HK HANDEL anbefaler JA til mæglingsforslag
Et flertal i HK HANDELs sektorbestyrelse har besluttet at anbefale sine medlemmer inden for handelsområdet, at man stemmer JA ved den kommende overenskomstafstemning.
Anbefalingen fra HK HANDELs sektorbestyrelse om at stemme JA til det samlede mæglingsforslag fra forligsmand Asbjørn Jensen, har været ventet med spænding - blandt andet fordi den anden private sektor i HK, HK/Privat, har iværksat en nej-kampagne.
Anbefalingen kommer da heller ikke fra en samlet sektorbestyrelse. Men mindretallet understreger, at det ikke har sammenhæng med den meget omtalte 50%-regel.
- Vi er i en situation, hvor vi rent faktisk har forhandlet et fint resultat i overenskomsten inden for butiksområdet. Her er en række elementer, som peger i positiv retning. Det bliver for eksempel nu en fast praksis, at arbejdsgiveren skal forhandle løn med hver eneste medarbejder mindst én gang hvert år. Omvendt har vi været låst i forhandlingerne inden for kontor- og lagerområdet. Og derfor er overenskomsterne for vores lager- og kontormedarbejdere bestemt ikke så gode, som de burde være. Når vi derfor nu er et flertal, der anbefaler et JA, så handler det om, at vi gerne vil sikre, at vores resultater i de overenskomster som vi selv har forhandlet, også ender med at blive vedtaget, siger Jørgen Hoppe, der er formand for HK HANDEL.
Han har dog samtidig fuld forståelse for, at der er tillidsfolk inden for kontor- og lagerområdet som vil opfordre deres kolleger til at stemme nej til det endelige forslag.
- De overenskomster er faktisk også for ringe. Det handler ikke om 50%-reglen, for den mærker vi ikke inden for handelsområdet. Resultatet er til gengæld samlet set uden de forbedringer, som man med rimelighed kan forlange selv i krisetid. Vi har fået indarbejdet omkring 40 protokollater i dén kontor/lager-overenskomst, som nu ligger i samarbejde med Dansk Erhverv. Det forbedrer faktisk overenskomsten i forhold til forligsmandens mæglingsforslag. Men der er stadigvæk tale om et utilfredsstillende resultat. Vores anbefaling skal derfor ses i lyset af det samlede resultat – i sammenhæng med de overenskomster, som vi selv har forhandlet på plads og som er væsentligt bedre, siger Jørgen Hoppe.
HK HANDELs anbefaling vil nu blive sendt til samtlige arbejdspladser inden for handelsområdet. Det er udelukkende medlemmer af fagforeningen, der har mulighed for at stemme om, hvorvidt de er tilfredse med de nye overenskomster.
Stem JA
Oprettet: 26.03.10, kl. 12.11
Redigeret: 30.03.10, kl. 14.12 af Peter Rasmussen
Ophavsret
Udgivet <26.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
