Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Psykisk arbejdsmiljø > Vold, trusler og røveri > Hvor rammer volden?



Hvor rammer volden?

Det er ansatte, der har direkte kontakt med kunder, borgere, klienter og brugere, der er udsat for den største risiko for at blive ramt af vold.

Det gælder stort set samtlige ansatte i detailhandlen, fordi de håndterer penge og andet af værdi, og fordi de servicerer kunder, der kan være utilfredse med betjeningen. Det gælder ansatte i kommuner, regioner og stat, da de af borgerne ofte opleves som myndighedspersoner med magt og beføjelser. Og det gælder i vid udstrækning medarbejderne i servicesektoren, lige fra advokatsekretærer til ansatte i callcentre.

Ifølge Arbejdstilsynet forekommer vold og trusler hyppigst inden for:

  • Erhverv, hvor medarbejderne administrerer værdier som penge, medicin og lignende. Det gælder pengeinstitutter, pengetransport og værdihåndteringer, ligesom medarbejdere på posthuse, tankstationer, døgnkiosker, i lægepraksis, på apoteker og taxachauffører er udsatte.
  • Erhverv, hvor medarbejderne i kraft af deres job forbindes med kontrol eller magt. Det er i fængsler, i kommunale, regionale og statslige administrationer, skoler, psykiatriske institutioner, flygtningecentre, politiet, samt ved kontrol i offentlige transportmidler.

Risikoen for vold og trusler optræder ofte i situationer, hvor medarbejderen er nødt til at nægte en bruger, borger eller kunde noget, eller hvor der stilles krav om en bestemt adfærd, som vedkommende ikke accepterer.

Volden eller truslen kan være udtryk for, at personen er frustreret eller føler sig provokeret, eller at vedkommende føler sig presset eller oplever manglende respekt og omsorg.

Der er desuden undersøgelser, der viser, at risikoen for at blive ramt af vold er større blandt yngre ansatte med mindre erfaring og uddannelse. Hvis man arbejder under pres med høj arbejdsintensi-tet og stramme deadlines, er der også øget risiko for at blive udsat for vold.

Oprettet: 09.07.09, kl. 10.13

Redigeret: 10.01.11, kl. 13.49


Ophavsret

Udgivet <09.07.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.