Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Psykisk arbejdsmiljø > Stress - stresset.nu > Test dig selv for stress



Test dig selv for stress

Hvor stresset er du? Har væsentlige forhold ændret sig det seneste år og hvordan?

  • Bliver du let træt? Er du nærmere udmattet end energisk?
  • Bliver du irriteret, når mennesker nær og omkring dig siger, at du ikke ser godt ud for tiden?
  • Arbejder du stadig mere, men opnår stadig mindre?
  • Bliver du mere kynisk og mindre engageret i forhold til dine omgivelser?
  • Bliver du ofte grebet af uforklarlig tristhed?
  • Glemmer du tit aftaler?
  • Bliver du stadig mere opfarende og irritabel?
  • Ser du familie og nære venner mindre end tidligere?
  • Har du for travlt til få ringet til nogen eller til at skrive for eksempel julekort?
  • Lider du af småskavanker som forkølelse og hovedpine?
  • Har du svært ved at glædes?
  • Er du forvirret, når dagens gøremål er forbi?
  • Kan du ikke længere grine og være selvironisk?
  • Er sex ikke længere umagen værd?
  • Føler du, at du ikke har noget at sige andre mennesker?

Kan du svare bekræftende på omkring halvdelen af disse spørgsmål, bør du tale med dine nærmeste om det. Er størstedelen af ovennævnte udsagn typiske for dig, bør du overveje at søge læge.
(Kilde: Overlæge, dr.med. Bo Netterstrøm i "Klar besked om stress")

Men kunne du selv gøre mere for at forebygge stress?

For hvor god er du til at:

  • benægte din krops signaler, selv om du faktisk godt ved, den er gal?
  • isolere dig, så du står alene med uro og i værste fald depression?
  • blive i forhold, selv om du faktisk mistrives med dit job, dit parforhold eller andet?
  • at være for omsorgsfuld over for andre, så du tager deres problemer på dig og glemmer dig selv?
  • sige ja, selv om du har lyst til at sige nej og nu står med alt for meget, der lægger beslag på dig?
  • knokle på, så der aldrig rigtig bliver tid til det, du egentlig synes er vigtigst for dig?
  • have så travlt, at der aldrig bliver tid til at købe ind til sund mad, til at dyrke motion eller til at sove ud?
  • have så travlt, at du glemmer at more dig?

Hvis du er god til tingene på listen oven for, er du rigtig veldisponeret for at brænde ud. Og snarere før end siden. Øv dig på at blive rigtig dårlig i stedet!!

Men selv om du erkender, at du er for handlekraftig, arbejdsom, ansvarlig og perfektionistisk, er det vigtigt, at du ikke slås med tingene alene.

Oprettet: 04.12.08, kl. 11.07

Redigeret: 07.05.09, kl. 10.36


Ophavsret

Udgivet <04.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.