersøge, om tandklinikassistenter, tandlæger og andre grupper, der via deres job er eller har været udsat for metallisk kviksølv, er mere syge end andre, og i så fald hvilke sygdomme der er tale om.

På baggrund af resultaterne af det nordiske ekspertmøde, litteraturgennemgangen og den epidemiologiske undersøgelse vil det være muligt at lave en liste over symptomer på sygdomme, som det vil være relevant at holde øje med i den videre udredning af kviksølvproblematikken.

Denne indsnævring af, hvad der er relevant, og hvad der ikke er relevant at inddrage i en videre undersøgelse, er vigtig for netop at holde fokus på det centrale; er folk blevet syge af at arbejde med kviksølv i de koncentrationer, som det er tilfældet for tandlæger og tandklinikassistenter?

Resultaterne skal derfor bruges til de to næste skridt:

En klinisk undersøgelse
Der gennemføres en omfattende kontrolleret klinisk undersøgelse om eventuel forekomst af visse symptomer og sygdomme hos en statistisk set tilfældigt udvalgt gruppe af tandklinikassistenter, som har været erhvervsaktive før 1985. Resultaterne fra denne gruppe skal sammenlignes med en relevant matchende kontrolgruppe.

Formålet med den kliniske undersøgelse er at undersøge, om tandklinikassistenter, tandlæger og andre grupper, der via deres job er eller har været udsat for metallisk kviksølv, er mere ramt af visse sygdomme end andre.

Et målrettet undersøgelsesprogram
Der udarbejdes et design for et standardiseret undersøgelsesprogram for klinikassistenter og tandlæger, som har henvendt sig med symptomer, således at disse personer hver især undersøges for symptomer og sygdomme, som kan være knyttet til kviksølvsudsættelse, eller som der er fundet en overhyppighed af via den epidemiologiske undersøgelse. Resultaterne fra undersøgelserne på de arbejdsmedicinske klinikker vil blive inddraget i designet af undersøgelsesprogrammet.

Formålet med den standardiserede undersøgelse er, at hver enkelt klinikassistent og tandlæge personligt får et svar på, om deres symptomer skyldes kviksølv.

Tidsperspektiv

Det nordiske ekspertmøde blev gennemført i maj måned 2006.

Den uvildige litteraturgennemgang og den epidemiologiske undersøgelse er iværksat i efteråret 2006 og forventes at kunne være afsluttet i løbet af 1-2 år.

Undersøgelserne på de arbejdsmedicinske klinikker er fortsat i gang.

Det må herefter forventes, at de resterende to dele, den kliniske undersøgelse og det målrettede undersøgelsesprogram, vil tage yderligere 1-2 år at igangsætte og færdiggøre.

Der er nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra HK, Dansk Tandlægeforening og Beskæftigelsesministeriet, som følger resultaterne af undersøgelserne og udredningerne tæt, og som i fællesskab kan formidle foreløbige og endelige resultater til omverdenen.

5. Efterskrift

Se også nyhederne om hele kviksølvsagen opdateret på www.hkstat.dk, www.hkkommunal.dk/kviksølv og på www.arbejdsmiljøportalen.dk via www.hkprivat.dk eller direkte på www.kviksoelv.dk

Symptomer / Diagnoser er indtil videre i indberetningerne fra de 1732 tidligere og nuværende klinikassistenter angivet således - uprioriteret:

- Hukommelsesbesvær

- Depression

- Hjerteproblemer

- Lungeproblemer

- Synsfeltproblemer

- Kronisk forgiftning

- Hypermobilitet

- Ledsmerter

- Besvær med styring af bevægelser – arme og ben

- Muskelsvækkelse

- Svimmelhed

- Sukkersyge

- Uforklarlige smerter

- Skader på nervesystemet

- Tyktarmsbetændelse

- Fibromyalgi

- Allergisk eksem

- Kronisk håndeksem

- Søvnløshed

- Appetitløshed

- Hovedpine

- Leverforandringer

- Diarrè

- Træthed

- Gigt

- Stofskifteproblemer

- Øresusen

- Psykosomatiske lidelser

- Neurologiske skader

- Hjerneskader

- Neuropsykologiske ændringer af nervesystemet

- Sclerose

- Kræft

- Hypokonder (!)

- Problemer med at blive gravid

- Fjernelse af livmoder

- Spontan abort

- Dødfødsel

- Barn død i tidlig alder

- Fødsel af misdannede børn

- dårligt immunforsvar

- allergier

- blodsygdom

- aspergers syndrom

- vand i hovedet

- hjerneskader

- læbe- ganespalte

- udviklingshæmmet