Du er her: hk.dk > HANDEL > Love og regler > Overvågning > Dansk Handel & Service’ og HK/HANDEL’s fælles anbefaling af retningslinjer for god skik i forbindelse med tv-overvågning i butikken



Dansk Handel & Service’ og HK/HANDEL’s fælles anbefaling af retningslinjer for god skik i forbindelse med tv-overvågning i butikken

Ingen ønsker et overvågningssamfund, men ikke desto mindre kan tv-overvågning i butikken være nødvendig for både medarbejdere og virksomheden. Parterne er enige om, at tv-overvågning kan være et nødvendigt redskab med henblik på beskyttelse af medarbejdere samt med henblik på afsløring, forebyggelse og kontrol af lovovertrædelser.

For virksomheden kan tv-overvågningen være en nødvendig foranstaltning for at sikre sig mod røveri, tyveri, overfald, dankortsvindel, svind mv. – både i relation til medarbejderne og kunder. For medarbejderne kan tv-overvågning være et nyttigt redskab til at skabe tryghed og sikkerhed, idet overvågning kan virke præventivt over for potentielle voldelige overfald i butikken. Samtidig sikres den ansatte mod uberettigede beskyldninger om tyveri og lignende.

Parterne er enige om, at tv-overvågning blot er én blandt flere mulige redskaber til afsløring, forebyggelse og kontrol af lovovertrædelser, og at det skal vurderes konkret i den enkelte butik, om tv-overvågning er egnet til at løse problemerne i virksomheden, eller om der i stedet skal sættes andre tiltag i værk.

Parterne anerkender, at der i forbindelse med tv-overvågning skal ske en afvejning af hensynet til dels medarbejderens personlige integritet og privatliv dels virksomhedens interesse i at foretage overvågning.

Parterne anerkender behovet for, at der på de enkelte virksomheder udfærdiges retningslinjer for god skik i forbindelse med tv-overvågning. Ved indførelse af tv-overvågning er der en række regler, som skal overholdes. Det drejer sig om straffeloven, LO/DA’s aftale om kontrolforanstaltninger, persondataloven, lov om privates brug af tv-overvågning og øvrig relevant lovgivning. Disse regelsæt indebærer, at der blandt andet skal tages højde for følgende forhold:

Hvor og hvornår må der foretages tv-overvågning?

  • Der kan alene foretages tv-overvågning, hvis der er et sagligt formål med overvågningen.
  • Optagelserne må ikke senere anvendes til et andet formål, end de er indsamlet til.
  • TV-overvågning må ikke være krænkende eller forvolde nævneværdig ulempe for medarbejderne. Der må således f.eks. ikke finde overvågning sted på toiletter, i baderum, i prøverum, i omklædningsrum eller lignende steder.
  • Hvor det er driftsmæssigt muligt, bør der være en overvågningsfri zone, f.eks. kantine, kafferum e.l.

Information inden indførelsen af tv-overvågning:

  • En arbejdsgiver, der påtænker at indføre tv-overvågning, skal drøfte dette med samarbejdsudvalget, hvis der findes et sådant på virksomheden.
  • Når arbejdsgiveren har truffet beslutning om at indføre tv-overvågning, skal arbejdsgiveren underrette medarbejderne derom, senest to uger inden overvågningen iværksættes.
  • Hvis formålet med tv-overvågningen vil forspildes, hvis den ikke iværksættes straks, kan arbejdsgiveren underrette lønmodtagerne efterfølgende. Underretningen skal i så fald gives snarest muligt.

Skiltning

  • Der skal ved skiltning eller på anden tydelige måde gives oplysning om, at der foretages tv-overvågning, og i hvilke lokaler eller områder det sker. Ved tv-overvågning i lokaler, hvortil kun medarbejderne har adgang, kan informationspligten opfyldes ved underretning til medarbejderne. En sådan underretning bør ske skriftligt.
  • Virksomheden behøver ikke at oplyse om, hvornår der sker tv-overvågning, men der skal være en aktuel sammenhæng mellem faktisk overvågning og skiltning/underretning.
  • Iværksættelse af overvågning uden skiltning eller information til medarbejderne, kan alene ske ved inddragelse af politiet.

Yderligere information
Udover skiltning eller anden tydelige angivelse af, at der foretages tv-overvågning, jf. ovenfor, vil følgende information til medarbejderne være relevant:

  • Der skal oplyses om det fulde formål med overvågningen, herunder f.eks. medarbejdertyveri, kundetyveri, svind, sikkerhed, etc.
  • Virksomhedens navn og adresse.
  • Der bør oplyses om, hvilke personer, eller medarbejdergrupper, der har adgang til at se optagelserne, samt i hvilke tilfælde optagelserne bliver gennemgået, f.eks. ved stikprøvekontrol, konkret mistanke eller andet.
  • Der skal oplyses om, at medarbejderen har ret til indsigt og rettelse af forkerte oplysninger efter gældende regler.
  • Der bør oplyses om, hvornår optagelserne vil blive slettet.
  • Der bør oplyses om, hvorvidt optagelserne eventuelt vil blive videregivet til politiet, og i hvilke tilfælde dette vil ske.
  • Det skal sikres, at nye medarbejdere i forbindelse med deres tiltræden informeres om tv-overvågning.
  • Ovennævnte oplysninger bør afgives skriftligt. Der kan informeres direkte til medarbejderne, i personalehåndbogen, ved opslag på virksomheden eller lignende. Det skal blot sikres, at alle er orienteret.

Håndtering af optagelser:

  • Optagelserne bør maksimalt opbevares i 30 dage, medmindre de skal anvendes som bevis i konkrete sager.
  • Arbejdsgiveren skal sikre, at optagelserne ikke kommer uvedkommende i hænde.
  • Der må ikke ske optagelse af lyd i forbindelse med tv-overvågning, medmindre en deltager i samtalen har givet samtykke. Dansk Handel & Service og HK/HANDEL anbefaler, at man generelt undlader at indgå aftaler om samtykkeerklæringer i forbindelse med tv-overvågning. Særlige tilfælde kan forekomme. I forbindelse med, at en medarbejder trykker på en ”overfaldsknap” iværksættes sammen med tv-overvågning samtidig optagelse af lyd. Dette skal medarbejderen gøres bekendt med, hvorved samtykke til lydoptagelse i relation til denne konkrete situation, betragtes som afgivet.

Endvidere skal den til enhver tid gældende lovgivning på området, herunder bl.a. lov om tv-overvågning, persondataloven, straffeloven og evt. overenskomstmæssige forpligtelser overholdes.

Uoverensstemmelser af faglig art i forbindelse med brugen af tv-overvågning, der ikke kan bilægges lokalt på en virksomhed omfattet Landsoverenskomsten, er omfattet af protokollat om behandling af tvistigheder mellem Dansk Handel & Service og HK/Handel.

Dansk Handel & Service og HK/Handel vil løbende på hjemmesiden eller på anden vis orientere om de gældende regler og nærværende fælles anbefaling af retningslinjer for god skik.

Nærværende fælles anbefaling af retningslinjer for god skik vedrørende tv-overvågning tages op til revision, hvis en af parterne fremsætter ønske derom. Opnås der ikke enighed inden 3 måneder, bortfalder aftalen.

København, den..........

HK/HANDEL Dansk Handel & Service

Oprettet: 10.11.06, kl. 14.02

Redigeret: 10.11.06, kl. 14.10 af Lone Vensild


Ophavsret

Udgivet <10.11.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.