Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2011 > Nu kan alle måle social kapital



Nu kan alle måle social kapital

Ved hjælp af et spørgeskema med 12 spørgsmål og en lettilgængelig guide kan alle virksomheder nu måle deres sociale kapital. Arbejdsmiljørådet står bag guiden, der giver et bud på, hvordan trivsel, produktivitet, kvalitet og innovation kan følges ad.

Hvem vil ikke gerne have styr på relationerne på arbejdspladsen og samarbejdet omkring kerneopgaven? Og stille skarpt på tillid, retfærdighed og samarbejdsevne? Mange virksomheder har taget social kapital til sig, og nu kan endnu flere følge trop.

Den nye guide rummer tre dele: Hvad er social kapital?, Sådan måler I social kapital? og Social kapital som en del af hverdagen. Samtidig præsenterer guiden en model for, hvordan arbejdspladsen kommer fra måling til handling.

– Social kapital handler om relationerne og samarbejdet på en arbejdsplads. Netop de to elementer har i sidste ende betydning for, hvordan arbejdspladsen er i stand til at hænge økonomisk sammen. Gode relationer og et godt samarbejde sikrer, at arbejdspladsen kan løfte kerneopgaven – også i stormvejr, siger formand for Arbejdsmiljørådet Leo Bjørnskov.

Få tal på den sociale kapital
Ved hjælp af et unikt spørgeskema udarbejdet af Det Nationale Center for Arbejdsmiljø (NFA), der følger med guiden, er det muligt let og meget håndgribeligt at måle den sociale kapital på arbejdspladsen. Nyere forskning og både danske og internationale undersøgelser viser, at arbejdspladser med høj social kapital har højere trivsel, bedre kvalitet, lavere sygefravær, højere produktivitet og er bedre til at være innovative sammen.

– Hvis en arbejdsplads ønsker at sikre eller øge både trivslen og produktiviteten, er social kapital en væsentlig faktor. Social kapital hører til blandt de positive arbejdsmiljøfaktorer, uddyber Leo Bjørnskov, Arbejdsmiljørådet.

Oprettet: 28.11.11, kl. 10.37

Redigeret: 30.11.11, kl. 15.20 af Jesper Pedersen

Se og download guiden her


Ophavsret

Udgivet <28.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.