HK tiltrækker medlemmer ved at gøre en forskel
|
HK arbejder målrettet på at fastholde medlemmer og tiltrække nye ved at være synlig og vise de resultater, der bliver skabt på arbejdspladsen. - Vi arbejder systematisk på at vise, hvad fagforeningen er og kan, siger Winnie Axelsen, formand i HK Kommunal Hovedstaden, hvor metoden har givet fremgang og viser en ny tendens. På LO arbejdsmarkedet vælger kun seks ud af ti at være medlem af fagforeningen. En tilbagegang fra 1995, hvor syv ud af ti valgte medlemsskab. |
|
- Vi har strammet op på flere fronter i HK Kommunal Hovedstaden. Fagforeningen deltager, når der holdes møder for HK’erne, og vi er opsøgende og besøger arbejdspladser i én kommune ad gangen - én kommune hver måned, siger Winnie Axelsen.
I HK Kommunal Hovedstaden har medlemstallet været stigende i kraft af det målrettede arbejde. Det er tillidsrepræsentanten og den faglige klub på arbejdspladsen, der er omdrejningspunktet for den faglige aktivitet.
- Det er ikke alene medlemmer og potentielle medlemmer, vi besøger. Vi taler også med ledelsen, fordi det jo er samarbejdet lokalt, der gør forskellen på, om det er en god arbejdsplads. Hvor vi har gode arbejdspladser, har vi også mange medlemmer. Det følges ad, siger Winnie Axelsen.
Synlig forskel
På kommunale arbejdspladser i de 29 kommuner og på sygehusene i Region Hovedstaden skal der være synlig forskel på at være medlem og være ikke-medlem.
- I mange år har kulturen været sådan, at også ikke-medlemmer nød godt af fagforeningens arbejde. Men sådan er det ikke mere. Vi synliggør, hvad vi skaber for medlemmerne, siger formanden og giver et eksempel:
- På de kommunale arbejdspladser oplever vi for første gang massefyringer, og når de finder sted, er vi til stede for vores medlemmer. I Høje Taastrup deltog seks faglige sekretærer den dag, der var prikkerunde. De var der for at støtte HK-medlemmerne, men ikke de uorganiserede. Det gjorde indtryk, siger Winnie Axelsen.
Fællesskab koster
Fagforeningens lokale repræsentant er tillidsrepræsentanten, som på det kommunale område forhandler ny løn for hver enkelt.
- Vi skal også forhandle for ikke-medlemmer. Det ligger i overenskomsten. Men vi er ikke opsøgende i forhold til deres ønsker. Vi fortæller gerne, at bare et enkelt løntrin kunne betale kontingentet til fagforeningen på 368 kroner om måneden.
Winnie Axelsen mener, at alle skal være med til at betale for, at der forhandles goder hjem.
- At vælge fagforeningen fra svarer til at køre uden billet i toget. Vi opruster, så vores lokale klubber kan præsentere alle nyansatte for et HK medlemskab og invitere dem med i fællesskabet. For det er jo i kraft af betalende medlemmer, at vi kan skabe forbedringer og gode arbejdspladser. Det arbejder vi på at gøre endnu mere synligt, siger formanden for HK Kommunale Hovedstaden, som har 21.000 medlemmer..
Oprettet: 19.08.10, kl. 12.56
Redigeret: 19.08.10, kl. 13.28 af Ulla Nygaard
Læs også artiklen med kommentarer til det generelle medlemsfald i LO-fagbevægelsen:
HK opruster for at holde på medlemmerne
Ophavsret
Udgivet <19.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
