Du er her: hk.dk > Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > August 2010 > HK opruster for at holde på medlemmerne



HK opruster for at holde på medlemmerne

Kun seks ud af ti lønmodtagere på LO-området er medlem af fagforeningen, og det truer den danske model, skriver dagbladet Politiken.

– Dem udenfor mister muligheden for at håndhæve rettighederne i overenskomsten. Det skal vi være bedre til at synliggøre, siger formand for HK fagforeningen it, medie & industri Simon Tøgern.

Fagforeningen oplever vigende medlemstal, men har også konkrete erfaringer med, hvordan man holder på medlemmerne og får nye.

 

- Når folk melder sig ud af en traditionel fagforening, er det fordi de ikke oplever, at det gør nogen forskel at være medlem, siger formand for HK it, medie & industri, Simon Tøgern.

Som andre LO-fagforeninger mærker denne HK fagforening et vigende medlemstal.

- Men vi oplever også, at når vi målretter en faglig indsats overfor virksomheder, får vi flere medlemmer. Vi har desuden en stigning i antallet af elevmedlemmer, siger Simon Tøgern.

Politisk svag fagbevægelse
En af årsagerne til, at nogle vælger medlemsskabet fra er, at fagbevægelsen ikke opleves som nogen stærk politisk faktor. I 1995 var syv ud af ti medlem af fagforeningen på LO-området. I dag er det bare seks ud af ti.

- Det skyldes flere ting, blandt andet oplevelsen af, at fagbevægelsen ikke har nogen væsentlig betydning. Når regeringen hen over en pinse kan halvere dagpengeperioden fra fire til to år, uden fagbevægelsen har styrke til at forhindre det, er der måske ikke noget at sige til den holdning.

Simon Tøgern mener, at fagbevægelsen har en stor udfordring i at vise, at den kan gøre en forskel. Udfordringen gælder på alle niveauer, også en lille HK fagforening som it, medie & industri med 17.500 medlemmer.

Fællesskabets forlængede arm
- Udfordringen for os er at lade være med at fokusere på tilbagegang i medlemstallet, men at fokusere på det, vi har til vores medlemmer. I praksis arbejder vi med det kollegiale fællesskab på arbejdspladsen, fordi fagforeningen aldrig er stærkere end medlemmernes sammenhold gør den til.

Fagforeningen er fællesskabets forlængede arm. Den rolle skal vi have fokus på i højere grad end at have succeskriterier for, hvor længe det varer at svare en telefon. Fagforeningen er jo ikke noget forsikringsselskab, siger Simon Tøgern.

It, medie & Industri er en af fem fagforeninger i HK Hovedstaden, der arbejder som en organiserende fagforening, det vil sige med udgangspukt i at understøtte aktiviteterne på arbejdspladsen.

Overenskomst og tillidsrepræsentant
Politikens analyse af årsagerne til det vigende medlemstal er mangelfuld, mener Simon Tøgern.

- På virksomheder, der er omfattet af en overenskomst, fastholder vi stort set medlemstallet. Men mange nye virksomheder er uden overenskomst, og dér har vi færre og ikke så trofaste medlemmer, siger formanden og tilføjer:

- Med en overenskomst har man tillidsrepræsentant og mulighed for at håndhæve de goder, som findes i overenskomsten. Den mulighed har man ikke, hvis man vælger at stå udenfor eller være medlem af en af de gule organisationer, siger han.

Oprettet: 19.08.10, kl. 13.18

Redigeret: 19.08.10, kl. 13.25 af Ulla Nygaard

Læs også succeshistorien om HK Kommunal Hovedstaden, som har fået medlemsfremgang igennem en systematisk indsats:

HK tiltrækker medlemmer ved at gøre en forskel


Ophavsret

Udgivet <19.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.