Hvad er arbejdsafhængighed

At være engageret i sit arbejde er bestemt positivt. Det er også nødvendigt i en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvor der er behov for, at vi bliver længst muligt på arbejdsmarkedet, og det får vi blandt andet lyst gennem vores engagement.

Det giver de fleste af os en stor personlig tilfredsstillelse at udrette noget og mærke et behov for den indsats, vi yder. Men når engagementet i arbejdet bliver for stort, risikerer det at true vores tilværelse som hele mennesker og dermed også vores værdi som arbejdskraft.

Så bliver arbejdet det eneste, der giver os en oplevelse af livsindhold, og dermed bliver det at arbejde det meningsfulde i livet – mens vi naturligvis i stedet burde arbejde for at leve. Fungerer vi kun i kraft af arbejdet og ikke i livet uden for, får vi ikke den nødvendige inspiration og energi til fortsat at være kreative og innovative – fornyende – på jobbet. Vi bliver ganske enkelt syge og ensomme af det.

En anden væsentlig fare ved at lade arbejdsafhængighed blive normen på en arbejdsplads er, at tolerancen risikerer at ryge fløjten. Udvikler virksomhedskulturen sig til, at "de gode medarbejdere" knokler derudaf langt over normal arbejdstid, bliver de, der af forskellige årsager ikke kan eller har mulighed for at yde lige så meget, til "de dårlige medarbejdere".

Så kan man godt vinke farvel til rummeligheden, hvor der er plads til arbejdskraft, der ikke kan køre på fuld kraft, og hvor medarbejdere og kolleger fastholdes, selv om de har været udsat for sygdom, ulykke eller personlig krise. I det scenarium risikerer de stærke - i hvert fald så længe de selv kan klare mosten – at udvikle sig til kynikere med spidse albuer, der accepterer, at kun de stærkeste overlever. Og blandt de mindre stærke vil den enkelte være tilbøjelig til at føle skam og tro, at det er ham eller hende, der er noget galt med, mens det sandsynligvis handler om, at arbejdet er dårligt tilrettelagt.

Arbejdet tager styringen i livet
Når engagementet i arbejdet tipper fra sundt til overdrevent, bliver det arbejdet, der styrer livet. Sker det, er man mere end almindeligt udsat for de alvorlige følgesygdomme af stress og udbrændthed - (se link i boksen til højre).

Som arbejdsafhængig risikerer man nedslidning med sygdom og uarbejdsdygtighed til følge. Nedslidning er alvorligt, uanset hvor gammel man er, eller hvor i arbejdslivet man befinder sig, men naturligvis ekstra alvorligt, hvis nedslidning sker i en ung alder, ikke mindst af samfundsøkonomiske årsager.

Hverken den enkelte, erhvervslivet eller samfundet har råd til at tabe sine ressourcer på gulvet. Ikke desto mindre er det et faktum, at omkring halvdelen af de 20-29-årige medlemmer af HK/Privat jævnligt bryder 11-timers reglen, som foreskriver 11 timers sammenhængende frihed fra arbejdet i døgnet.

Har man mistet kontrollen over arbejdslivet, ryger kontrollen med livet uden for jobbet også hurtigt. I den situation vil man typisk føle, at man kun har kontrol og fungerer, når man arbejder, og det skaber en afhængighed af arbejdet. Og som ved al anden afhængighed kommer den umærkeligt snigende, og den afhængige er typisk ikke bevidst om det og anerkender derfor ikke, at hun eller han har et problem.

Vi beundrer almindeligvis ildsjæle, men ildsjæle udsætter i højere grad sig selv for at blive arbejdsafhængige. Og arbejdsafhængige opfatter ofte sig selv som netop ildsjæle. Uanset selvopfattelse, risikerer man at brænde ud, når man brænder for meget.

Arbejdsafhængige i andre lande
Workaholic – ordet betyder direkte oversat "arbejdsafhængig" eller "arbejdsnarkoman" – er i andre lande et anerkendt fænomen. På denne hjemmeside bruges den første oversættelse, arbejdsafhængig.

Begrebet workaholic blev første gang beskrevet i 1971 af amerikaneren Wayne Oates i bogen "Confessions of a workaholic". I England, Frankrig, Canada og USA findes der findes der behandlingsformer af workaholics og selvhjælpsgrupper som "Workaholics Anonymous". Også i Sverige og Japan er der fokus på problemet.