Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Fysisk arbejdsmiljø > Kviksølvsagen i HK > Nyheder om kviksølv-sagen > Undersøgelserne i kviksølv-sagen burde også have omfattet vurderinger fra neuropsykologerne



Undersøgelserne i kviksølv-sagen burde også have omfattet vurderinger fra neuropsykologerne

De danske arbejdsmedicinere har undladt at udføre standard forgiftningstests på klinikassistenterne i kviksølv-sagen.

En neuropsykolog fra Hillerød Hospital undrer sig over, hvorfor man ikke har lavet neuropsykologiske test på klinikassistenterne, hvilket er en anbefalelsesværdig praksis, når man skal undersøge skader efter en mulig forgiftning. HK vil have arbejdsmedicinernes fremtidige rolle op i Folketinget og kræver nye undersøgelser af klinikassistenterne.

- På de neurologiske afdelinger rundt om i landet har man stor erfaring med tungmetaller og forgiftninger. Det er forholdsvist simpelt at udføre tests, der viser om det centrale nervesystem er skadet og om der er indikationer på tungmetal-forgiftning. Det faglige selskab, Danske Neuropsykologer, har ikke modtaget henvendelser fra arbejdsmedicinerne i kviksølvsagen, siger Neuropsykolog Thøger Rasmussen, ph.d. ved Neurologisk Afdeling på Hillerød Hospital.

Arbejdsmedicinerne er ansat på samme hospitaler som neuropsykologerne og ved, at de er eksperter i tungmetalforgiftning, men alligevel har man undladt at inddrage de neurologiske afdelinger.

- Neuropsykologer er uddannede til at undersøge for skader og sygdomme i hjernen, herunder følger efter tungmetalforgiftning. Og når man hører beskrivelser af klinikassistenter, der har formet kviksølv amalgam med de bare hænder, er der bestemt grund til at tro, at nogen kan have taget skade. Men det undersøger man altså ikke bare ved at tage en blodprøve og måle kviksølv-niveauet, siger Thøger Rasmussen.

Han peger på, at det efter flere år, som i klinikassistenternes tilfælde, ikke er muligt at spore kviksølvet i kroppen gennem urin og blodprøver, som arbejdsmedicinerne har udtalt, at de har benyttet sig af. Men derfor kan giften godt have gjort skade.

- Tungmetaller som kviksølv opfører sig ligesom pesticider og lignende. Der kan opstå symptomer, som man ikke umiddelbart kan se. Det kan være koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse og svækket finmotorik. Den slags skader indiceres igennem neuropsykologiske tests, hvor man sætter resultaterne op imod en lignende velfungerende gruppe. Men dem er der altså ingen der lavet med klinikassistenterne, siger Thøger Rasmussen.

I klinikassistenternes fagforening, HK, understreger man behovet for en egentlig kvalitetssikring og ikke mindst sammenhængende internt samarbejde hospitalernes faggrupper imellem.

- Vi har stolet på, at arbejdsmedicinerne ville udføre en seriøs og grundig undersøgelse af vore medlemmer. Men i stedet har en del arbejdsmedicinere simpelthen haft den holdning, at de vidste bedst, og at kviksølvsagen var uden indhold lige fra starten. Det virker jo temmelig grotesk, når man nu hører fra eksperter, der udtaler, at man ikke helhedsmæssigt har vurderet det enkelte menneske og dermed undladt at bruge de mest oplagte undersøgelsesmetoder. Det forlanger vi at sker omgående, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen.

Et spørgsmål mere i den forbindelse er hvorfor der efterhånden ikke er ansat neuropsykologer eller psykologer på landets arbejdsmedicinske klinikker?

HK har bedt Folketingets Sundhedsudvalg gøre rede for arbejdsmedicinernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen, og fagforeningen vil have en diskussion om, hvorvidt systemet er ordentligt indrettet til at håndtere nye problemstillinger som kviksølv-sagen.

Oprettet: 01.12.08, kl. 13.58

Redigeret: 01.12.08, kl. 13.58


Ophavsret

Udgivet <01.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.