Du er her: hk.dk > HANDEL > Nyheder > Nyhedsarkiv > August 2010 > HK HANDEL efterlyser initiativer der kan sikre personale imod vold og trusler.



HK HANDEL efterlyser initiativer der kan sikre personale imod vold og trusler.

Alt for mange arbejdsgivere inden for handelsområdet forsømmer at uddanne personalet i, hvordan man kan tackle sure kunder. Nu opfordrer de ansattes fagforening til handling – eller at man forbyder unge at sidde i kassefunktionen med den direkte kundekontakt

Netto har aldrig oplevet så alvorlig en situation, som da tre voldsmænd overfaldt flere medarbejdere i butikken på Nørrebro i København i juni. Alligevel afviser man at give alle ansatte et kursus i konflikthåndtering. Og eksemplet er desværre ikke enestående, lyder det fra de ansattes fagforening, HK HANDEL.

- Netto har gjort mange gode ting også i den konkrete situation efter de ubehagelige oplevelser på Nørrebro i København. Men vi ærgrer os over, at man så ikke vil være det gode eksempel og forebygge nye konfliktsituationer bedre. Det burde være en helt naturlig ting, at alle ansatte forberedes bedre på at tackle konflikter, siger Jørgen Hoppe, der er formand for HK HANDEL.

Det er et generelt problem inden for handelsområdet, at de ansatte udsættes for konfliktsituationer. Hver tredje ansatte inden for handelsområdet med kundekontakt har på et eller andet tidspunkt oplevet kunder, der var så vanskelige eller truende, at den ansatte direkte har følt sig utryg, viser en helt ny undersøgelse, som fagforeningen har foretaget blandt ansatte i branchen.

- Jeg synes, at arbejdsgiverne i det mindste bør sikre, at personalet sammensættes og uddannes, så der ikke opstår disse kedelige episoder, hvor vi efterfølgende skal ”samle medarbejdere op”, som slet ikke er blevet forberedt ordentligt på risikoen. Arbejdsgiverne kan prioritere arbejdet ved kassen højere ved at vælge erfarne medarbejdere, give en ordentlig løn så arbejdet bliver mere attraktivt, og så endelig uddanne i, hvordan man tackler de urimelige kunder, siger Jørgen Hoppe.

I første omgang håber man, at arbejdsgiverne vil tage imod invitationen til sammen at sikre, at alle ansatte instrueres bedre.

- Men hvis vi ikke kan finde løsninger sammen med arbejdsgiverne, så må andre inddrages. Det nytter ikke, at man lukker øjnene for, at det rent faktisk har store konsekvenser. Tidligere sikrede lovgivning for eksempel imod, at unge skulle ved kassen og ekspedere kunder. Hvis vi ikke får uddannet de unge bedre til disse konfliktsituationer – så må vi alvorligt overveje, om det er på tide at genindføre det tidligere forbud imod, at unge overhovedet skal kunne sidde i kassefunktionen, siger Jørgen Hoppe.

Oprettet: 30.08.10, kl. 09.47

Redigeret: 30.08.10, kl. 09.47 af Peter Rasmussen


Ophavsret

Udgivet <30.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.