Gør din hjemmeside mere synlig
Søgemaskineoptimering er i dag grundstenen, når en hjemmeside skal bygges op. I takt med at websites bliver en stadig mere vigtig del af virksomhedens handel og kommunikation med kunderne, er SEO (søgemaskineoptimering) ikke til at komme uden om, når man taler online markedsføring og gerne vil frem i lyset.
Af Flemming Thomsen
Det er godt at have en grafisk flot hjemmeside i smarte farver. Men hvis ingen får øje på den, kan det næsten være lige meget. Ikke mindst når vi taler om kommercielle websites.
Generelt siger man, at 80-85 procent af trafikken til en hjemmeside kommer fra venstre, altså fra søgeresultaterne. Mens 15-20 procent kommer fra højre side, hvor Adwords-annoncerne fra Google vises.
Det vil sige, at uden søgemaskineoptimering, så må man bruge et uforholdsmæssigt stort beløb på at synliggøre virksomheden og dens produkter på nettet gennem annoncer.
Det forklarer en ekspert på området, Nicolas Zangenberg, der er medejer af firmaet a-better-traffic.com, og som jævnligt skriver og holder foredrag om online markedsføring og herunder søgemaskineoptimering.
Hvilken rolle spiller online markedsføring i dag og i fremtiden?
– Det har en større og større betydning. Alle analyser viser, at reklamekronerne strømmer fra offline medier til budgetterne for online markedsføring. Udviklingen går stærkest der, og man kan målrette sine aktiviteter direkte til målgruppen, ligesom man får analyseværktøjer til at aflæse effektiviteten af ens kampagner. Fx kan man se, hvor meget et salg har kostet i markedsføring, og gennem hvilke kanaler det er blevet genereret.
Hvad består online markedsføring af i grove træk?
– Det drejer sig først og fremmest om at få trafik til ens hjemmeside. Man kan have bannere på udvalgte hjemmesider, man kan købe sig til affiliate markedsføring, hvor man betaler pr. salg eller for leads (kundedata) eller for tilmeldinger til et nyhedsbrev. Og man kan få andre websites af god kvalitet og med trafik til at anbefale din hjemmeside ved, at de linker til den.
Et vigtigt redskab er at oprette annoncer på Google. De såkaldte Google Adwords giver dig mulighed for at få placeret en Google-annonce ved siden af de relaterede søgeresultater, når brugerne søger på de søgeord, der indgår som en del af din søgeordsanalyse.
– Og her kommer vi til det vigtigste; at din hjemmeside er bygget op, så den er søgemaskinevenlig. Det kan man gøre ved at søgemaskineoptimere den.
Hvad er SEO – og hvordan griber man det an?
SEO betyder Search engine optimization – en teknik, der gør, at de store søgemaskiner som Google og Yahoo bringer sider fra din hjemmeside op som relevante søgeresultater, når en bruger søger på dine søgeord.
– Der er mange måder, man kan hjælpe Google til at finde ens hjemmeside. Noget kan man gøre selv, men de fleste virksomheder outsourcer opgaven til eksperter på området. Det er simpelthen nødvendigt, hvis man vil helt i front blandt søgeresultaterne.
Jeg fik på et tidspunkt en større legetøjsforhandler som kunde, der måtte lave sin hjemmeside om to gange med års mellemrum, fordi de hver gang glemte, at den skulle være gearet til søgemaskinerne. Så det er heller ikke ligegyldigt, hvilket CMS-system man vælger.
Giv nogle eksempler på SEO!
– Hvis du opretter en Adwords (annonce på Google), så vil du i dine Adwords data kunne se, hvor mange gange der er blevet søgt på dine respektive søgeord. Hvis du har brugt Googles salgssporingsprogram eller Google Analytics, kan du endvidere se, hvilke søgeord der har genereret salget for dig. Det gælder om at få disse ord med i titler, i billedtekster og i brødteksterne. Men det er kun begyndelsen, der er mange ting, som tæller – at der bliver linket til ens hjemmeside, at man har udfyldt metatags rigtigt og meget andet. Er man interesseret, kan man læse mere om de forskellige SEO-teknikker på min hjemmeside. Og tager du Zangenberg.com som eksempel, så er billedtekster, titler, samtlige overskrifter, brødtekster og intern linkbuilding optimeret til hvert søgeord. Endvidere er url’erne søgemaskinevenlige.
”9 ud af 10 kunder kommer til de kommercielle websites via søgemaskinerne. 80-85 procent af dem bruger Google.”
Hvilken rolle bør SEO have i en marketingafdeling?
– En ny undersøgelse fra USA viser, at i dag afsætter virksomheder 50 procent af deres online markedsføringsbudget til søgemaskineoptimering. Markedsføringsøkonomer skal måske ikke være SEO-eksperter, men det bør indgå i uddannelsen, og man bør kende en hel del til det, hvis man skal arbejde med markedsføring.
Jeg kan give vores eget firma som eksempel. Ud af vores samlede markedsføringsbudget bruger vi ca. 80 procent på online markedsføring, og det er hovedsagligt søgemaskineoptimering og Adwords på Google.
Læs mere om søgemaskineoptimering og Google Adwords ved at følge linkene eller på Zangenberg.com
Nicolas Zangenberg, 35, er søgemaskineekspert og foredragsholder med stor erfaring i online markedsføring.Til daglig ejer af to virksomheder, At-BLIVE-SET.DK og A-BETTER-TRAFFIC.COM, som han har sammen med sin kompagnon Jesper Wieder.
Oprettet: 23.10.08, kl. 07.33
Redigeret: 23.10.08, kl. 08.07 af Flemming Thomsen
Ophavsret
Udgivet <23.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


