Forbrugerrådet er imod en hurtig afskaffelse af lukkeloven.
Forbrugerrådet er imod afskaffelse af lukkelov uden at konsekvenserne af en afskaffelse først er vurderet indgående.
Forbrugerrådets holdning fremgår af det høringssvar, som Forbrugerrådet har sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med regeringens lovforslag om at afskaffe lukkeloven. Dermed støtter Forbrugerrådet indirekte de holdninger, som HK HANDEL fremfører. HK HANDEL har netop peget på, at en afskaffelse af lukkeloven sker uden at man undersøger konsekvenser. Og at en afskaffelse kan få alvorlige konsekvenser for både landets yderområder, de ældre og svage borgere, fordi butiksstrukturen vil blive ændret markant.
Forbrugerrådet skriver i sit høringssvar:
” Forbrugerrådet arbejder overordnet set for at bevare butiksbetjening så tæt som muligt på, hvor folk bor – ud fra såvel sociale som klimamæssige hensyn. Ved en liberalisering og endelig afskaffelse af lukkeloven er det afgørende for Forbrugerrådet, at der samtidig udvikles tiltag, der netop kan sikre hensynet til butiksbetjening så tæt som muligt på, hvor folk bor.
Forbrugerrådet ønsker derfor, at det indskrives i loven, at der skal nedsættes en politisk følgegruppe bestående af eksperter, der kan komme med en vurdering af konsekvenserne af den kommende liberalisering af lukkeloven. Denne følgegruppe skal have til formål at klarlægge og analysere konsekvenserne af implementering af lovforslagets del 1, inden lukkeloven endelig afskaffes i 2012. Følgegruppen bør efter vores mening særligt have fokus på konsekvenser, hvad angår butiksstrukturen i tyndt befolkede egne, balancen mellem specialvarebutikker og dagligvarebutikker samt konsekvenser af en ændret detailstruktur for transportbehovet og dermed for Danmarks klimabelastning.
Forbrugerrådet opfordrer regeringen til at nedsætte en sådan følgegruppe, der kan vurdere disse spørgsmål, inden en afskaffelse af lukkeloven gøres til virkelighed i 2012. ”
Oprettet: 10.12.09, kl. 13.07
Redigeret: 10.12.09, kl. 13.11 af Peter Rasmussen
Læs hele HK HANDEL tema om lukkeloven
Ophavsret
Udgivet <10.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.