Laborant-formand kandiderer til toppost i HK/Privat
Den 39-årige Marianne Vind, der er formand for Dansk Laborant-Forening, opstiller i 2011 til posten som formand for HK/Privat, meddeler Dansk Laborant-Forening.
Opstillingen sker, da HK/Privats mangeårige formand Karin Retvig går af pga. alder.
Marianne Vind har været formand for Dansk Laborant-Forening siden 2006. Hun har i landsforeningen arbejdet for bedre overenskomster, synliggørelse af faget, et sikrere arbejdsmiljø, støtte til de lokale brancheklubber og tillidsvalgte samt et øget samarbejde mellem landsforeningerne.
Næstformand i Dansk Laborant-Forening, Helle Vendelbo Jensen, udtaler: ”Jeg ved, at Marianne kan løfte opgaven, og bestyrelsen støtter op om kandidaturet. Marianne har et brændende engagement for det faglige arbejde, og vil helt sikkert blive en stærk og kompetent formand for HK/Privat. Hun er kendt for sine gode forhandlings- og samarbejdsevner, samt talent for at engagere medlemmerne f.eks. i forbindelse med overenskomstforhandlinger.”
Marianne Vind vil arbejde for bedre vilkår for de tillidsvalgte, så de kan sikre deres kollegaer bedre forhold på arbejdspladserne. Og der skal skaffes flere og bedre muligheder for efteruddannelse.
Marianne Vind ønsker desuden et HK/Privat med større fokus på de forskellige brancher, og de udfordringer der er for det enkelte medlem. Samt et HK/Privat hvor endnu flere får lyst til at engagere sig i det faglige arbejde.
Marianne Vind er 39 år, bor ved Gørlev på Vestsjælland, og har siden 2000 været ansat som laborant i Novozymes A/S i Kalundborg, hvor hun også er tillidsrepræsentant.
Helle Vendelbo Jensen kan kontaktes på mailto:helle@dl-f.dkeller mobil nr. 60 19 80 94
Marianne Vind kan kontaktes på mailto:marianne@dl-f.dkeller mobil nr. 21 68 71 63.
Oprettet: 03.09.10, kl. 14.10
Redigeret: 03.09.10, kl. 15.09 af Susanne Thomsen
Ophavsret
Udgivet <03.09.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.