Du er her: hk.dk > Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > August 2011 > Fik sit arbejdsliv delvist igen med hjælp fra HK



Fik sit arbejdsliv delvist igen med hjælp fra HK

HK Hovedstaden hjalp kontorassistent Tina Sørensen fra Helsingør igennem et langt sygedagpengeforløb på to et halvt år. Nu er hun i fleksjob.

– Uden HK og uden min chef Charly havde jeg aldrig klaret mig igennem. Det kræver, at man bliver troet på, siger Tina Sørensen.

 

En banal operation for galdesten satte i 2008 gang i et længerevarende sygeforløb for den nu 43 årige kontorassistent Tina Sørensen. Hun var kort forinden blevet headhuntet af en tidligere chef til det kommunale Helsingør Renseanlæg.

Under sygeforløbet fik Tina Sørensen konstateret læsioner i nakken som følger af tidligere trafikuheld, og hun blev opereret igen i sensommeren 2009. Men herfra gik det rigtig galt. Operationen fejlede og Tina fik andre varige skader, blandt andet i stemmebåndet, så hun for altid kun kan hviske. Desuden må hun leve med kroniske smerter.

Fyresedlen eneste mulighed
Tina Sørensen blev fyret på grund af sin lange sygemelding. Det var i efteråret 2009.

Helsingør Renseanlæg er siden blevet et A/S, og hedder nu Helsingør Spildevand A/S, et selskab under Helsingør Forsyning A/S.

- Jeg havde ikke andre muligheder end at afskedige Tina. Hun havde været syg i mere end et år og det var tvivlsomt om hun nogensinde igen ville kunne passe sit arbejde, siger sektionsleder Charly Dahlsen.

- Da jeg måtte afskedige Tina i 2009 havde vi ikke et system som nu med mulighedserklæringer og tæt kontakt mellem virksomhed og kommune. Det kunne måske have hjulpet Tina, hvis alle parter havde taget ansvar for, at Tina kom videre i sit liv, siger sektionslederen på Helsingør Spildevand A/S.

Charley Dahlsen holdt fast i kontakten til Tina Sørensen igennem et meget turbulent sygedagpengeforløb i de følgende 18 måneder.

Økonomien var truet
Da Tina Sørensen blev afskediget, var hun samtidig ved at miste sit forsørgelsesgrundlag. Omtrent på samme tid som månedslønnen stoppede med at tikke ind på kontoen, var tidsgrænsen for retten til sygedagpenge ved at være nået.

Helsingør Kommune havde ikke travlt med at få Tina videre og forsøgte bare passivt at følge paragrafferne og lukke for kassen kun en måned senere.

Men heldigvis havde HK Kommunal Hovedstaden fat i sagen og tilbød Tina juridisk assistance igennem SR-bistand. Tina fik forlænget sygedagpengene i nogle måneder med henvisning til, at der fortsat var behandlingsmuligheder.

Tina håbede på en raskmelding forude.

Sådan blev det ikke. Tina Sørensen må leve med kroniske smerter og et beskadiget stemmebånd. Hendes arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat.

Men der skulle gå det meste af halvandet år, før Helsingør Kommune anerkendte dette og bevilgede Tina et fleksjob.

11 gange nær afgrunden
I løbet af sygedagpengeforløbet på næsten 18 måneder levede Tina Sørensen i evig usikkerhed om den private økonomi og muligheden for at forsørge sig selv og sine to drenge, som hun er alene med.

Indtil bevillingen af fleksjob blev givet i april 2011 fik Tina Sørensen breve fra kommunen 11 gange med ny besked om, hvorvidt sygedagpengene enten stoppede eller blev forlænget for en ny kort periode.

- Systemet glemmer at se på mennesket, og derfor rammes man nemt af nedtur og depression. Det skete også for mig, siger Tina Sørensen.

Alternativet til sygedagpenge ville for Tina Sørensen have været kontakthjælp med udsigt til social ruin. Eksempelvis ville lejeboligen i Snekkersten være for dyr.

I april 2011 fik Tina Sørensen fleksjob på sin tidligere arbejdsplads, hvor hun arbejder i 12 timer om ugen. Hun havde fleksjobbet på hånden i flere måneder, og blev også arbejdsprøvet i sin gamle virksomhed.

- Tina blev arbejdsprøvet længere tid end oprindelig aftalt, og det var godt for virksomheden. Jeg tror, at virksomhed og medarbejder behøver længere tid end de aftalte 13 uger til at finde hinanden og finde de opgaver, der er passende i en fremtidig ansættelse, siger Charley Dahlsen,

Lønmæssigt kommer Tina Sørensen aldrig mere i nærheden af sin hidtidige indtægt, men hun føler alligevel, at hun har fået noget af sin værdighed tilbage. Hun har fået et kvalifikationstillæg oven i områdets mindsteløn, som normalt aftales for fleksjob.

- Det er en kæmpemæssig anerkendelse at have et arbejde. Men uden HK og uden min chef Charly havde jeg aldrig klaret mig igennem. Det kræver, at man bliver troet på, siger Tina Sørensen.

Oprettet: 02.08.11, kl. 13.33

Redigeret: 02.08.11, kl. 13.53 af Ulla Nygaard


Ophavsret

Udgivet <02.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.