Godt nytår - håber jeg
Mit nytårsønske er: Gid de gode tider må fortsætte i 2009. Hvis vi skal være ærlige, så har vi det jo godt i Danmark. Også selvom der er en økonomisk krise.
Jeg priser mig lykkelig over at være faglig aktiv i et land som Danmark. Jeg skal ikke kigge mig over skulderen, hver gang jeg går udenfor en dør. Eller nøje overveje om jeg tør protestere, når jeg støder på dårligt arbejdsmiljø eller ringe ansættelsesvilkår.
I mange andre lande forfølges fagforeningsaktive. De overfaldes af tæskehold fra myndighederne eller virksomhedsejere. De fængsles, tortureres og henrettes, udelukkende fordi de ønsker bedre forhold for deres kollegaer.
I mange af de lande trues medarbejderne til ikke at være medlem af fagforeningen. Melder de sig alligevel ind, ender det ofte med en bortvisning. Og så sulter familien. For der er ikke noget velfærdssamfund, der træder til.
Det minder meget om Danmark for over 50 år siden. Heldigvis har fagforeningerne gennem de sidste 50 år opnået en mængde rettigheder til os. Så mange, at flere tager det hele for givet. De tror, at de gode arbejdsvilkår er kommet ud af det blå.
I Danmark, hvor man frit og uden frygt kan melde sig ind i en fagforening, er der stadig flere der vælger at stå alene. Til glæde for flere og flere arbejdsgivere.
Amerikansk inspirerede ”union busters” er ved at få rodfæste i Europa. ”Union busters” er dyre konsulentfirmaer, som virksomheder kan hyre til at skræmme, true og chikanerer de ansatte til at droppe medlemskabet af fagforeningen.
Det er en rigtig rigtig god forretning for virksomhederne. Ingen fagforening og ingen tillidsrepræsentanter på arbejdspladsen betyder færre krav fra de ansatte og dermed lavere løn og ringere arbejdsforhold.
I USA benytter 82 % af arbejdsgiverne sig allerede af rådgivning fra ”union busters”!
Én ting kan I være sikker på i denne urolige, globaliserede og økonomisk ustabile verden. Det er, at Dansk Laborant-Forening og HK fortsat vil kæmpe for flere rettigheder og bedre vilkår på arbejdsmarkedet.
Godt nytår
Marianne Vind Petersen
Formand
Oprettet: 16.10.09, kl. 14.59
Redigeret: 19.10.09, kl. 10.21 af Administrator User
Ophavsret
Udgivet <16.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
