Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Fysisk arbejdsmiljø > Storrumskontorer > Storrumskontoret skal have et formål



Storrumskontoret skal have et formål

Er du i tvivl, så lad være

Den leveregel kan bruges i mange sammenhænge, og den er vel i og for sig også ganske fornuftig, men også forsigtig. Er man forsigtig, er der sjældent meget, der går galt. Men måske snyder man sig selv for nogle chancer og ikke mindst chance for gevinst.

Overvejer I på din arbejdsplads at indrette storrumskontorer, så gør jer klart hvorfor.

Det er som udgangspunkt altid en god ide at have et formål med det man foretager sig. Også når det gælder etablering af storrumskontorer.

Der er både fordele og ulemper med storrumskontorer

En forudsætning for at kunne drage fordele af den kontorform er, at I i virksomheden har planlagt og forberedt etableringen storrumskontoret gennem et ordentligt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

Er det tilfældet, vil I kunne drage gensidig nytte af hinandens arbejde og viden. I vil opleve, at I bruger hinanden mere aktivt og hurtigere end tidligere. At I i virksomheden opnår et bedre kommunikationsniveau og dermed også ofte en højere kvalitet af arbejdet. At I skaber en udvikling af andre og nye sider hos den enkelte medarbejder. Hvis I vel at mærke også sørger for, at man kan søge fred og ro, når nogen har behov for det.

En af ulemperne ved storrumskontorerne er, at det er sværere at etablere mere personlige eller private zoner som i enkeltmandskontorer.
Den måske største faldgrube ved storrumskontoret er, at man ikke har gjort sig formålet klart. Det er moderne, alle de andre har det, så – "so ein Ding müssen wir auch haben", kunne det næsten lyde.

Men I kan ikke etablere et velfungerende storrumskontor uden at vide, hvad det skal bruges til. Det siger jo næsten sig selv.

Ledelse og medarbejdere må derfor først gennemgå en proces, hvor ønsket for lokalet holdes op mod den måde, virksomheden i forvejen er indrettet på. I skal spørge hinanden, om et storrumskontor vil kunne være rammen for det mål, I vil opnå. Og i så fald, hvordan det skal etableres.

Udformningen og indretningen af storrumskontoret skal udelukkende ske med medarbejdernes miljø og trivsel for øje. Indretningen skal være med til at understøtte de opgaver, der skal udføres i lokalet.

Arbejdsforholdene skal naturligvis understøtte trivslen på arbejdspladsen, og her spiller især det psykiske arbejdsmiljø en central rolle.

Oprettet: 19.11.08, kl. 12.19

Redigeret: 02.06.09, kl. 14.50


Ophavsret

Udgivet <19.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.