Han gør stjernerne helvedes smukke

Af Flemming Thomsen
- Se lige her, griner Claus Thorbjørn Hansen og trykker på en knap på kontrolbordet, der ligner noget fra Starwars.
På en af de mange computerskærme ser vi et billede af Elizabeth Taylor forvandle sig fra en mildt sagt ældre og godt brugt kone til en karakterfuld, ung kvinde, der ser ud til at komme lige fra sit første stævnemøde med let blussende kinder, fejlfri teint og perfekt make up.
- Ja, jeg ved godt, at I alle sammen får mindreværdskomplekser, når I ser på vores film og musikvideoer, siger han, mens han på skærmen bladrer gennem popikoner som Madonna, Janet Jackson og Britney Spears, før og efter en grundig behandling i supercomputerens processor, hvor programmet med det sigende navn, Inferno, sørger for at gøre dem helvedes smukke i en fandens fart. Tændene bliver hvide som selvlysende kridt, bumser og hudorme bliver til silkehud, sorte rande, poser og små rynker ved øjne og mundvige forsvinder som dug for solen sammen med strithår, overflødige kilo og løs hud på overarme og lår.
Klokken er 11 om aftenen, og Claus Thorbjørn har netop lagt sidste hånd på en reklamefilm for et stort bilmærke. Nu slænger han sig i det magelige søfahjørne med benene oppe på designerbordet i sit kontor, der er som taget ud af månebase Alpha.
Fra de store åbne kontorer og fælleskøkken med egen gourmetkok og udskænkning af otte forskellige kaffesorter, mexikansk øl, italiensk mineralvand og eksotiske frugter og snacks lyder der høj rockmusik. Claus Thorbjørn er langt fra den eneste, der arbejder sent, og med sine 36 år er han ved at være en af de ældre medarbejdere. Mange er først i tyverne og har fuld fart på.

- Selvfølgelig er det en drømmeverden, men de her musikvideoer ser nu bedre ud, når de får en tur gennem maskinen. De skal jo være indbydende og sælge produktet. Det er altså det, det drejer sig om her, griner Claus Thorbjørn og ser ud, som om han forventer lidt jordbunden, dansk forargelse.

Det store bæst
Der er langt fra Kolding Kunsthåndværkskole og til Hollywoods glamour, skulle man mene. Men det var i Kolding at Claus Thorbjørn Hansen efter fire år i 1990 blev uddannet i tegning og grafik.
- Vi var den sidste årgang uden computer. Så jeg måtte lære mig det selv i min fritid, hvor jeg arbejdede meget med paintbox og lavede små animationer af mine tegninger, fortæller han.
Den ambitiøse grafiker åbner sit eget firma i Århus sammen med en af sine medstuderende fra Kolding.
- Det hed Die Welt, og vi levede fortrinsvis af at producere pladecovers til pladeselskabet Genlyd for blandt andre Gnags, Lis Sørensen og Søs Fenger, husker han.
Firmaet går i sig selv, da Claus Thorbjørn får job i Danmarks Radio, hvor han skal lave grafik og illustrationer til ungdomsprogrammet Zig Zag.
- Jeg havde jo lært mig en del om animation på computer, så jeg scannede mine tegninger ind og fik dem gjort levende i de tolv sekunder, som det var muligt dengang, siger han.
Han søger til Tv-byen i Søborg, hvor han er ansvarlig for at give DR1 en helt ny grafisk indpakning. Sammen med DR tager han i 1997 til USA for at medvirke i Seagraf, en stor messe med alt for det digitale marked.
- Jeg havde intet kendskab til USA. Hvad var det for et stort bæst? I starten brød jeg mig ikke særlig meget om det, men efter fire, fem dage, så begyndte jeg at falde ind i livsstilen og det skønne klima med sol fra morgen til aften, fortæller han.

Da Claus vender tilbage til Danmark, søger han om orlov fra DR i et halvt år. Han pakker to kufferter, tager flyveren til Los Angeles og flytter ind hos en ven, hvor han bor på sofaen.

- Men jeg følte, at nu var det alvor. Jeg var ikke på ferie, så efter en uge havde jeg fundet min egen lejlighed. Jeg rejste rundt i en måned for at lære landet lidt at kende, og da mine kreditkort begyndte at blive slunkne, gik jeg for alvor i gang med at ringe rundt efter et arbejde.
Claus Thorbjørn får hurtigt et job hos firmaet Encore i Hollywood. Her laver han special effects og grafik til serier som Ally Mcbeale, Strengt Fortroligt, Heksene fra Hallowway og andre publikumsmagneter på computerprogrammet Henry, som han er fortrolig med fra sit arbejde hos DR.

Kirkegård hvor solen står op
- Jeg var der i tre år, men til sidst føltes det, som om jeg lavede de samme tricks og de samme bileksplosioner om og om igen fra klokken seks om aftenen til to nat, dag ud og dag ind, fortæller han.
- Derfor søgte jeg stillingen her hos Riot, som jeg fik i 2000. Hele L.A. er et stort firma, så når man først er inde i varmen, kan man selv bede om at blive overflyttet. Det her sted passer mig vildt godt. Jeg møder nye mennesker hver dag. Arbejder sammen med de største kunstnere og producere og fotografer, som f.eks. David LaChappel, der er den førende modefotograf i verden, siger han.

Den danske grafiker er sidste led i produktionen, før produkterne går i luften og sendes ud til millioner af mennesker for at få dem til at bruge flere penge.

- Produceren kan f. eks. bede mig om at skifte hele baggrunden ud. Sidst skulle jeg erstatte en baggrund af plastikbuske med en kirkegård, hvor solen står op. Det kræver, at personerne fritskrabes frame for frame, så baggrunden kan fjernes og en ny lægges ind. Det er noget af et pillearbejde, selv om computeren hjælper med at tracke masken på personen, så længe selve omridset ikke ændres med nye bevægelser. Jeg fjerner distraherende ting, tager stole ud, gør folk tyndere og så smukke og renskurede, som ingen person er i virkeligheden. Men det virker altså på folk, selv om det er glansbilleder, de ser på skærmen. Man kan godt kalde mig Inferno Artist, for det er med det program, det meste bliver udført, forklarer han.
Claus Thorbjørn Hansen fik allerede fra begyndelsen dobbelt så meget i løn i USA, som han tjente i en stilling i DR som ansvarlig for den grafiske indpakning.

Foræring på et sølvfad
- Men mange arbejder i starten uden løn, bare for at komme ind i miljøet. Først laver de kaffe, så arbejder de i maskinrummet og der kan gå flere år, før de endelig får en fast stilling.
- Min fordel var, at jeg har en kunstnerisk baggrund. Man behøver ikke at kende en skid til teknik for at lave mit arbejde, for det er der andre folk, der er bedre til. Min force er at kunne finde den rette lyssætning og farvesammensætning og give det rette flow, der virker visuelt. Det drejer sig meget om at finde ind til den rette psykologi i udtrykket. Med en teknisk baggrund er man meget mere firkantet og skal have det hele penslet ud. På en måde får jeg jo det meste foræret på et sølvfad, for vi er de førende inden for musik og reklame, og jeg er omgivet af superkreative mennesker, der er åbne for alle mine forslag, og som selv kommer med en masse input, siger han.
Han råder folk, der vil væk fra det lidt mere snævre miljø i Danmark til at tage chancen i udlandet.
- Selv kunne jeg måske finde på at søge arbejde i Barcelona, for det er også en by med gang i, men det bliver ikke før, jeg er træt af det her arbejde. Her i L.A. er der en fantastisk energi, som man mærker med det samme. Der bliver lagt kæmpe beløb og en enorm professionalisme i projekterne, og hvis man virkelig brænder for sit fag, så er amerikanerne meget mere åbne over for en, end man på nogen måde er vant til derhjemme fra. Her er man ikke bange for at prøve alt af. Hvis det virker, så er det fantastisk, og danske betænkeligheder om god smag eller ”det kan man da ikke” findes ikke her. Der er en fantastisk volumen af jobs herovre, som man kun drømmer om derhjemme, så har man viljen, så findes der også en vej, siger han.

Morgen- og aftentrafikken til og fra L.A. er et mareridt for alle travle amerikanere. Selv om vejene snor sig brede som fodboldbaner med op til ti spor i hver retning, så er trafikken så tæt i myldretiden, der går over mange timer, at man ville kunne spadsere i hurtigere tempo, hvis der ellers var fortove til det.
- Jeg bor i udkanten af byen godt 30 kilometer herfra, og det tager mig som regel over to timer hver vej. Det er lidt slemt, men jeg er begyndt at høre lydbøger på turen, så jeg også kan blive ldt klogere undervejs, for jeg har slet ikke tid til at læse bøger med den fart, der er på mit arbejde, smiler han.