Du er her: hk.dk > Dansk Laborant-Forening > Lederen > Store forandringer i Arbejdsmiljøloven


Dansk Laborant-Forening

Dansk Laborant-Forening
Weidekampsgade 8
Postboks 470
0900 København C

Tlf.: 3330 4474

Fax: 3330 4495

E-mail: dlf@hk.dk

Medarbejdere i DL-F's sekretariat


Store forandringer i Arbejdsmiljøloven

Med virkning fra 1. oktober ændres de dele af arbejdsmiljøloven, der handler om organisering af arbejdsmiljøarbejdet på arbejdspladserne. Samtidig sker der et stort løft på retten til uddannelse for arbejdsmiljørepræsentanterne (tidl. sikkerhedsrepræsentanter). Hvilket skal sikre, at der altid er tilstrækkelig viden om arbejdsmiljø til stede på virksomhederne.

Men DL-F er bekymret for, om arbejdsgiverne er modne nok til frihederne i denne nye lov.

Fremover er det til forhandling, om der f.eks. både skal være en repræsentant for laboratorie/kontor og en for produktionen eller, om en person kan dække hele virksomheden.
Der skal her tages hensyn til et princip om nærhed, som bl.a. dækker over de ansattes mulighed for at have tæt kontakt til deres valgte repræsentant. Samt arbejdets art, farlighed, antal medarbejdere, skiftehold m.m. Men det er vigtigt at huske, at der i loven bliver lagt op til en øget nærhed i arbejdsmiljøarbejdet. Og det betyder bl.a., at der ved behov kan vælges en arbejdsmiljørepræsentant på de små arbejdspladser med under 10 ansatte.

Selv om loven ændres forventer vi at mange arbejdspladser indtil videre vil beholde den organisering de har, hvis den fungerer godt.

Fremover skal der hvert år også holdes et møde mellem arbejdsgiver og arbejdsmiljørepræsentanter. Der skal udarbejdes en plan for samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år, samt fastlægges hvordan det skal ske, herunder, om der er den tilstrækkelige viden om arbejdsmiljø til stede på virksomheden. Samtidig skal det vurderes, om det foregående års mål er nået.

Men der er intet krav om, at de på mødet skal arbejde med de væsentligste problemer eller, om de aftalte løsninger egentlig er de fornuftigste.

Desværre er der heller ikke umiddelbart klagemuligheder, hvis arbejdsgiveren ikke overholder det på mødet aftalte. Medarbejderne kan nemlig ikke klage over dette til Arbejdstilsynet.At sikkerhedsrepræsentanterne fremover skal hedde arbejdsmiljørepræsentanter signalerer, at opgaverne ikke længere kun handler om at nedbringe antallet af ulykker ved maskiner. Men om trivsel i hele arbejdslivet. Loven lægger f.eks. meget vægt på det psykiske arbejdsmiljø, på nedslidning og ikke mindst stress.

Men de gyldne ord bliver kun til handling efter forhandling på arbejdspladsen.
Arbejdsmiljørepræsentanterne får her en række spændende og udfordrende opgaver fremover. For der er helt sikkert mange muligheder i denne nye arbejdsmiljølov til fordel for vores arbejdsmiljø.
Ikke mindst får vi testet, om arbejdsgiverne vil noget med arbejdsmiljøarbejdet eller, om de kun har øje for at spare på antallet af arbejdsmiljørepræsentanter.

Marianne Vind
Formand

Oprettet: 01.09.10, kl. 15.40

Redigeret: 01.09.10, kl. 15.42 af Annette Sahl Grøndahl


Ophavsret

Udgivet <01.09.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.