Økonomiaftalen giver ikke ro

Af Helle Jung

Midt i juni indgik regeringen sammen med Danske Regioner en økonomiaftale for 2011, der næppe får nogen til at ånde lettet op, tvært imod, og i hvert fald ikke i DL.

Der bliver tilført flere penge til sundhedsvæsenet, men langt fra i samme størrelsesorden som hidtil. Og da det er et område med konstant stigende udgifter – sådan må det være, når behandlingsmulighederne bliver stadig flere og mere avancerede, mens forventninger og krav til behandling stiger blandt både politikere og befolkning – så vil en mindre tilgang af ressourcer betyde, at medarbejderne skal løbe hurtigere, mens aktivitetsniveauet uvægerligt daler. For regionerne har sammen med regeringen samtidig aftalt, at stigningen i effektiviteten skal fortsætte næste år, hvilket betyder, at der i 2011 skal laves endnu mere for færre midler og hænder. Og de ansatte i sektoren har allerede givet tempoet en tand ekstra hver eneste år siden 2001.

Efter et år med uro og massefyringer på landets sygehuse, har DL’s formand Soile Friis lige som mange af sine kolleger svært ved at få øje på, hvordan man undgår at komme til at stå i præcis samme situation næste år, ja, nok allerede til efteråret.

- Det er meget svært at se, hvordan vi skal undgå massive besparelser og fyringer allerede i år efter sådan en økonomiaftale, som er så godt som blottet for de visioner og rettesnore, vi i organisationerne har efterlyst for at skabe ro om arbejdet, patienterne og dermed hele sundhedssystemet. Endnu engang har man ikke villet beslutte sig for tilstrækkelige prioriteringer eller påtage sig ansvaret for, at man med færre ressourcer nødvendigvis er nødt til at vælge. Og en etårig aftale er et alt for kortsigtet perspektiv så stort og omkostningskrævende område, fastslår Soile Friis.

Aftalen kræver sin ledelse

DL-formand konstaterer, at rammen for 2011 ligger fast, men også at den bliver mere end almindelig svær at efterleve med de krav, der samtidig stilles til regionerne til gengæld.

- En så stram økonomiaftale kræver, at der i regionerne og i de enkelte sygehusledelser virkelig bliver analyseret og lagt præcise budgetter, hvis det på nogen måde skal lykkes. Og ikke mindst, at budgetterne ikke først kommer dumpende langt inde i året. Men vi stiller meget gerne op sammen med de andre faggrupper og yder vores bedste i den proces. Jeg håber, at ledelserne indser, at det er nødvendigt at inddrage samtlige medarbejdergrupper og bruger vores ekspertise og kompetencer i planlægningen, siger Soile Friis, der dog ikke tillægger politikerne bag økonomiaftalen nogen ond vilje.

- Men aftalen er nok udtryk for, at politikere ikke har megen indsigt i, hvad der foregår i sundhedsvæsenet, eller hvor kompliceret en størrelse det faktisk er, og hvor mange indikatorer der spiller ind på opgaverne.

Soile Friis håber derfor også, at sygehusledelserne fremover vil gøre mere ud at kommunikere ud til både medarbejdere, patienter og pårørende, hvorfor tingene bliver gjort – eller måske netop ikke gjort – som de bliver. At man gør en indsats for at informere om de rammer og muligheder, man råder over. For efter formandens mening forstår de fleste godt, at begrænsninger betyder prioriteringer.

Hun glæder sig til gengæld, til Rigsrevisionen er færdig med kulegravningen af regionernes økonomi, som hun håber, vil kunne skære gennem den manglende gennemsigtighed, der i dag præger sundhedsvæsenet. Først, når tallene bliver gennemskuelige og sammenlignelige, vil borgerne og de ansatte kunne holde de politiske løfter op mod økonomien og se, om handlingerne følger ord.

- Vi tager som faglig organisation meget gerne del i ansvaret for at få tingene til at hænge sammen, så vi slipper for frygt og frustrationer og i stedet får ro til opgaverne og arbejdsglæden tilbage. Men det kræver, at vi bliver inddraget, at ledelserne giver os den nødvendige indsigt i tingene, og at vores forskellige kompetencer bliver brugt, tilføjer Soile Friis.