Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2011 > Mobning skal straffes hårdere



Mobning skal straffes hårdere

Personer hvisker bag ryggen på kollega

HK/Kommunal kræver ny lov mod mobning, der ses som et stort og stigende problem.

Danmark bør have en lov mod grov mobning på arbejdspladsen, præcis som man har det i for eksempel Frankrig, mener HK/Kommunal.

For selvom mobning er et stort problem i kommuner og regioner, er den eksisterende arbejdsmiljølov ifølge HK/Kommunals arbejdsmiljøkonsulent, Niels Jakobsen, både uklar, upræcis og blottet for sanktioner, når det gælder sager om mobning.

- Vi har ført masser af mobbesager ved domstolene, men vi har tabt dem alle. Det er næsten en umulig opgave at hjælpe de mennesker, der bliver mobbet af deres chefer eller kolleger, selv om vi ved, at det er dybt ydmygende og smertefuldt, siger Niels Jakobsen.

Han tilføjer, at mobning ofte fører til, at mennesker bliver stødt ud af det sociale fællesskab og ud af arbejdsmarkedet.

Forslag til Bødskov

HK/Kommunal har derfor udarbejdet et færdigt forslag til en ny mobbelov, der netop er sendt til justitsminister Morten Bødskov (S). Står det til HK/Kommunal, skal en ny mobbelov have to grundpiller:

Det skal være dyrere for en arbejdsgiver at se den anden vej, hvis ansatte er udsat for chikane eller mobning på jobbet. Og så skal lønmodtagere og arbejdsgivere dele bevisbyrden i eventuelle erstatningssager.

Seks måneders løn

I Frankrig har en stram mobbelovgivning sendt titusindvis af grove chikane- og mobbesager gennem retsmaskineriet. I de franske sager får lønmodtagerne en erstatning svarende til seks måneders løn, hvis de er blevet chikaneret eller mobbet, uden at arbejdsgiveren har taget affære. Og det er ifølge Niels Jakobsen en meget passende straf.

I Dansk Arbejdsgiverforening er man ikke begejstret for at stramme lovgivningen om mobning.

Af Jens Laursen

Oprettet: 18.11.11, kl. 15.58

Redigeret: 23.11.11, kl. 14.36 af Jens Laursen


Ophavsret

Udgivet <18.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.