Manglende troværdighed for Danmarks bedste arbejdsplads
Great Place to Work, der hvert år kårer 'Danmarks bedste arbejdsplads', tager sig godt betalt af de kun 143 virksomheder, som har været i betragtning til den fine titel
Af Jesper Pedersen
Noget, der ligner fup; misvisende og manglende troværdighed.
En række af landets eksperter inden for arbejdsmiljø langer ud efter konceptet Great Place to Work, som hvert kårer Danmarks bedste arbejdsplads i en række forskellige kategorier.
Det skriver Newspaq.
Kun 143 virksomheder deltager imidlertid i kåringen – og de har hver især betalt mellem 53.000 og 74.000 kroner for at komme i betragtning.
"Jeg synes, det er noget, der ligner fup. Det er ren skønhedskonkurrence, og jeg er dybt kritisk over for den måde at rangordne arbejdsmiljøet på. Det er pop og spild af penge," siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
Han bakkes op af arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen.
"Man kan ikke bruge det til noget seriøst. Og når virksomhederne skal give så mange penge for at være med, så giver det sig selv, at der mangler en vis troværdighed i forhold til det resultat, de gerne vil have ud af det," siger Svend Erik Hermansen.
Direktør Ditte Vigsø fra Great Place to Work afviser kritikken. Hun mener ikke, at betegnelsen Danmarks Bedste Arbejdsplads er falsk varebetegnelse, men en betegnelse for meget dedikerede arbejdspladser. Og at sådan noget altså koster penge.
Oprettet: 18.11.11, kl. 09.33
Redigeret: 18.11.11, kl. 09.33 af Jesper Pedersen
Ophavsret
Udgivet <18.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.