Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Nyheder > Kommentarer > 2010 > Velkommen til den nye udgave af www.syg.nu



Velkommen til den nye udgave af www.syg.nu

- af Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat

Beskæftigelsesministeren og arbejdsmarkedets parter indgik sidste år en aftale om at nedbringe sygefraværet – og der har på forskellig vis været mange initiativer siden for at få denne aftale omsat til dagligdags brug på arbejdspladserne.

Vi har derfor revideret den meget brugte hjemmeside, www.syg.nu, som handler om sygefravær med hovedvægt på arbejdsmiljøet, og om hvad der her kan gøres for at forebygge og mindske fraværet på den enkelte arbejdsplads.

Arbejdsmiljøloven forpligter jo virksomhederne – ledelse, medarbejdere, arbejdsmiljøorganisation, samarbejdsudvalg og HR-afdeling m.fl. – til systematisk at tage fat på de faktorer, der har betydning for fravær og trivsel på arbejdspladsen.

Samtidig orienterer vi her HK-medlemmer, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsgivere om regler og lovgivning i forbindelse med sygefravær bl.a. om 4 ugers samtalen og de nye former for lægeerklæringer, som har ændret på rettigheder og pligter i forbindelse med sygefravær.

De seneste lovændringer betyder, at der nu skal reageres og handles hurtigere på sygefravær, så sygemeldte forbliver på arbejdsmarkedet.

Sygeguiden giver desuden et samlet overblik over de væsentligste spørgsmål, man møder som sygemeldt, hvad enten man er i arbejde eller ledig.

Årsagerne til sygefravær er ofte meget komplekse og kan relateres til forhold både på arbejdspladsen og uden for arbejdspladsen. Det er derfor vigtigt, at man får kortlagt mulige årsager til helt eller delvist sygefravær – og ud fra denne kortlægning søger sygefraværet nedbragt. Sammenhængen mellem sygefravær og arbejdsmiljø er både veldokumenteret og anerkendt.

Risikoen stiger for at havne på førtidspension og dermed uden for arbejdsmarkedet allerede ved tre måneders sygefravær. Og knap hver femte, der har været sygemeldt i et år, ender på førtidspension.

Undersøgelser har tidligere dokumenteret, at der er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsmiljø og sygefravær: Årsagen til 38 pct. af fraværet på danske arbejdspladser skal findes i arbejdsmiljøforhold på arbejdspladsen.

Undersøgelsen konkluderer også, at generelle forbedringer af arbejdsmiljøet vil kunne nedbringe fraværet på arbejdspladser - især hvor det i forvejen er højt. Man vil aldrig helt kunne undgå sygefravær - der vil stadig opstå influenzaepidemier og blive brækket ben.

Spild derfor ikke tiden på at diskutere almindeligt sygefravær, men brug alle muligheder og redskaber – lovgivning, overenskomster, personalepolitikker og ikke mindst sund fornuft - til at tage hånd om årsagerne til, at nogle trives så dårligt, at de kan være nødt til at blive hjemme.

Dialogen mellem den sygemeldte og virksomheden om situationen er meget vigtig på såvel kort som på langt sigt – og er et væsentligt værktøj for at styrke indsatsen mod sygefravær. Væsentlige afsnit på www.syg.nu er:

Brug også rasksnak.dk, som især er målrettet det offentlige område for medarbejdere i kommunerne og i regionerne.

Vær også med til at gøre denne hjemmeside aktiv. Vi har forsøgt at beskrive de mest almindelige situationer og overvejelse omkring sygefravær, men skriv til os, hvis I stadig savner information eller flere oplysninger om et givent emne. Skriv, hvilke spørgsmål I oftest drøfter eller støder på under de emner, syg.nu berører – så skriver vi svaret.

25/3-2010

Oprettet: 19.03.10, kl. 10.17

Redigeret: 19.03.10, kl. 10.44 af Alice Haukjær Thorkildsen


Ophavsret

Udgivet <19.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.