DL - Lægesekretærer og Sundhedsservicesekretærer


Du er her: hk.dk > DL > Aktuelt > Nyhedsarkiv > Januar > HK kræver sygehuskommission


KONTAKT DL

DL er en fagforening for lægesekretærer og andre sundhedsadministrative medarbejdere under HK/Kommunal ved navn: DL-Patient | Administration | Kom-
munikation.

Adresse
Weidekampsgade 8
Postboks 470
0900 København C

Telf. 70 11 45 45
E-mail dl@hk.dk

Læs mere om DL som fagforening her


HK kræver sygehuskommission

Regeringen må omgående nedsætte en hurtigtarbejdende sygehuskommission, der kan kulegrave systemet og finde holdbare løsninger, foreslår HK/Kommunal efter varsel om massefyringer på hospitalerne.

Af Jens Laursen

Det offentlige sundhedsvæsen er kuldsejlet. Regeringen bør hellere før end siden tage initiativ til at få nedsat en hurtigtarbejdende sygehuskommission, der kan medvirke til skabe acceptable forhold i det offentlige sundhedssystem. Sådan lyder det fra HK/Kommunal, efter at flere regioner er i gang med at afskedige i hundredvis af de medarbejdere, der har bidraget til, at hospitalerne behandler stadigt flere patienter.

Forslaget bliver fremsat af formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto, der organiserer lægesekretærer og sundhedsadministrative medarbejdere på landets sygehuse. Hun fremhæver, at en sygehuskommission skal bidrage til at finde holdbare løsninger, så patienterne kan blive behandlet ordentligt, og personalet kan få tillid til, at de offentlige sygehuse er velfungerende arbejdspladser.

- De økonomiske rammer, som regeringen har stillet til rådighed for sygehusene, er langt fra tilstrækkelige til, at sygehusene kan leve op til behandlingsgarantien. Derfor er det offentlige sundhedsvæsen kuldsejlet. Der er behov for at justere på rammerne, hvis sygehusene skal bringes til at fungere. Vi kan ikke være det nuværende system bekendt i vores velfærdssamfund, siger Bodil Otto.

Bæredygtigt sundhedsvæsen
HK/Kommunal-formanden peger på, at personalet simpelthen ikke kan løbe hurtigere. Det gælder både læger, sygeplejersker, lægesekretærer og sosupersonale.

- De ansatte på hospitalerne har levet op til alle mål og behandlet langt flere patienter end tidligere. Men når vi samtidig erfarer, at mange patienter i nogle tilfælde har ventet fatalt længe på behandling, må regeringen se i øjnene, at det ikke går længere. En hurtigtarbejdende sygehuskommission skal kulegrave hele systemet, så vi får justeret på rammerne og igen gjort det offentlige sundhedsvæsen bæredygtigt, siger Bodil Otto.

Bodil Otto kalder det grotesk og aldeles skammeligt, at patienterne skal straffes gennem dårligere behandlinger, fordi hospitalernes medarbejdere bliver fyret som følge af, at de har levet op til deres allerbedste.

- Regeringen giver løfter på regionernes vegne uden at sikre regionerne tilstrækkeligt med penge til at kunne opfylde forventningerne, fastslår Bodil Otto, der netop har inviteret de øvrige sundhedsfaglige organisationer til et møde for at få drøftet flere fælles initiativer.

Oprettet: 15.01.10, kl. 08.44

Redigeret: 15.01.10, kl. 08.47 af Lene Frederiksen


Ophavsret

Udgivet <15.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.