Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Psykisk arbejdsmiljø > Mobning og chikane > Tal på mobning



Tal på mobning

Hver 12. lønmodtager føler sig udsat for mobning på arbejdspladsen – fra kollegerne eller fra chefen. Ny antologi om mobning beskriver mobning som fænomen og giver anvisninger på, hvordan arbejdspladsen kan blive mobningen kvit.

- Mobning er i yderste konsekvens invaliderende for den, det går ud over og er under alle omstændigheder et alvorligt symptom på, at arbejdspladsen har ondt i arbejdsmiljøet. Derfor skal mobning, "den stille epidemi", forebygges med alle midler og metoder, og der skal være klare meldinger om, at mobning ikke tolereres på arbejdspladsen, siger Dorthe Perlt, chefkonsulent, Socialt Udviklingscenter SUS.

Socialt Udviklingscenter SUS udgiver derfor bogen ’Den Stille Epidemi – om mobning på arbejdspladsen’, som giver kompetent viden om, hvad mobning er og beskriver de faglige metoder til at forebygge og håndtere mobning på arbejdspladsen.

Bogen udkom 27. november 2007, hvor den blev præsenteret på konferencen "STOP mobning på din arbejdsplads".

I bogen er bidrag fra blandt andet følgende fagfolk:

Eva Gemzøe Mikkelsen, erhvervspsykolog., ph.d. – fastslår, at mobning som fænomen er kendetegnet ved gentagne negative handlinger over tid mellem ikke-ligeværdige parter. Men selve de negative handlinger kan være meget forskellige – som fx kontrolmekanisme eller som straf. Og derfor skal mobning også håndteres forskelligt.

Nethe Plenge, cand.pæd. og konfliktvejleder, Center for konfliktløsning – understreger, at konflikt på arbejdspladsen er en naturlig ting, men det må ikke udvikle sig til mobning. Derfor er det vigtigt at være observant overfor, der er som alarmklokker: Hvad er det, der er så vigtigt, at ens følelser er ved at komme i kog? Hvad er det på arbejdspladsen, der gør dig så vred?

Annie Høgh, seniorforsker i arbejds- og organisationspsykolog, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø – påpeger blandt andet, at mobning har alvorlige konsekvenser ikke alene, for den enkelte – men også for arbejdspladsen. Sygefraværet stiger i hyppighed og i længde, der opstår større ’gennemtræk’ af medarbejdere i virksomheden og de, der er vidner til mobning oplever selv stress og angst.

Mogens Agervold, professor, Psykologisk Institut ved Århus Universitet og Jørgen Møller Christiansen, faglig koordinator i CASA – beskriver en nøje sammenhæng mellem mobning og det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen. De fremhæver blandt andet, at ringe personalepleje, et dårligt socialt klima, høje kvantitative arbejdskrav, rollekonflikter og svagt engagement i virksomheden er nogle af de forhold, der optræder hyppigere på arbejdspladser, hvor mobning findes. De anbefaler derfor en screening af arbejdspladsen for de elementer, der kan være medvirkende til mobning – så der kan ageres forebyggende.

Lars Andersen, arbejdsmiljøchef, Ledernes Hovedorganisation – fortæller, at egne undersøgelser har påvist, at hver 6. leder er bekendt med mobning på arbejdspladsen. Mobning handler i høj grad om god ledelse, hvor lederen skal være rollemodel for at skabe en positiv samarbejdskultur.

"Den Stille Epidemi – Om mobning på arbejdspladsen", 198 sider, redigeret af Dorthe Perlt og Karen Pedersen, udgivet af Socialt Udviklingscenter SUS, 170 kroner (+ porto og administrationsgebyr).

Bogen kan bestilles på stopmobning.dk eller direkte hos Socialt Udviklingscenter SUS på mail sus@sus.dk

HK har også medvirket, hvor vi har skrevet afsnittet om mulighederne for sikkerheds – og tillidsrepræsentanter blandt andet med en klar anbefaling af at få udarbejdet en klar personalepolitisk del, hvor forebyggelse af voksenmobning indgår.

Læs også:

Tillidsrepræsentanten er det bedste våben mod mobning
En undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, viser at mobning kan have en direkte fysisk konsekvens.

Undersøgelsen viser, at mobbeofre har et markant anderledes niveau af stresshormonet kortisol end normalt.

Det er første gang, man kan påvise egentlige fysiske konsekvenser af mobning på arbejdspladsen, og HK kræver handling nu.

Her er tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten et uundværligt våben i kampen mod mobning - både i forhold til forebyggelse og krisehåndtering.

Når det nu er dokumenteret, at mobning er fysisk skadeligt, må det være et krav, at enhver arbejdsplads må og skal have en klar politik imod mobning.

Og tillidsrepræsentanten kender virksomheden og kollegerne og er uden tvivl den, der har de bedste forudsætninger for at afhjælpe mobbe-problemer.

Det kan enten være som mægler, når der opstår chikane på arbejdspladsen, eller som generel medspiller for et ordentligt psykisk arbejdsmiljø.

HK har skrevet kapitlet om det faglige systems rolle i mobbesager i den nye bog om mobning ”Den Stille Epidemi” udgivet af Socialt Udviklingscenter.

Her kan man finde flere forslag til løsninger, hvis der først er opstået en mobbe-kultur på arbejdspladsen.

Det vigtigste er, at man får problemet frem i lyset og taler om det - selvom det kan være svært. Det er ledelsens ansvar, når en medarbejder bliver mobbet, og derfor er det en god ide at tage stilling til spørgsmålet, inden problemet opstår.

Det kan være ved at samarbejde om en skriftlig mobbe-politik, der både beskriver klart, hvordan man som medarbejder skal forholde sig, hvis man oplever mobning, og som samtidig sender et klart signal om, at mobning er uacceptabelt.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø anslår at cirka 8-9 procent af arbejdsstyrken har oplevet mobning, og vi modtager jævnligt henvendelser fra medlemmer, der føler sig chikaneret enten af chefen eller kollegerne.

Det er enormt vigtigt, at man tager det psykiske arbejdsmiljø alvorligt – og en kortlægning kan for eksempel foregå gennem den lovpligtige Arbejdspladsvurdering.

Fordi på en god arbejdsplads er et godt arbejdsmiljø det bedste middel imod mobning!

Kilde: Gallup for HK-magasinet Delta i 2004

Oprettet: 26.05.09, kl. 15.21

Redigeret: 12.03.12, kl. 09.12

Læs mere

Se undersøgelsen fra NFA på arbejdsmiljøforskning.dk.


Ophavsret

Udgivet <26.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.