Tag ansvar for det gode arbejdsliv

En ansat, der konstant knokler løs, også i weekender og ferier, og som udstråler, at jobbet er hele livet - jamen, det må da være enhver arbejdsgivers drømmemedarbejder… eller?

Nej. For det er nemlig ikke sådan, at jo mere tid man bruger på arbejdet, jo bedre er det for arbejdspladsen. Vel er de arbejdsafhængige hårdarbejdende og pligtopfyldende, men de fleste eksperter på området mener, at de faktisk kan give problemer og ligefrem økonomiske tab for deres arbejdsgivere. Det er der flere grunde til:

• Den arbejdsafhængige presser sig selv og fortsætter sit arbejde, uanset hvor længe, de har været i gang, eller hvor trætte de føler sig. Det resulterer i mindre effektivitet, ikke kun umiddelbart, men også på længere sigt, fordi den arbejdsafhængige aldrig lader op til at komme på arbejde med ny energi og kreativitet. Og er man udkørt, er man mere tilbøjelig til at begå fejl.
• At arbejdsafhængige også ofte er perfektionister er heller ikke kun positivt. For den meget eller overdrevent perfektionistiske medarbejder er tilbøjelig til at være langsom og ineffektiv i lutter bekymring for at begå fejl. Han eller hun er samtidig dårlig til at uddelegere opgaver, fordi det betyder afgivelse af kontrol. Netop stor viden om opgaverne og følelsen af at være betydningsfuld er en væsentlig del af arbejdsafhængigheden.

Når den arbejdsafhængige endelig holder "fri", er det oftest med mobiltelefonen i den ene hånd og den bærbare pc i den anden - til partnerens, børnenes og vennernes frustration. Men ingen er så uundværlige, at de ikke kan holde ferie. I så fald har de ikke været professionelle nok til at afslutte og uddelegere deres opgaver inden weekenden eller ferien.

Fordi arbejdsafhængighed hænger så tæt sammen med stress, som fører til sygdom, nedslidning og fravær, er det vigtigt at bekæmpe og forebygge medarbejderes arbejdsafhængighed.

Fokuser på kvaliteten af arbejdet
Man bør derfor på arbejdspladsen lægge større vægt på kvaliteten af det arbejde, der udføres, og mindre vægt på, hvor lang tid det tager at udføre det.

Mange chefer betragter da også de medarbejdere, der hænger på jobbet længe efter normal arbejdstids ophør, som ude af stand til at nå det, de skal inden for normal arbejdstid. Men den chef-attitude over for hårdtarbejdende medarbejdere gør det ikke alene - og slet ikke i en tid, hvor mange er underlagt ’selv-ledelse’ med ansvar for egne opgaver og selv skal kunne disponere deres tid, endda ofte uden øvre arbejdstid.

Arbejdsgiveren - eller de ledere, der ansat til at lede virksomheden - har retten til at lede og fordele arbejdet. Men ledelsesansvaret er ikke kun en ret, men også en pligt. Det betyder, at ledelsen skal tage ansvar for at fordele arbejdet, så medarbejderne har en reel mulighed for at overkomme opgaverne, uden at skulle blive på jobbet, længe efter at daginstitutioner og dagligvarebutikker er lukket – eller ved hjemmecomputeren længe efter, at træthedsgrænsen er overskredet.

Det er ledelsens opgave at skabe de bedste rammer for arbejdet – ikke kun i kraft af det fysiske arbejdsmiljø, men også det psykiske. Et godt psykisk arbejdsmiljø er også at kunne nå sit arbejde inden for den tid, man får løn for, og at man ikke skal stresse igennem arbejdsdagen, fordi man er overbebyrdet.

Ledelsen har altså det overordnede ansvar for, at arbejdsafhængighed, stress, udbrændthed og andre former for sygdom og nedslidning forebygges og stoppes i tide. Men det betyder ikke, at den enkelte medarbejder er frataget ansvaret for sig selv og sine kolleger.

Tag også selv ansvar
Enhver medarbejder har også et medansvar for sin egen situation - alle på arbejdspladsen har både ret og pligt til at tænke sig om.

Den enkelte bør derfor gøre op med sig selv, om der er tilstrækkelig balance mellem hendes eller hans eget arbejdsliv og livet uden for arbejdspladsen, så man føler, at man har en ordentlig og sammenhængende tilværelse. Det gælder for problemer med balancen i tilværelsen som alle andre problemer, at der skal være et ejerskab af problemet – en eller flere, der har ansvaret - før de samme personer kan gøre noget ved det.

Den enkelte medarbejder bør derfor søge indflydelse på arbejdspladsen og opgaverne for at opnå en balance i det omfang, det er muligt, for eksempel gennem tillidsrepræsentanten. Og alle medarbejdere på en arbejdsplads må indse, at man påvirker og præger hinanden og dermed er med til at danne normen for, hvad der er "god latin" i den pågældende virksomhed.

Er det at hænge med arbejdet til langt ud på aftenen og ind i weekender og ferier, uden at nogen leder rent faktisk har udtrykt ønsket om, at det skal eller behøver være sådan - ja, så bør normen på arbejdspladsen ændres. Og er man selv en af de kolleger, der finder på at ringe eller maile angående arbejdet om aftenen eller weekenderne, bør man indse, at man er med til at ’smitte’ sine kolleger med stress – og så i øvrigt aflægge sig den uvane i en fart.

Det er altså ikke alene ledelsens ansvar, at medarbejderne ender som en samling stressede arbejdsafhængige uden plads til andet liv. Så har man som medarbejder hverken erkendt sin indflydelse eller sit ansvar. Derfor bør medarbejdere og ledelse samarbejde om problemet, hvis der er tendens til eller eksempler på arbejdsafhængighed og få skabt nogle værktøjer og procedurer, der bekæmper og forebygger problemet.