Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Samarbejde > Personalepolitik > Sygefravær - syg.nu > Hurtigere på banen - 4 ugers samtale > Hurtigere på banen - Jobcentrenes rolle



Hurtigere på banen - Jobcentrenes rolle

De kommunale jobcentre har med den ændrede lov om aktiv beskæftigelsesindsats fået en mere aktiv rolle i fastholdelse af sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommuner og arbejdsgivere er dermed knyttet tættere sammen i indsatsen for at fastholde sygemeldte medarbejdere.

Kommunerne har en række ordninger og værktøjer, som virksomhederne kan bruge i forbindelse med sygefravær og fastholdelse af medarbejdere:

  • Sygedagpenge
  • Paragraf 56 ved risiko for stort fravær pga. langvarig eller kronisk sygdom
  • Nedsatte sygedagpenge ved delvis sygemelding og delvis raskmelding
  • Støtte til særlige redskaber og værktøjer samt særlig indretning af arbejdsplads
  • Støtte til personlig assistent som hjælper for handicappet medarbejder
  • Revalidering – arbejdsprøvning, omskoling, uddannelse
  • Fleksjob med løntilskud
  • Hjælp i tilfælde af personlige kriser

Kommunen – altså jobcentret – skal under hver samtale med en sygemeldt vurdere vedkommendes uarbejdsdygtighed og muligheder for helt eller delvist at vende tilbage til den pågældendes arbejdsplads.
Vurderes den sygemeldte som fuldt uarbejdsdygtig, skal det begrundes i sagen.
Kommunen skal ud fra lægelige oplysninger og oplysninger fra den sygemeldtes arbejdsplads foretage en helhedsvurdering af den sygemeldtes uarbejdsdygtighed. Kommunen afgør, om der skal indhentes oplysninger til brug for vurdering, fx fra den sygemeldtes egen læge eller speciallæge.

Under første opfølgningssamtale med den sygemeldte, senest i 8. sygefraværsuge, skal kommunen tage kontakt til den pågældendes arbejdsplads og drøfte muligheden for hel eller delvis tilbagevenden til jobbet.
Fokus skal lægges på den sygemeldtes behov for indsats, hvis arbejdsgiveren ikke kan tage den sygemeldte medarbejder gradvist tilbage.
Læs mere på sygeguiden.dk, bl.a. om opfølgningssamtaler og opfølgningsplanen med arbejdsgiver og kommune i tilfælde af fx længerevarende sygdom end 8 uger eller risiko nedsat arbejdsevne.

Kommunens jobcenter kan bruge andre aktører i sygeopfølgningen, fx til at afholde opfølgningssamtaler og give aktive tilbud. Andre aktører kan dog ikke træffe afgørelser om de ydelser, sygemeldte modtager. Vurderer kommunen, at flere aktører er lige effektive til at bringe den sygemeldte tilbage i ordinært arbejde, kan den sygemeldte selv vælge sin aktør.

Kommunen skal vejlede arbejdsgiveren og den sygemeldte om mulighederne for støtte til arbejdsfastholdelse og kan henvise til arbejdsmiljørådgivere, der kan inddrages i indsatsen, der skal tilpasses den sygemeldtes forudsætninger, behov, helbredstilstand og ressourcer.

Derudover er mentorordningen gjort mere fleksibel.
Det betyder, at kommunen kan yde en arbejdsgiver tilskud til brug af en mentor for at få en sygemeldte hurtigere og bedst muligt i gang på arbejdspladsen under eller efter et sygdomsforløb.
Mentoren kan være en medarbejder på den pågældende arbejdsplads eller en ekstern konsulent.
Kommunen dækker udgiften til mentoren, som kan bruges i forbindelse med både ordinært job, fleksjob og aktive tilbud.

Arbejdstilsynet har endvidere etableret en help-desk, som kommunen kan henvise arbejdsgiveren til. Her kan arbejdsgiveren få telefonisk rådgivning til forebyggelse af sygefravær, fastholdelse af medarbejdere med begyndende helbredsproblemer og fremme af sygemeldtes hurtige tilbagevenden til arbejdet.

Læs mere om jobcentrene, hvor du også finder dit lokale jobcenter.

Hvilke spørgsmål støder I oftest på i forbindelse med dette emne? Skriv til os her

Oprettet: 25.02.10, kl. 13.35

Redigeret: 26.02.10, kl. 13.38


Ophavsret

Udgivet <25.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.