Vær velkommen – primært på arbejdspladsen - nr. 8
At vælge at bo og arbejde i et fremmed land er en stor og svær beslutning med mange konsekvenser.
Trods det er der mange, der vælger at flytte til Danmark for at arbejde i en kortere eller længere periode. Langt væk fra familie og venner skal hverdagen etableres og det sociale netværk opbygges. For nogle, måske de fleste, er arbejdspladsen stedet, hvor den sociale kontakt til andre mennesker etableres.
Derudover viser en netop offentliggjort undersøgelse, at hver syvende dansker er gift med en udlænding. Det er ægtefæller fra både vores nabolande og det fjerne østen, fælles for dem er dog, at de skal bo og leve i en helt ny kultur.
I denne ferietid rejser vi meget, og gerne langt væk, for at opleve en anden kultur, end den vi går rundt i til daglig. Måske er der en lige så eksotisk oplevelse på den anden side af gangen, ved et andet skrivebord.
De fleste mennesker vil gerne fortælle om sig selv og det de kommer fra. Det gælder også den anden vej: de nye kolleger vil gerne lære ”spillereglerne” at kende og har 1000 spørgsmål om det at bo i Danmark.
Og hvor nemt er det så i Danmark? Hvor ofte inviterer vi nye udenlandske kolleger hjem til middag? Eller spørger, om de vil med i det lokale træningscenter? Det kan de fleste af os sikkert svare ”aldrig” til. Jeg tror ikke det er af ond vilje, eller fordi vi har nok i os selv. Det er måske bare svært at lukke nye mennesker, fra en anden kultur ind i sit liv.
I Danmark er vi stolte af vores helt unikke begreb ”hygge” og dog er det nok ret få udenlandske kolleger, der er så heldige at få del i ”hyggen” helt privat.
Måske fungerer det på din arbejdsplads, men selv om I har en mentorordning, skal de første svære skridt tages af alle parter. Det er svært at komme i gang og det kan virke en smule iscenesat med retningslinjer og politikker.
Men det er måske det der skal til, hvis vi ønsker et arbejdsmarked med mangfoldighed – også hvad angår kollegaernes kulturelle baggrund. Der skal være plads til, at vi kan være os selv, men også plads til, at vi kan vise mod til at invitere alle indenfor på arbejdspladsen.
Helle Vendelbo Jensen
Næstformand
LABORANTEN NR. 8-2012
Oprettet: 31.08.12, kl. 08.23
Redigeret: 12.11.12, kl. 13.47 af Evy Knudsen
Ophavsret
Udgivet <31.08.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.