Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Nyheder > Kommentarer > 2010 > En varm sommer?



En varm sommer?

- af Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat

Forsommeren har ikke givet os særligt behagelige varmegrader - gad vide om resten af sommeren måske vil gøre det?

Bliver det rigtig varmt – ude og inde?

Dejligt, hvis man er ude og på vej til stranden i fritiden eller blot skal dase på altanen eller i haven. Men ikke så udpræget dejligt med rigtig varme dage på kontoret, i trykkeriet eller på laboratoriet!

Uanset tidspunkt på året bør indetemperaturen holdes på 20 - 22°C og bør aldrig komme over 25°C.

Dette kan ikke altid lade sig gøre under en hedebølge, hvor det så er nødvendigt med særlige foranstaltninger.

På arbejdspladsen er det nemlig en blandet fornøjelse at arbejde i for høje temperaturer forårsaget af varm og tung luft, hvor svimmelhed, døsighed, træthed, dehydrering og hovedpine er nogle af følgevirkningerne.

Derfor er det også vigtigt at gøre sig klart, før sådanne problemer opstår, hvad der kan gøres for at minimere generne.

Solen, der skinner på store glasruder, belysning, personer og maskiner er medvirkende til at øge temperaturen, og det er klart, at høje sommertemperaturer kan være medvirkende til et ubehageligt arbejdsmiljø.

Under en hedebølge er det nødvendigt med særlige initiativer, som f.eks.:

  • Placér ikke arbejdspladserne, så medarbejderne sidder direkte op ad store uafskærmede vinduesarealer
  • Luft jævnligt ud - eksempelvis når kontoret er forladt på grund af frokost eller møder (men det hjælper altså ikke så meget ved + 30?C udenfor!)
  • Skærm af for solen, når den varmer for meget - og luk solen ude med gardiner eller persienner, når du går hjem
  • Sluk lyset eller dele af det, når der ikke er behov for det, så der ikke afgives unødig varme
  • Indstil energisparefunktioner på kontormaskinerne, så de går i "dvale" og hermed afgiver mindre varme, efter en kort inaktiv periode. Sluk eventuelt maskinerne helt, hvis de ikke har energisparefunktioner
  • Brug eventuelle udluftningsventiler hensigtsmæssigt - og undgå trækgener
  • Sørg altid for flere længere og hyppigere pauser - i lokaler med lavere temperatur eller udendørs i skyggen
  • Der skal være adgang til rigeligt og køligt drikkevand
  • Risikogrupper som gravide, ældre og kolleger med hjerte - eller lungesygdomme skal der være særlig opmærksomhed omkring: længere pauser og med mulighed for helt at kunne undgå særlige varmebelastninger
  • Vær opmærksom på påklædningen i varmeperioderne, hvor det anbefales at gå med så let og luftigt tøj som muligt - gerne med tøj af bomuld
  • Skift til mindre belastende og køligere arbejde i perioder

Arbejdsgiverorganisationer har tidligere følt sig foranlediget til at fortælle sine medlemsvirksomheder, at de blot skal sige nej til varmefri og har samtidig givet nogle enkle nærmest ubrugelige råd samt henvist til DMI`s hjemmeside.

Det er altså ikke godt nok: Er der ofte for varmt, skal årsagerne undersøges, og arbejdsgiveren er forpligtet til at forsøge at reducere varmebidraget.

Tag derfor emnet op i sikkerhedsorganisationen / arbejdsmiljøorganisationen eller direkte med arbejdsgiveren.

Her er Arbejdspladsvurderingen (APV) et godt værktøj til identifikation og afklaring af problemer som baggrund for konkrete initiativer på kortere og længere sigt.

Det er nemlig altid en god ide at sørge for opmærksomhed over for et for varmt indeklima – selvom man kigger på dette emne i mere kølige perioder på året.

Eksempelvis vil forkert opsatte lyskilder som f.eks. smarte spotlights / halo-genlamper altid give anledning til varmeproblemer uanset tidspunkt på året.

Find mere om varme, indeklima og træk på www.arbejdsmiljoportalen.dk, www.grafiskbar.dk og på www.barkontor.dk.

Brug de gode råd om varme til opslagstavler og lignende – så er alle klar over, hvad der kan og skal gøres, når og hvis situationerne opstår.

3/6-2010

Oprettet: 31.05.10, kl. 10.20

Redigeret: 01.06.10, kl. 12.16 af Alice Haukjær Thorkildsen


Ophavsret

Udgivet <31.05.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.