Soile Friis ny DL-formand
Den 37-årige Soile Friis fra Gentofte Hospital er valgt til ny formand for DL. Hun afløser Birgitte Ussing fra Aalborg Hospital, der ikke genopstillede.
Af Niels Stoktoft Overgaard - Foto Thorkild Christensen
Soile Friis vandt formandsposten på et delegeretmøde i DL, der blev afviklet i København torsdag den 3. juni. Hun fik 44 stemmer, mens der var 18 stemmer til den anden kandidat – Susanne Krieger fra Sygehus Sønderjylland, Sønderborg.
Soile Friis begynder straks i det nye hverv. Hun indrømmer, at hun ikke kender så meget til lægepraksis, men hun har allerede fået en invitation fra to praksissekretærer til at besøge en lægepraksis i Holstebro.
Susanne Krieger lykønskede omgående Soile Friis. Den sønderjyske lægesekretær er uanset valgresultatet med i den nye DL-ledelse. Hun er udpeget til bestyrelsen af kollegerne i Region Syddanmark.
DL har holdt et ekstra delegeretmøde, fordi foreningen renoverer sig opbygning. Fremover er den rettet ind efter den nye regionsstruktur. I hver af landets fem regioner findes der nu en DL-bestyrelse, og de sygehusansatte fra hver region udpeger ét bestyrelsesmedlem. Derudover kan de ansatte i lægepraksis og på andre klinikker udpege to bestyrelsesmedlemmer.
Læs mere om formandsvalget og om Soile Friis i DL Magasinet i august.
Oprettet: 04.06.10, kl. 10.56
Redigeret: 04.06.10, kl. 11.30 af Lene Frederiksen
Ophavsret
Udgivet <04.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
