Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Samarbejde > Personalepolitik > Sygefravær - syg.nu > Muligheder - Arbejdsfastholdelse > Muligheder - Fastholdelsesplan



Muligheder - Fastholdelsesplan

Hvis en medarbejder ikke regner med at vende tilbage fra sygefravær inden for otte uger, kan medarbejderen bede om arbejdsgiverens medvirken til at udforme en skriftlig fastholdelsesplan for, hvor medarbejderen hurtigst muligt kan vende tilbage til jobbet. Med den afstemmer man sammen med sin arbejdsgiver forventningerne til sygdomsforløbet og dermed forventningerne til forventet tilbagevenden.

En medarbejder kan når som helst under et sygeforløb bede om en fastholdelsesplan, og den kan fx udarbejdes under 4 ugers samtalen.
Arbejdsgiveren har dog ikke pligt til at udforme en fastholdelsesplan, hvis hun eller han vurderer, at der ikke er behov for en. Medarbejderen har altså ikke ret til en fastholdelsesplan.

Har medarbejderen sammen med arbejdsgiveren udarbejdet en fastholdelsesplan, skal medarbejderen medbringe den til en første opfølgningssamtale i kommunen, hvis sygefraværet varer længere end 8 uger. Kommunen kan bruge fastholdelsesplanen i den videre indsats.
Er der ikke udarbejdet en fastholdelsesplan, kan kommunen opfordre den sygemeldte medarbejder til at gøre det sammen med sin arbejdsgiver.

Er der overenskomst på arbejdspladsen, kan parterne fastsætte retningslinjer for udarbejdelsen af fastholdelsesplanen. Her kan det også aftales, at medarbejderne har ret til en fastholdelsesplan. Eller at arbejdsgiveren kan afslå at udforme en fastholdelsesplan af årsager, som parterne aftaler.

Læs mere om fastholdelsesplanen på sygeguide.dk
Hvilke spørgsmål støder I oftest på i forbindelse med dette emne? Skriv til os her

Oprettet: 30.04.09, kl. 13.02

Redigeret: 04.03.10, kl. 10.33


Ophavsret

Udgivet <30.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.