Få styr på stress med et enkelt værktøj
I dag oplever flere og flere medarbejdere alvorlige konsekvenser af stress, men det kan undgås, hvis man sætter ind i tide. Stress skal derfor frem i lyset, og nu lancerer BAR Kontor det elektroniske værktøj "Styr på stress - stressledelse for alle". Værktøjet kan hjælpe den enkelte arbejdsplads med at komme arbejdsrelateret stress i forkøbet, og så er det helt gratis og nemt at bruge.
Styr på stress - stressledelse for alle" skal være med til at skabe en åben og uhøjtidelig dialog om stress, så vi kan arbejde med problemstillingerne i hverdagen. Værktøjet, som du kan downloade helt gratis på www.barkontor.dk, er udviklet af Branchearbejdsmiljørådet for Privat Kontor og Administration - BAR Kontor.
"Vi har skabt et værktøj, hvor små videoklip og forskellige cases viser, hvad stress er, og hvordan medarbejdere og ledelsen kan skabe en god løsningsorienteret dialog omkring emnet. Værktøjet viser også, hvordan dialogen kan føre til en handlingsplan, som tager udgangspunkt i den enkelte medarbejder. Stress kan være et svært emne at håndtere, men værktøjet kan hjælpe den enkelte arbejdsplads med at tage hånd om problemerne og skabe synlighed omkring stress og ikke mindst få gjort noget ved den," fortæller Svend-Erik Hermansen, som er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat og formand i BAR Kontor.
Stress er et fælles ansvar
"Styr på stress - stressledelse for alle" tager udgangspunkt i, at stress overordnet set er et ledelsesansvar, men at stress samtidigt er en udfordring for hele arbejdspladsen og derfor kræver en fælles indsats. Den bedste måde at forebygge på er nemlig sammen at skabe løsninger. Derfor er det en fælles udfordring for arbejdspladsen at komme stress til livs.
" Vi mener, det er vigtigt at sætte ind, før problemerne udvikler sig. Stress skal frem i lyset på arbejdspladserne, og der skal gøres noget, inden den enkelte medarbejder eventuelt bliver alvorligt syg. Det er til gavn både for medarbejdere og arbejdsgivere," siger Rikke Ørum, der er Arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv og næstformand i BAR Kontor.
Et godt arbejdsmiljø er en gevinst for alle. Når medarbejderne trives på arbejdspladsen, smitter det af på glæden ved at gå på arbejde. Og smilet kan også ses hos ledelsen, fordi medarbejdere, der trives, yder mere og begår færre fejl. Med andre ord giver et godt arbejdsmiljø en god arbejdsplads, som får et godt ry. Derfor kan det på alle måder betale sig at arbejde for at skabe en arbejdsplads uden stress.
Det kan være svært præcist at definere stress. Derfor indeholder værktøjet også en guide, som oplyser, hvad stress er. På den måde får medarbejderne en værktøjskasse med en lang række fælles begreber, så der er åbnet op for dialogen.
Hos BAR Kontor beskæftiger vi os også med en lang række andre emner om arbejdsmiljø. På www.barkontor.dk kan du finde en bred vifte af værktøjer, der skal klæde dig og dit kontor på til at få et godt arbejdsmiljø. Og så er det selvfølgelig helt gratis.
Kontaktpersoner: Arbejdsmiljøkonsulent Camilla Jensen fra Dansk Erhverv, telefon: 3374 6338.
Arbejdsmiljøkonsulent Heidi Lisette Bille fra BAR Kontor, HK/Privat, telefon: 33304425.
Generel info om hvad BAR Kontor er
BAR Kontor samarbejder arbejdsmarkedets parter for at sikre et godt arbejdsmiljø på private kontorarbejdspladser.
BAR Kontor består af repræsentanter fra: Dansk Erhverv, DI, Ledernes Hovedorganisation, HK/Privat, HK/Handel og Prosa.
BAR Kontor giver konkret vejledning om aktuelle arbejdsmiljøproblemstillinger indenfor branchen i form af vejledninger, værktøjer, kampagnemateriale, afholdelse af temadage mv. BAR Kontors aktiviteter afspejler parternes fælles holdning til en god arbejdsmiljøstandard inden for branchen.
Gå videre til...
Oprettet: 16.09.09, kl. 13.48
Redigeret: 22.10.09, kl. 13.27 af Alice Haukjær Thorkildsen
Ophavsret
Udgivet <16.09.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
