Du er her: hk.dk > HANDEL > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2010 > Butikker låser medarbejdere på mindsteløn i årtier



Butikker låser medarbejdere på mindsteløn i årtier

Ansatte inden for handelsområdet fastfryses på den absolut mindst mulige løn i årevis. HK HANDEL har eksempler på, at medarbejdere har fået mindsteløn i årtier. Nu kræver fagforeningen pligt for arbejdsgivere til årlige lønsamtaler.

Betroede medarbejdere med mange års erfaring indenfor deres arbejdsfelt nøjes med fagets absolutte mindsteløn. Arbejdsgivere inden for handelsområdet glemmer de rosende ord, når lønsedlen sendes. Mange medarbejderne må nøjes med fagets mindsteløn på trods af stor erfaring og mange års ansættelse.
Det er både helt urimeligt, og også i strid med hele ideen i overenskomst-systemet, lyder det nu fra fagforeningen HK HANDEL.

- Vi oplever endda, at arbejdsgivere offentligt siger, at de bevidst indretter de deres personalepolitik med fokus på mindsteløn. Og at de slet ikke ser noget galt i at fastholde medarbejdere på en løn under 18.000 kroner om måneden, selv om der endda kan være tale om medarbejdere med meget lang erfaring. Det er helt horribelt og i direkte strid med ånden i vores aftaler, siger Jørgen Hoppe, der er formand for HK HANDEL.

Han stiller det nu som et hovedkrav ved de kommende overenskomstforhandlinger, at arbejdsgiverne skal have pligt til en årlig lønsamtale med hver eneste medarbejder.

- Det vil naturligvis ikke sikre en årlig lønstigning. Men det vil sikre, at man i det mindste skal snakke med medarbejderen om løn, kvalifikationer og hvilken værdi den pågældende medarbejder er for virksomheden, siger Jørgen Hoppe.

Oprettet: 11.02.10, kl. 08.48

Redigeret: 11.02.10, kl. 08.50 af Peter Rasmussen


Ophavsret

Udgivet <11.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.