Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Samarbejde > Rummelighed > Kræft



Kræft

Nedenstående er taget fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Det handler om, hvordan man skal forholde sig i forhold til sin arbejdssituation, hvis man har fået en kræftdiagnose.

Arbejde

Det er forskelligt fra menneske til menneske, om man skal arbejde, mens man er i behandling for kræft. Det afhænger af, hvordan du selv har det, af arbejdet og arbejdspladsen og selvfølgelig af diagnosen og den behandling, du skal igennem.

Mange er bekymrede for, hvad sygdommen og behandlingen vil betyde for deres arbejdssituation: Om sygdommen vil vare længe og medføre et stort sygefravær? Hvordan arbejdspladsen vil reagere på det? Om der er risiko for at miste arbejdet? Læs mere her

Hvis du lige har fået kræft
Hvis du lige har fået at vide, at du har kræft, kan du måske være i tvivl om, hvad du skal gøre i forhold til din arbejdsplads. Få mere at vide her:
Indtægt og økonomi

Sygemelding eller ej - forskellige behov og muligheder
Mennesker reagerer forskelligt, når man får at vide, man har kræft. Nogle har brug for at lukke sig inde i en periode og begrænse kontakten til omverdenen, herunder også kontakten til arbejdspladsen.

Andre har mere brug for at foretage sig noget, være aktive og måske på den måde holde tingene lidt på afstand. De har måske brug for at holde fast i den vante dagligdag med arbejdet og bruger det som et fristed, hvor tingene er, som de plejer. Nogle opfatter det som ’det normale midt i det unormale’.

Lav aftaler med din arbejdsgiver, som I kan ændre løbende
Det kan være en god idé at aftale med din arbejdsgiver, at I tager en snak om din arbejdssituation med nogle ugers mellemrum. Det kan f.eks. være efter seks eller otte uger, men det kan også være oftere eller sjældnere, hvis det passer dig bedre. Det skal være en hjælp for dig og ikke en belastning.

Måske har du i begyndelsen slet ikke mod på at fortsætte med at arbejde under behandlingen, og er indstillet på at sygemelde dig under hele forløbet. Men når du får samlet dig lidt, opdager du måske, at det kunne være rart at komme tilbage til en kendt hverdag med arbejdet.

Det kan også være omvendt, at du i begyndelsen af forløbet gerne vil fortsætte med at arbejde, men at du efterhånden bliver mere træt og får gener af sygdommen eller behandlingen og derfor må sygemelde dig helt eller delvist.

Det er godt på forhånd at have talt med arbejdsgiveren om, at jeres aftaler kan laves om, hvis dine behov viser sig at være anderledes, end du troede fra starten.

Skal kollegerne kende din diagnose?
Aftal en strategi med en kollega eller din arbejdsgiver.

Du kan prøve at finde en god kollega, en tillidsrepræsentant eller en overordnet, som du føler dig tryg ved. Tal med ham eller hende om din sygdom og dine bekymringer vedrørende arbejdet. Find sammen ud af hvem på arbejdspladsen, der skal have noget at vide, hvad der skal siges og hvem der skal sige det hvornår.

Oprettet: 23.03.11, kl. 09.44

Redigeret: 23.03.11, kl. 11.56


Ophavsret

Udgivet <23.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.