Ros til videnskabelig undersøgelse af arbejdet med kviksølv
Pressemeddelelse fra HK/Privat, HK/Kommunal og HK/Stat
- De videnskabelige undersøgelser af kviksølvs indflydelse på tandklinikassistenterne har været præget af stor grundighed og den højeste ekspertise, og vi kan være tilfredse med arbejdet.
- Selv om både litteraturgennemgangen fra december 2007 og den såkaldte registerundersøgelse, som blev forelagt 14.-15. april 2009, fastslår, at der ikke kan føres bevis for, at kviksølv har medført sygdomme for klinikassistenterne, så har vi stadig ikke fået svar på spørgsmålet: Hvis det ikke er kviksølv, hvad er det så, hedder det i en udtalelse fra HK/Privat, HK/Kommunal og HK/Stat.
De tre sektorer i HK organiserer de 1.754 klinikassistenter, som har frygtet at være forgiftet af kviksølv i forbindelse med deres arbejde. HK har været en del af den følgegruppe, som Beskæftigelsesministeriet har nedsat i forbindelse med en handlingsplan, som skulle undersøge mistanken om kviksølvforgiftning.
Handlingsplanen gik først i gang med et nordisk ekspertmøde, herefter blev der udarbejdet en litteraturgennemgang, og i dag, 15. april, er der fremlagt en epidemiologisk registerundersøgelse.
- Det er en klar konklusion, at der ikke ud fra de anvendte registre er fundet holdepunkter for, at klinikassistenternes og tandlægers udsættelse for kviksølv øger risikoen for dårligt helbred – hverken når det måles på dødelighed, registerbaserede sygdomsoplysninger, fertilitet og abort eller på fødselsudfald. Det er meget glædeligt, at resultatet er så entydigt, og at vi ikke har kunnet sætte en finger på konklusionen, siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen, HK/Privat, medlem af følgegruppen.
- Det er derfor også rart, at der er enighed mellem alle involverede parter om, at de 945 sager, der er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, nu vil blive behandlet på grundlag af den viden, som er fremkommet. I den forbindelse vil klinikassistenter med symptomer, der kan være forårsaget af kviksølv, blive henvist til nærmere udredning efter normal praksis, herunder eventuelt neurologiske og neuropsykologiske undersøgelser, fremhæver Svend-Erik Hermansen.
Klinikassistenter, som har mistanke om kviksølvpåvirkninger i skadeligt omfang, og som ikke har anmeldt sagen til Arbejdsskadestyrelsen, har mulighed for at gå til egen læge for evt. videre henvisning til arbejdsmedicinsk klinik.
HK vil nu gå i gang med at informere klinikassistenterne i dybden, oplyser miljøkonsulent Niels Jakobsen, HK/Kommunal.
- På baggrund af undersøgelserne vil vi indbyde alle klinikassistenter til informationsmøder i deres lokale HK-afdelinger. Det sker inden sommerferien, hvor vi sammen med forskerne vil fortælle om resultaterne og besvare alle de mange spørgsmål, som der kan være i denne komplicerede sag, siger Niels Jakobsen.
Oprettet: 17.04.09, kl. 10.01
Redigeret: 17.04.09, kl. 10.32
Ophavsret
Udgivet <17.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.