Du er her: hk.dk > HANDEL > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2010 > Annette tabte kampen – men nu fører det til OK-krav



Annette tabte kampen – men nu fører det til OK-krav

I en faglig sag fra Dansk Supermarked har HK HANDEL påvist, hvordan en Føtex-butik i Esbjerg konsekvent holdt alle medarbejdere i supermarkedets kassefunktion på fagets mindst mulige løn. Sagen fører til et krav om årlige lønsamtaler, når der skal forhandels OK.

For Annette Petersen betød det flere end tyve år som medarbejder på mindsteløn i den samme butik.

- Jeg blev altid rost til helt op over skyerne, og kunne nærmest flyve ud fra årssamtalen. Jeg havde aldrig sygedage, var pålidelig, kom til tiden og deltog i oplæring af de nye medarbejdere ved kassen, fortæller Annette Petersen.

Men hun blev alligevel fastholdt på mindstelønnen. Og Arbejdsretten har nu gnedet ekstra salt i såret. Trods lønsedler fra talrige kolleger, der kunne dokumentere samme uretfærdige behandling, så har Arbejdsretten fastslået, at Dansk Supermarked ikke kan dømmes. Så skulle man nemlig have holdt alle i hele supermarkedet på mindsteløn – ikke kun 30 medarbejdere, der sad i kassen.

- Jeg forstår det ganske enkelt ikke, siger Annette Petersen, der har fået fuld opbakning fra sin fagforening, og hvis sag nu resulterer i et hovedkrav ved de kommende overenskomstforhandlinger.

HK HANDEL stiller som et hovedkrav ved de kommende overenskomstforhandlinger, at arbejdsgiverne skal have pligt til en årlig lønsamtale med hver eneste medarbejder.

- Det vil naturligvis ikke sikre en årlig lønstigning. Men det vil sikre, at man i det mindste skal snakke med medarbejderen om løn, kvalifikationer og hvilken værdi den pågældende medarbejder er for virksomheden, siger Jørgen Hoppe, formand for HK HANDEL..

- Dansk Supermarked har behandlet sine medarbejdere dårligt, og er moralsk taber af denne her sag. Jeg synes det er uværdigt, at man behandler folk på den måde. Og inderst inde ved arbejdsgiverne det vist også godt. For lige så snart vi rejste sagen, blev Annette og flere andre kolleger pludselig belønnet med lønstigninger. Det er jo egentlig uhyggeligt. Men det viser, at vi må tvinge arbejdsgiverne til at have fokus på medarbejderne med en årlig lønsamtale, siger Jørgen Hoppe.

Oprettet: 11.02.10, kl. 08.52

Redigeret: 11.02.10, kl. 08.53 af Peter Rasmussen


Ophavsret

Udgivet <11.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.