Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2011 > Elendigt indeklima på arbejdspladserne



Elendigt indeklima på arbejdspladserne

Træk, for varmt om sommeren, for koldt om sommeren. Dårligt indeklima går ud over produktiviteten - og kan dermed aflæses direkte på bundlinjen. Alligevel oplever rigtig mange kontoransatte, at indeklimaet er dårligt

Af Jesper Pedersen

Hver femte kontoransat mener, at indeklimaet på deres arbejdsplads er dårligt eller meget dårligt. Det skriver 24 timer på baggrund af en undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov.

Det giver ikke alene hovedpine og træthed til de ansatte. Det går også ud over produktiviteten – og kan dermed direkte aflæses på virksomhedens bundlinje.

- Indeklimaet spiller en stor rolle for medarbejdernes præstationer, blandt andet fordi der bruges mange ressourcer på at bearbejde de negative indtryk, om det så er træk, luftkvalitet, temperaturer eller støj. Vi har kunnet dokumentere, at produktiviteten falder med mellem 5 og 10 procent, når indeklimaet er dårligt, siger Geo Clausen fra Institut for Byggeri og Anlæg på DTU, som til daglig forsker i ventilation og luftkvalitet.

Nogle af de største indeklimaproblemer er, at medarbejderne oplever træk. Og at arbejdspladsen bliver for varm om sommeren og for kold om vinteren.

Svend Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat er ikke overrasket.

"Der er mange problemer med indeklimaet, og det er kombineret med mange steder, hvor man nu om dage har fået storrumskontorer. Der har faktisk i mange år været problemer med indeklimaet, så det er noget, man godt ved noget om. Det er desværre ikke altid, man får gjort noget ved det," konstaterer han over for Newspaq.

Oprettet: 23.11.11, kl. 10.48

Redigeret: 23.11.11, kl. 10.48 af Jesper Pedersen


Ophavsret

Udgivet <23.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.