Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Samarbejde > Rummelighed > Sundhedsfremme



Sundhedsfremme

Den generelle sundhed kommer stadig mere i fokus fra alle hold – politisk, arbejdsmæssigt, i den offentlige debat og i det enkelte menneskes bevidsthed. Man bliver fra alle sider stadig mere bevidst om betydningen af sundhed og fokuserer derfor på de faktorer, der fremmer sundheden, og ikke mindst de, der står i vejen den.

Stadig flere overenskomster og lokalaftaler rummer sundhedsfremme om en del af medarbejdernes rettigheder og muligheder via ansættelsen. Det er der, de fleste af os tilbringer de fleste af døgnets vågne timer. Sundheden på jobbet har derfor afgørende betydning for, hvor sunde eller syge vi er og bliver.

Der er som sagt mange ting, der spiller ind, når man taler om sundhed. Vi er hver især et produkt af forskellige selvskabte og udefra kommende samt sociale miljøers påvirkninger. Derfor bliver der i disse år talt meget om, at den enkelte skal tage ansvaret for sit eget liv og derfor også egen sundhed. Det er vi i HK/Privat enig i. Men det gør det ikke alene.

Ansvar forudsætter nemlig, at man har reel indflydelse på de regler og normer, der afgør, om vi kan leve sundt. Det er derfor en illusion at forestille sig, at man bare frit kan vælge livsstil. Ansvaret for den enkeltes sundhed er derfor kollektivt – i samfundet som helhed, på arbejdspladsen og i familien.

Den enkelte kan udmærket beslutte sig for at leve et helt igennem sundt liv. Men er det ydre miljø en hob af forurening, miljøet på arbejdspladsen usundt og familiens opbakning ringe, er man oppe mod meget hårde odds. Man skal derfor tænke i det hele liv, når man lægger en strategi for en sundere livsstil.

Hvad er sundhed?
Sundhed kan umiddelbart defineres som fravær af sygdom. Men det er meget andet, først og fremmest trivsel – at den enkelte trives og selv føler, at hun eller han har det godt.

Man kan hurtigt lave sin egen personlige test:

  • Føler jeg mig glad?
  • Får jeg lov at vise mit værd?
  • Får jeg tilstrækkelig anerkendelse for det?
  • Er jeg tilpas med at skulle afsted på arbejde?
  • Og med at komme hjem?
  • Hvordan føles min tilværelse i maven, hvis jeg mærker efter?

Det kommer der måske ikke den store videnskab ud af. Men nok et fingerpeg om, hvor der kunne sættes ind for at få det bedre.

Målet med at fremme sundheden i forhold til arbejdslivet må derfor være at skabe trivsel, livs- og arbejdsglæde.

Sundhedsfremme på arbejdspladsen er den samlede effekt af det omgivende samfund og lovgiverne, arbejdsgiverne og medarbejdernes indsats for forbedre velbefindende og sundheden blandt arbejdsstyrken.

Sundhed afhænger også af vores mulighed for kontakt til andre mennesker og for at være med i et socialt netværk. Det betyder bl.a. at have et arbejde. Arbejdsløshed har derfor også vist sig at have en meget stor negativ indvirkning på den lediges sundhedstilstand.

Sundhed afhænger af ens valgmuligheder og kontrol over tilværelsen.

For selv at kunne gøre en indsats over for sin egen trivsel på jobbet, må den enkelte have råderummet til at kunne handle – altså indflydelse på eget arbejde.

Det danske samfund med stor materiel velfærd burde have forudsætningerne for at skabe sundhed. Men den materielle rigdom ser ikke ud til at fremme sundheden.

For danske lønmodtagere ser ud til at være stærkt påvirket af stress som følge af stort arbejdspres og høje krav til effektivitet og præstation.

Mistrivslen kommer bl.a. til udtryk med et stigende antal depressioner i befolkningen. Som bl.a. skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Man bør på arbejdspladsen som udgangspunkt finde et forum at diskutere sundhedsfremme og behovet for sundhedsfremmende foranstaltninger i. Det være med udgangspunkt i konkrete problemer, men også en mere generel debat om sundhed og trivsel, og hvad der kan gøres for disse ting.

Det ydre miljø har selvsagt stor indflydelse på helbredet. Forurening, støj, lugtgener, røg, utryghed og meget mere - desværre. Er de gener til stedet omkring ens bopæl, vil det sandsynligvis få negativ indflydelse på helbredstilstanden.

Oprettet: 18.11.08, kl. 13.08

Redigeret: 16.06.09, kl. 12.38


Ophavsret

Udgivet <18.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.