Du er her: hk.dk > DMA > Forsidenyheder > Nu gælder det et job i Danmark!


HK/DMA

Kontakt HK/DMA's Sekretariat:

Hovednummer (HK) 70 11 45 45

Jeppe Engell - 33 30 46 67
Rie Edahl - 33 30 46 66
Email: dma@hk.dk
Telefax: 33 30 46 86


Nu gælder det et job i Danmark!

Nataliya Sandberg er markedsføringsøkonom fra Kolding IBA. Kommer fra Ukraine. Kan fem sprog flydende. På jobjagt i Danmark – men det er knap så let, selv om virksomhederne ”skriger” på arbejdskraft. Læs her hvorfor.

Mere end 250 ansøgninger har Nataliya Sandberg skrevet, siden hun blev færdig som markedsføringsøkonom fra Kolding IBA sidste år. Talrige rekrutteringsbureauer har hun været til jobinterview hos, men efter et helt års jobsøgning er det ikke ligefrem Nataliyas oplevelse, at danske virksomheder skriger sig hæse på arbejdskraft. I hvert fald ikke alle inden for markedsføringsområdet.
Natalia Sandberg kom første gang til Danmark for fem år siden. Hun er opvokset i Ukraine, og da hendes stedfar var virksomhedsejer, var familien relativt velstående i forhold til mange andre i den tidligere stat under Rusland.

I dag er Ukraine et frit og selvstændigt land, som nu i flere år har haft frie markedsmekanismer. Og Nataliya så hurtigt mulighederne i den gryende liberalisme og tog en femårig uddannelse på Business Universitet, som er en privat undervisningsinstitution i Ukraine.

- Undervisningen har fokus på mundtlig kommunikation og en række sprogfag bl.a. engelsk og latin. Men også fag som internationale økonomiske relationer, økonomisk teori, management, marketing, erhvervsret, etik i forretningskommunikation, psykologi, sociologi og filosofi hører til uddannelsen, remser Nataliya op.
De fem år gav hende en god ballast, og snart fik hun arbejde hos ART-R, som er en ukrainsk virksomhed, der distribuerer professionel stage light.

Nataliya Sandberg har lagt en hjemmeside ud som en del af hendes jobsøgning. Indtil videre har den givet flere henvendelser end rekrutteringsbureauerne. www.natsan.dk

Nataliyas job var inden for marketingområdet. Hun var firmaets blæksprutte - som firmarepræsentant , marketingskoordinator, indkøbskoordinator og logistikkoordinator. Og hun var ansvarlig for kommunikation med samarbejdspartnere og havde til opgave at placere ordrer hos udenlandske producenter og sikre, at leverancerne endte de rigtige steder.
- Det var et spændende arbejde, og lønnen var god sammenlignet med leveomkostningerne i Ukraine. Man lærer først for alvor, hvad det drejer sig om, når man er ude i den virkelige verden, fortæller Nataliya.
Arbejdet med at planlægge og forberede handelsfremstød for ART-R førte den nu 25-årige ukrainer til flere lande i Europa. Nataliya var blandt andet på musikmessen i Frankfurt am Main og "Plasa" i London. Jobbet var mangearmet lige fra håndtering af messer til udarbejdelse af produktkataloger, reklametekster og indhold til websites.
Men samtidig spirede en interesse frem for at besøge de skandinaviske lande. Og på et midlertidigt au pair-visa kommer Nataliya til Danmark, hvor hun begynder at lære sproget.

Læser BA som e-learning i England

- Når man er midt i 20’erne, så har man lettere ved at rejse rundt og komme til et nyt land. Jeg gjorde det både for oplevelsens skyld, men også fordi jeg gerne ville studere her. Samtidig mødte jeg min nuværende mand via Internettet. Han boede i Jylland og jeg i København, men vi fandt ud af at flytte sammen, så derfor tog jeg min uddannelse i Kolding.
- Der var selvfølgelig svært i begyndelsen på grund af sproget, men jeg kom på dansk sprogskole, så efterhånden blev det nemmere, siger Nataliya, der i dag taler flydende dansk efter kun fem år i landet. Hun taler i forvejen ukrainsk, russisk, tysk og engelsk.
I forbindelse med studiet kommer Nataliya i praktik både i London og New Zeeland. Aldrig bange for at rejse og udvikle sig, siger hun ja, så snart chancen viser sig. I New Zeeland løser hun opgaver inden for marketing og sponsorudviklingsaktiviteter for virksomheden Ski Racing New Zealand Limited.
-Det udvikler en personligt, og jeg har lært meget både fagligt og personligt og samtidigt fået pudset mit engelske op.
Efter uddannelsen til markedsføringsøkonom gælder det jobsøgning. Men der går ikke lang tid, før Nataliya oplever, at det altså ikke er så nemt endda. Hun beslutter sig for at tage en BA-grad via e-learning, og er i dag tilmeldt Bachelor Degree at Honours level in Business, The International Business Academy ved London South Bank University (LSBU). Hvis hun skulle få et job i mellemtiden, så kan hun færdiggøre uddannelsen i fritiden. Det giver fleksibilitet.
- Jeg har forholdsvis nemt ved at tage BA-graden, fordi jeg har så megen praktisk erfaring. Og jeg synes også godt om, at jeg selv kan tilrettelægge mit studie, men jeg er fortsat aktiv jobsøgende, for det er stadig det vigtigste for mig.

Hvorfor får Nataliya ikke et job?

Tror du, at det har noget at gøre med, at du er udlænding, at du har svært ved at få job i Danmark?
- Jeg har tænkt på det... men fra jobsamtalerne har jeg indtryk, at det er en anden faktor, der spiller ind. Jeg er i begyndelsen er 30’erne nu og har endnu ikke fået børn...og de vil jo helst ikke ansætte en, der går på barsel lige efter, at man er blevet ansat, siger Nataliya. Men faktisk har hun ikke tænkt sig at få børn lige nu. I hvert fald ikke før at hun har fået sat sin karriere solidt på skinner.
En anden ting er, at flere af virksomhederne faktisk får 100-200 ansøgninger på et stillingsopslag. Det matcher måske ikke lige de gængse forestillinger om arbejdsmarkedet i øjeblikket, men det kan jo være en tendens, der peger mod, at andre tider er på vej.
BA-uddannelsen som e-leaning er ikke gratis. Nataliya betaler 10.000 kr. per modul, og der skal fire moduler til at udgøre en BA-grad.
Men der netop kommet lys i tusmørket. For Nataliya har netop været til en lovende jobsamtale og går lige nu og venter på svar.

Personlig information om Nataliya:
Født 1976 Ukraine
Interesser: sport (fitness), rejser, kunst
Er ikke-ryger
Markedsføringsøkonom 2007 inden for international handel og markedsføring, The International Business Academy, Kolding.

Oprettet: 09.04.08, kl. 14.50

Redigeret: 09.04.08, kl. 14.50 af Flemming Thomsen


Ophavsret

Udgivet <09.04.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.