28. april – Den internationale arbejdsmiljødag
- af Jørgen Hoppe, formand for HK HANDEL
Den internationale arbejdsmiljødag gennemføres i år under sloganet: Sikkert og sundt arbejde til alle.
Den internationale arbejdsmiljødag skal minde os alle om, at der til stadighed skal være fokus på arbejdsmiljøet på såvel danske som udenlandske arbejdspladser. Mange virksomheder flytter i disse år til lande, hvor arbejdskraften er billigere end i Danmark. Arbejdsmiljøproblemerne flytter med. I Danmark har vi derfor også en vigtig opgave i at eksportere den viden, vi har om forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer, til andre lande.
Derfor må vi også opfordre til, at vi ikke kun tænker på det ydre miljø, men også på arbejdsmiljøet, når vi vælger, hvilke varer vi hver især vil købe.
I HK prioriterer vi arbejdsmiljøet meget højt. Vi arbejder derfor for at forebygge de arbejdsmiljøproblemer, HK’s medlemmer udsættes for på de meget forskellige arbejdspladser, medlemmerne arbejder på. Men samtidig lægger vi mange kræfter i at udvikle gode og udviklende arbejdspladser for vores medlemmer.
HK gennemførte i 2009 en undersøgelse af medlemmernes psykiske arbejdsmiljø. Den viste meget tydeligt, at der er et stort behov for at sætte ind på dette område. Vi skal være med til at udvikle et godt psykisk arbejdsmiljø for alle HK’s medlemmer.
Mobning er et stigende og et veldokumenteret problem på danske arbejdspladser. I år har fagbevægelsen i Danmark særlig fokus på mobning på den internationale arbejdsmiljødag.
Forskningen inden for mobning har igen og igen fundet, at mobning ikke opstår af ingenting: Den afspejler det generelle arbejdsmiljø på en arbejdsplads, og det drejer sig her i særlig grad om ledelseskvaliteten og niveauet for samarbejde på den enkelte arbejdsplads.
Mobning på arbejdspladsen er simpelthen ikke acceptabelt. Alle har et ansvar for at behandle hinanden ordentligt, men det er arbejdsgiveren, der har hovedansvaret. HK anbefaler derfor, at alle arbejdspladser i et samarbejde mellem arbejdsgiver og ansatte udarbejder en handlingsplan, der dels tager stilling til, hvordan man kan forebygge mobning, dels til hvordan man følger op, når ansatte har været udsat for mobning på arbejdspladsen.
På LO’s hjemmeside kan du finde en test på om din arbejdsplads er klar til at håndtere mobning samt masser af viden om mobning – Klik her
Det er HK’s holdning, at arbejdet for et godt og udviklende arbejdsmiljø ikke bare er en udgift. Det er tværtimod en rigtig god og rentabel investering for en virksomhed at satse på de ansattes ve og vel.
28/4-2010
Oprettet: 28.04.10, kl. 10.16
Redigeret: 28.04.10, kl. 12.24 af Evy Knudsen
Ophavsret
Udgivet <28.04.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

